HE NAMED ME MALALA: Pigen som ikke ville tie

Af Patricia Smollerup

Instruktør Davis Guggenheim har i sine tidligere dokumentarfilm haft en forkærlighed for de politiske og sociale emner, bl.a. med film som Waiting for ”Superman” (2010) samt den oscarvindende En ubekvem sandhed (2006), og hans nyeste dokumentar He Named Me Malala lægger sig i fin forlængelse. Det er et rørende portræt af Malala Yousafzai og hendes kamp for kvinders ret til uddannelse, som udkæmpes mod en fundamentalistisk islamistisk ideologi repræsenteret ved Taliban.

Guggenheim skaber i filmen stærke paralleller mellem Malala og den pakistanske og afghanske heltinde Malalai of Maiwand, som hun er opkaldt efter. Malalai blev slået ihjel på slagmarken, men blev et symbol på håb og mod, og denne parallel mellem de to unge piger indkapsler essensen af Malalas historie og sætter fokus på filmens omdrejningspunkt, som netop er Malala og hendes fars tankegang om, at ”det er bedre at leve som en løve i én dag end at leve som en slave i 100 år.” Hvis man har en stemme, har man pligt til at tale.

Guggenheim har fulgt Yousafzai-familien gennem 18 måneder og skaber gennem interviews, animerede rekonstruktioner samt arkivfotos et personportræt, hvis primære formål er at hædre Malala Yousafzai som en fascinerende ung aktivistisk pige med et ekstraordinært mod. Det fungerer godt, og som seer sidder man tilbage med et indtryk af et overmenneske, som er villig til at ofre sig for en sag, som hun tror på, som tør se sine fjender i øjnene, og som har evnen til tilgive, hvilket bl.a. kommer til udtryk, da hun udtaler, at hun ikke er vred på Taliban, da Islam netop handler om tilgivelse.

Men filmen bliver samtidig også en skildring af Malala som en ganske almindelig pige, der mellem besøg hos dronningen af England og præsident Obama må finde tid til at lave sine lektier, hvilket optagelserne i hjemmet underbygger samtidig med, at kommentarer fra især Malalas lillebror tilføjer filmen en mere humoristisk og lettere tone.

ANMELDELSE AF:
He Named Me Malala

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:
Davis Guggenheim

LAND:
USA

Familieforholdet, især mellem Malala og hendes far Ziauddin, er stærkt i fokus, og det er her, at filmen fungerer bedst. Ziauddin var social aktivist og lærer i sin hjemstavn, og det bliver tydeligt hvilken enormt indflydelse, han har haft på Malala. Dette understøttes af farens citat: ”en sjæl i to kroppe”.

På lydsiden leverer tolv gange Oscar-nominerede Thomas Newman et stærkt pakistansk inspireret score, og han formår at skabe en dramatisk og alvorlig tone, når Taliban vises på billedsiden eller omtales. Det virker stærkt uden at blive anmassende.

Dog kan man sidde tilbage med ønsket om, at Guggenheim havde gravet dybere og tilføjet noget nyt til fortællingen om Malala i stedet for blot at reproducere fortællingen om hende og de værdier, hun står for, som vi allerede kender fra taler og interviews. Man kan derfor få fornemmelsen af, at Guggenheim ikke udnytter emnets potentiale til fulde.

Trods dette har Guggenheim skabt en fængslende og rørende film om et vigtigt emne, og Malalas fortælling og personlighed er så stærk, at filmen brænder sig fast i bevidstheden.

Kommentarer