Når noget slutter: Sødt men søvnigt engelsk drama.

Af Emma Louise Ellehøj

Den ældre og smågnavne Tony Webster lever en stilfærdig og ensom tilværelse. Han har hverken Iphone eller Facebook og forsøger nærmest trodsigt at undgå al kontakt med den moderne verden, han lever i. Hans eneste relationer består af ekskonen, deres gravide datter og et overentusiastisk postbud, der en dag leverer et brev, der ripper op i gamle følelser og tvinger Tony til at tage stilling til konsekvenserne af den måde, han har valgt at leve sit liv på.

 

Når noget slutter er instrueret af den oprindeligt indiske Ritesh Batra, der tidligere har haft succes med The Lunchbox (2013). Filmen er bygget op omkring en lang række flashbacks, der flettes sammen med nutidens Tonys samtaler med ekskonen. Nogle af flashbacksne består af små glimt, mens andre er så lange, at man nærmest mister fornemmelsen for den egentlige handling. De drejer sig især om Tonys gymnasietid og hans første forelskelse – den mystiske og dragende Veronica. Den unge Tony bliver spillet af Billy Howle, der har et klassisk britisk, forpjusket og lidt betuttet udtryk alla Eddie Redmayne. I en stor del af tilbageblikkene følger vi ham og hans tre bedste venner på det snobbede engelske gymnasium, hvor de dyrker deres egen intellektualitet på en ret underholdende måde. Beskrivelsen af de unge drenges sammenhold tilføjer en større dybde til karakteren Tony, der åbenbart ikke altid har været en forknyt knudemand. De fire venner har filosofiske samtaler, hvor de namedropper Hunt og Camus til højre og venstre og bærer deres ure omvendt som en protest mod det hierarkisk påduttede tidsbegreb. De står på tærsklen til at skulle gå ud af gymnasiet og har en ungdommelig naiv følelse af, at alting ligger foran dem. En følelse der, for nutidens Tony, synes meget langt væk.

 

ANMELDELSE AF:
Når noget slutter

ORDET SYNES:3-stars

PROD. ÅR:
2017

INSTRUKTØR:

Ritesh Batra

LAND:
UK

Den ældre version af Tony spilles af Jim Broadbent også kendt som Bridget Jones’ far og professor Slughorn i Harry Potter. Broadbent gør det glimrende som den skeptiske gamle mand, og en af filmens store styrker er relationen mellem ham og den gravide datter. Her afsløres en sårbarhed i den ellers så knotne Tony. Der er svært ikke at blive en smule varm om hjertet, når han for eksempel tager med til fødselsforberedelse og gør sit bedste for at arrangere sit ældre korpus på en pilatesbold. Igennem filmen bliver Tony mere og mere opmærksom på at være til stede i sit eget liv. Denne udvikling sker dog meget langsomt og uden at gøre noget særligt væsen af sig. Man får, måske af samme grund, følelsen af, at Når noget slutter slutter cirka en halv time for sent. Filmen er simpelthen for lang tid om at nå frem til de egentlig ret simple pointer, at vi selv skaber fortællingen om vores eget liv, og at vores handlinger kan have konsekvenser for andre. Selvom den underspillede stil kan være charmerende, er det en smule svært at blive rigtig grebet af en film, der insisterer på at nedtone enhver form for dramatisk udsving. Ideen om, at det aldrig er for sent at ændre på gamle vaner, er egentlig ret betryggende, men filmen bliver ikke meget andet end en sød fortælling om dette.

 

Kommentarer