Artikel
NICOLAS CAGE: En ener i amerikansk film

Af Christian Povlsen

You show me where the top is, and I’ll let you know whether I’m over it or not, all right. I design where the top is.” – Nicolas Cage

Nicolas Kim Coppola er en del af den talentfulde Coppola-familie (Godfather-instruktøren Francis Ford Coppola er hans onkel). Filmen er derfor en del af hans genetik. Den flyder i årene på ham. I begyndelsen af sin karriere, var han dog hurtigt til at lægge Coppola-navnet fra sig. Han lod sig i stedet inspirere af sin favorittegneserie, Luke Cage, da der skulle vælges kunstnernavn. Han ville ikke beskyldes for nepotisme og ville ikke stå i skyggen af sin dygtige familie. Han ville stå på egne ben, og det gjorde han under navnet Nicolas Cage.

Skuespil er for Cage en spirrituel ting, og han bryder sig ikke nødvendigvis om at kalde sig ”skuespiller”. Han ser i stedet sig selv som en elev. En elev af skuespillerfaget, og derfor bliver han ved med at udforske alle dets hjørner og sprækker. David Lynch, som instruerede ham i Wild at Heart (1990) har beskrevet ham som ”Jazz musikeren af skuespil”. Det kan der være noget om. Cage er nemlig ofte vild og utilregnelig på det hvide lærred, og han har, på mange måder, opfundet sin helt egen spillestil, hvor han ikke er bange for at tage chancer og give sig selv 110 procent.

Cages værktøjskasse

Regler og faste rammer i kunsten er noget, Nicolas Cage afskyr. Det er nemlig med til at gøre den dødkedelig og ensformig. Da han startede i skuespilfaget, fik han at vide, at det værste, man kunne gøre som skuespiller, var at imiterer andre. Men som den oprører Cage var, besluttede han sig for at gøre det stik modsatte. Derfor er mange af hans præstationer direkte inspireret af andre personer. Mest kendt er nok den Elvis Presley-inspirerede rolle som Sailor Ripley i Wild at Heart (1990), hvor han igennem filmen har samme charmerende og ømme blik som Presley og ovenikøbet får mulighed for at gå all-in i en fortolkning af Elvis-klassikeren Love Me.

Klassiske stumfilm har også været en enormt stor inspirationskilde for ham i sit eget arbejde. Det lyder måske mærkeligt, men det giver god mening, når man ser, hvor fysiske og udtryksfulde hans præstationer ofte er. Tag en rolle som Peter Lowe i Vampire’s Kiss (1986). Her kan man med det samme se, at halvdelen af hans indsats er af fysisk karakter, og man ser tydeligt trækkende fra F.W. Murnaus ekspressionistiske stumfilm, Nosferatu fra 1922. Hans præstation i filmen er præget af en enorm energi og et manisk overskud, som bl.a. ses, når han jager den stakkels sekretær gennem kontoret, eller når han desperat leder efter nogle, der vil slå ham ihjel med en træpæl. Cage fremhæver selv Peter Lowe-rollen som værende én af sin karrieres vigtigste, med hensyn til at udvikle sin egen særlige spillestil. Vampire’s Kiss er også hans egen personlige favorit blandt sine film. Cage tog denne arbejdsmetode med sig ind i Blockbuster-filmen. Det var et opgør imod den naturalisme, som Cage mente havde infiltreret mainstreamfilmen. Skuespil måtte, ifølge ham, også gerne være højtragende og over-the-top. Jeg er enig.

Den relativt ukendte ‘Vampire’s Kiss’ er, ifølge ham selv, den vigtigste film i hans karriere.

Nicolas Cage lever af at tage chancer, men han gør samtidig meget ud af at forberede sig grundigt til en given rolle. Allerede fra han læser manuskriptet er han mentalt i gang. Et af de redskaber, han benytter sig af i den proces, er at lede efter komikken i den dramatiske rolle og efter dramaet i den komiske. Netop derfor er hans portrætteringer altid overraskende og fængslende. Her kan jeg blandt andet nævne hans Oscarvindende rolle som Hollywood-forfatteren, Ben Sanderson der beslutter sig for at drikke sig selv ihjel i filmen, Leaving Las Vegas (1994). Det er en dybt tragisk og på papiret usympatisk karakter, men Cage evner alligevel at give rollen en snert af humor, som på mirakuløs vis gør præstationen og filmen endnu mere hjerteskærene.

Den kræsne skuespiller

På trods af at Cage medvirker i flere film om året, så er han stadig kræsen i valget af sine roller. Cage ser nemlig fremad og forsøger for enhver pris ikke at gentage sig selv. Han vil afprøve hele spekteret og konstant udvikle sit skuespil. Netop derfor kommer vi nok aldrig til at se ham i en tv-serie. Han blev tilbudt en rolle i serien American Gods (2017-), men han takkede pænt nej-tak, da han var bange for at føle sig fanget i den samme rolle i flere år. Dette er nok også grunden til, vi kun har set ham i to efterfølgere, henholdsvis National Treasure: Book of Secrets (2007) og Ghost Rider: Spirits of Vengence (2011).

Det er rigtigt, at Cage på det seneste har været med i mange tarvelige film, som er udkommet direkte på video-on-demand. Det ikke til at komme uden om. Det er dog aldrig ham som skuespiller, der er problemet i disse film. Han er altid medrivende at se på, og han bringer altid noget særligt til de roller, han spiller, lige meget hvor dårlig filmen omkring ham er. Lindsay Gibb, forfatteren bag biografien, National Treasure – Nicolas Cage (2015), mener, at han optræder i disse lavbudget film, fordi han netop dér kan få lov at udtrykke sig fuldt ud og prøve nye ting af, i modsætning til de mere kontrollerede Hollywood-film. Det er en påstand, jeg er enig i, men det er synd. Nicolas Cage er nemlig en filmstjerne, som fortjener et stort publikum.

I skrivende stund er han højaktuel i Panos Cosmatos syrede hævnfilm, Mandy (2018), som blandt andet bliver vist på dette års CPH PIX. Anmelderne kan ikke få armene ned og beskriver hans præstation som én af karrierens bedste. Cosmatos har i interviews kaldt Cage for Californiens Klaus Kinski. Den tyske Kinski var især kendt for sine mange kollaborationer med Werner Herzog, som Cage i øvrigt også er blevet instrueret af i Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans (2009). Studerer man Kinskis præstationer, i eksempelvis Fitzcarraldo (1982), ser man tydeligt noget af den samme vildskab og udtryksfuldhed, som også er at finde hos Cage.

Nicolas Cage bliver ofte degraderet til en punchline for dårlige jokes. Det er ikke fair. I min bog er han meget mere end blot et internet-meme. Denne artikel er skrevet helt uden ironisk distance, men i stedet med en dybfølt respekt og beundring for manden. Han er blandt de bedste og mest alsidige skuespillere vi har derude. Han er en ener. Hans konstante skubben til grænserne for, hvad der kan lade sig gøre på film, har gjort det spændende at følge ham i de snart 100(!) film, han har medvirket i. Tak for dig, Nik Cage (Den er god nok. Sådan forkorter han selv sit fornavn) og tak for alle dine mange teatralske kraftpræstationer. Vi glæder os til mange flere.

 

Mandy kan opleves på CPH:PIX mandag d. 8. oktober kl. 22.15 i Empire Bio.