Naturgas-drama med for meget formel knækker til sidst

Af Pelle Hegelund

En film med højaktuelt politisk indhold kan ikke alene bedømmes udfra de kriterier, vi normalt bedømmer dramaer efter. Man kigger selvfølgelig stadig efter en god, veldisponeret historie, troværdige og indlevende skuespillerpræstationer og en velvalgt filmisk stil, der komplementerer historien. Men pga. af dens tætte kobling til virkelige begivenheder må den også vurderes på dens repræsentation af virkeligheden – præcis som det gør sig gældende for dokumentarfilmen. Derfor er ”den politiske film” en svær genre, som skal leve op til krav om saglighed og objektivitet såvel som kravene til dramaturgi og underholdningsværdi – tipper balancen risikerer filmen til den ene side at være overfladisk eller manipulerende, til den anden at være kedelig. En svær opgave, som desværre ikke helt bliver løftet i Promised Land.

I Promised Land spiller Matt Damon den kompromisløse sælger Steve Butler, som gør lynkarriere hos det store naturgasselskab Global ved at overbevise fattige landsbysamfund om at lease deres jord ud til naturgasudvinding ved den risikable metode ”fracking”. Da han og makkeren Sue (Frances Mcdormand) skal forsøge at indlemme en ny landsby til Globals netværk, udfordres de af den lokale fysikprofessor, som påpeger alvorlige risici for miljøskader, og beslutningen sendes til afstemning blandt byens indbyggere. Herefter dukker miljøaktivisten Justin Noble (John Krasinski) op, og der bliver åbnet for en regulær krig om indbyggernes gunst frem mod den afgørende afstemning.

ANMELDELSE AF:
Promised Land

ORDET SYNES:
3-stars

PROD. ÅR:
2012

INSTRUKTØR:
Gus Van Sant

LAND:
USA

Filmen skal ses i lyset af den igangværende debat i USA om at frigøre sig fra afhængighed af kul og olie fra ustabile stater, og her bliver fracking debatteret som et lovende alternativ, der dog har vist sig at indebære risici for alvorlige miljøskader af grundvand og landbrugsjord. Fracking er et vigtigt og interessant politisk spørgsmål, som trækker store perspektiver op om kapitalismens brister ifh. miljøhensyn, og små samfunds sårbarhed over for de forandringer globaliseringen fører med sig. Det er godt set af Matt Damon og Gus van Sant, at de kan male så store perspektiver op med udgangspunkt i en lille lokal konflikt. De kommer desværre ikke helt i mål med det ambitiøse projekt.

Man bliver ikke særligt meget klogere på fracking som politisk problem gennem de 104 minutter som filmen løber. Vi når ikke dybere end, at det på den ene side er en billig, effektiv og CO2 neutral energikilde, som på den anden side har nogle andre miljørisici. Samtidig er opbygningen af filmens plot lidt for skematisk og uoriginal, mens manuskriptet og skuespillerpræstationerne er på det jævne. Steve Butlers moralske dilemma mellem hans egen karriere på den ene side over for landsbysamfundets fremtidige bæredygtighed på den anden er desværre for forudsigelig og uudfoldet til rigtigt at blive vedkommende.

Mod slutningen læner historien sig faretruende tæt op af klicheen om de kyniske og skrupelløse forretningsfolk versus det sympatiske landfolk, der lever i bæredygtig pagt med naturen – den vækker næsten minder om Richard Geres omvendelse i Pretty Woman(!). Her tipper balancen afgørende for filmen, der ellers indledes med fin politisk kompleksitet, hvor det er globaliseringens og finanskapitalismens vilkår, som umuliggør at landsbysamfundet kan leve videre som hidtil. Det virker fuldstændig logisk, at de må tage imod hvilken som helst udefrakommende provenumulighed uanset miljøhensyn. I stedet reduceres erkendelsen af problemerne ved det politiske og økonomiske system, til et simpelt spørgsmål om de gode mod de onde, moral vs. amoral. Og det er simpelthen for billigt sluppet for en politisk film, der gerne vil tages seriøst.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *