Nate Parker generobrer Birth of A Nation

Af Patricia Smollerup

I går ramte Nate Parkers debuterende spillefilm The Birth of A Nation de danske biografer. En film, som gik sin sejrsgang ved Sundance Filmfestival 2016, hvor den tog de største priser: Grand jury prize og publikumsprisen, samt fik stående bifald ved Toronto Filmfestivalen.

Kamp for retfærdighed

I sydstaten Virginia 30 år før The Civil War, skildrer The Birth of A Nation den menneskelige fortælling om den historiske person Nat Turner (Nate Parker), som tager kampen op mod slaveri, undertrykkelse, brutalitet og institutionel racisme.

En hyldest til en stor personlighed, som indtil fornyligt har været udeladt og glemt. Det er en fortælling om en intelligent og religiøs mand med et godt hjerte, men som ikke er bange for at bruge vold for at opnå den retfærdighed, som hele den afroamerikanske del af den amerikanske befolkning er blevet nægtet. Han finder håb i troen på Gud, og bruger Biblen til at vejlede ham samt retfærdiggøre handlinger. Det gode må gøre oprør mod det onde. Gud er af kærlighed, men også Gud af vrede. I søgen på forandring og frihed bliver Turner leder af et folkeligt oprør.

Parker beskriver Nat Turner som en afroamerikansk version af Bravehearts (1995) William Wallace. En mand, som forsøgte at gøre en forskel på trods af umulige odds. Han ser ham som den helt, han altid har manglet. En mand, hvis mod og tro tillod ham at ofre sig selv for sin familie og for fremtiden.

The Birth of a Nation sætter fokus på en skamplet på den amerikanske historie, og det er da heller intet tilfælde, at filmen deler titel med D.W. Griffiths kontroversielle mesterværk The Birth of A Nation (1915), som blev skabt omkring 100 år tidligere.

Racistisk filmkunst

Griffith er en vigtig personlighed i den amerikanske filmhistorie og proklamerede sig selv som grundlægger af dele af filmkunstens moderne teknik. Hans The Birth of a Nation var i sin tid en storslået film. Hvor man tidligere kun havde set film med omkring et kvarters varighed, kom Griffith nu med dette overvældende nyskabende værk på hele 3 timer. Men mens The Birth of A Nation var revolutionerende for filmkunsten, var den også voldsomt kontroversiel. En racistisk fortælling, som dehumaniserede afroamerikanerne og portrætterede dem som primitive, brutale og dyriske. De sorte, frie slaver, som får valgret, bliver skildret som en farce, mens Ku Klux Klan bliver hædret som de store helte, som må tage affære og rette op på tingene.

KKK bliver de store helte i Griffiths kontroversielle værk.
KKK bliver de store helte i Griffiths kontroversielle værk.

I skabelsen af filmen blev alle fremtrædende sorte karakterer spillet af hvide, som var blevet sminket, og filmen blev skabt i en tid, hvor der i Sydstaterne var direkte forbud mod at stå på scenen med sorte. The Birth of A Nation understøtter derfor blot Griffiths verdensbillede, som var indlejret i den institutionaliserede racisme, som eksisterede i det amerikanske samfund. Griffith så heller ikke sig selv som racist, og filmen bliver chokerende i sin afspejling af, hvad der engang var bred konsensus om.

Der var dog også protester mod filmen og forsøg på at få den forbudt, hvilket Griffith så som en indskrænkning af sin ytringsfrihed.

Helt frem til 70erne blev filmen udnyttet af KKK, som propagandamateriale og hvervning af nye medlemmer.

Valget af titlen The Birth of A Nation er ifølge Parker selv et forsøg på at reclaime historien, således at navnet i fremtiden vil referere til legenden om Nat Turner – en antitese til Griffiths intentioner.

USA 100 år efter

Men hvor langt er det amerikanske samfund kommet her 100 år efter Griffiths værk?

I det popkulturelle har vi i de seneste år været vidner til rørelser i det amerikanske samfund. Her kan nævnes Beyoncés Formation-video fra 2016, som er en tydelig kommentar til det amerikanske samfund. Både historisk og nutidigt.

Videoen åbner op med Beyonce liggende på en synkende New Orleans politibil. En reference til katastrofen i New Orleans med orkanen Katrina, som særligt ramte det afroamerikanske samfund, og som ikke fik særlig meget opmærksomhed i medierne.

Desuden ses i videoen et barn danse over for politiet, efterfulgt af graffiti på væggen med ordene: ”Stop shooting us”.  En henvisning til Trayvon Martin, Sandra Bland, Mike Brown og de mange andre sager om politibrutalitet, som har skabt røre i det amerikanske samfund, fordi flere sorte ubevæbnede er blevet skudt og dræbt af hvide politiofficerer.

Beyoncés video hylder desuden Martin Luther King og implicit Malcolm X, da vi ser Beyonces mange kvindelige dansere bevæge sig i store X-formationer. Sangen og videoen er et statement mod den hvide mands magt og dominans, og Beyonce fremhæver både den kvindelige styrke og  det smukke ved den sorte kultur og dens karaktertræk. Med sætninger som: ”I just might be a black Bill Gates in the making” samt ”I like my negro nose with Jackson Five nostrils”.

Sidst men ikke mindst huskes Formation for Beyonces Black Power statement til Super Bowl halftime-showet. 

Et statement, som også ses ved A Tribe Called Quests politiske performance ved dette års Grammys. Her bliver deres optræden til nummeret We The People en kommentar til Donald Trumps valgsejr, og vi ser dansere på scenen løbe gennem og smadre, hvad der skal forestille, en stor betonmur.

A Tribe Called Quest angriber Trumps ekskluderende og diskriminerende politik, og hylder diversiteten i USA ved at lade både muslimske kvinder med tørklæde, sorte, mexikanere etc. indtage scenen. Hele denne stærke performance slutter af med gentagne udråb: ”Resist, Resist, Resist, Resist.”

Beyonce på en synkende politibil i hendes Formation-musikvideo.
Beyonce på en synkende politibil i hendes Formation-musikvideo.

Den hvide mands dominans

Nate Parkers film lægger sig altså i slipstrømmen af bevægelser i den afroamerikanske del af den amerikanske befolkning, som et forsøg på at tydeliggøre undertrykkelse i det amerikanske samfund.

Ved at sætte de to titler op mod hinanden formår instruktør Nate Parker at give sin film en ekstra historisk dimension. The Birth of A Nation udkommer omkring 100 år efter Griffiths racistiske værk og viser, at meget har ændret sig i det amerikanske samfund. Man ser historien fra en anden vinkel og er skamfuld over fortiden.

Men, at vi gentagne gange ser kulturprodukter, som netop denne film, Selma (2014) samt 12 Years A Slave (2013), ser skandaler som #OscarsSoWhite 2016 (hvor Akademiet dog tog revanche i 17) og hører politiske kunstnere som Kendrick Lamar, A Tribe Called Quest og Beyonce, som kommenterer og kritiserer den hvide mands dominans i det amerikanske samfund, kan dog være med til at understrege, at der stadig er lang vej endnu.

Kommentarer