NERVE: Velkendt high school-skabelon giver dårlige nerver

Af Trine Balle

 

I disse dages besættelse af det populære virtual-reality spil Pokemón Go, rammer teenage-thrilleren Nerve ind i en uhyggeligt aktuel problematik; hvor langt vil vi egentlig gå i kampen for at vinde et spil? Filmens demonstration af det opdigtede online-spil Nerve er skræmmende realistisk, og rammer direkte ind i en eskalerende bekymring for relationen mellem menneske og maskine. Desværre er der presset en alt for forudsigelig teenmovie-skabelon ned over den ellers veltænkte idé, og helheden bliver både urealistisk og overgearet.

I gængse high school-teenagefilm har vi som regel et stærkt stereotypt persongalleri, og Nerve er ingen undtagelse. Først og fremmest har vi vores hovedkarakter; den 17-årige nørdede pige med hestehalen, Vee (Emma Roberts), der skal rystes ud af sin påpasselige skal. Trofast ved sin side har hun sin lige så nørdede ven Tommy (Miles Heizer), der sender hende skjulte forelskede blikke, samt hendes alt for udfarende, letpåklædte veninde med det tilpas fordomsfremkaldende navn Sydney (Emily Meade). Sidst, men ikke mindst, har vi selvfølgelig den impulsive, mystiske motorcykelfyr Ian (Dave Franco), som charmerer Vee med ind i Nerves uforudsigelige univers.

 

I en velkendt cocktail af cheerleaders, drukgilder og pigefnidder indvies vi nu i et døgn i Vees liv, hvor hun udvikler sig fra grå mus til grænsesøgende bikerpige. Spillet tager truth or dare til ekstremerne, idet playerne kastes ud i en række vanvittige og livstruende udfordringer, der alle bestemmes af spillets såkaldte watchers. De overdrevne udfordringer sender tilskueren ud på kanten af sædet med nedbidte negle og flossede nerver, og vi beder for Vee og Ians overlevelse, når de med bind for øjnene kører gennem New Yorks trafikerede gader eller hænger i strakte arme fra en skyhøj kran.

ANMELDELSE AF:
Nerve

ORDET SYNES:3-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Henry Joost & Ariel Schulman

LAND:
USA

Desværre sker karakterernes enorme udvikling på blot 24 timer alt for hurtigt til, at det bliver troværdigt. Hele balladen ligner en ekstrem og visuelt mere imponerende version af den halvfemsersøde teenagefilm Ten Things I Hate About You (1999), hvor mystiske Heath Leadger forelsker sig i nørdede Julia Stiles – hvilket er en skam, når nu bagtanken formodentlig er dybere end det.

De to hovedrolleindehavere gør det dog ganske glimrende, taget det opkørte plot i betragtning. Specielt er Dave Franco, der ellers har et par store sko at udfylde, som bror til den eksemplariske James Franco, værd at se nærmere på, og han kan uden tvivl blødgøre ethvert 14-årigt pigehjerte med sit store smil og hemmelighedsfulde udstråling.

De risikovillige players’ kamp for at få flere watchers sætter bestemt også tankerne i gang om den måde, vi høster likes og anerkendelse på de sociale medier i dag og ikke mindst hvilke konsekvenser, det kan få, når vi blindt følger skærmens ordrer. Måske er Nerve mest interessant for et yngre publikum, men den formidler trods alt et nyttigt budskab om at droppe watcher-mentaliteten og vende blikket ud i den virkelige verden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *