Når konteksten mangler

Af Adam Ambus Madslund 

Mere end smag

At se film er en subjektiv oplevelse. Alle har forskellig smag og bliver draget af forskellige ting. Men hvad præcis kan være med til at forme oplevelsen? Der er ikke noget endegyldigt svar, men der er mange faktorer, der kan spille ind. En af dem er, hvilken kontekst man ser film i. Og med kontekst menes der her ikke omgivelserne, hvori filmen ses, selvom det også kan spille ind. Kontekst er her noget indlejret i film, der fungerer på flere planer.

På et helt basalt niveau kræver film fra længerevarende serier eller franchises oftest, at man har set de tidligere film i serien for at kunne følge med i, hvad der foregår. En tendens, der også er opstået i de største franchises, specielt i de senere år, er også en markant brug af intertekstualitet. Nyere kapitler i serierne om Star Trek, Star Wars og James Bond er fyldt med referencer til tidligere film i serierne. Referencerne bidrager oftest ikke med noget til historien, men skaber nogle små øjeblikke, der er skabt specifikt til fans, der kender indholdet i de tidligere film. Andre film ændrer sig, hvis man ser dem flere gange, fordi viden om, hvad der skal ske senere hen, ændrer måden, hvorpå man oplever den første del. Og så er der film, der bevæger sig på et andet plan, hvor ens opvækst og historiske og kulturelle viden kan have indflydelse på, hvordan en film opleves, udover blot det plot der udspiller sig.

Festen som drama eller sort komedie 

For nogle år siden, så jeg Thomas Vinterbergs Festen (1998) i en fyldt biografsal. Publikummet bestod af folk fra mange forskellige nationer, og sjældent har jeg oplevet så delte reaktioner på en film. Men meningerne omhandlede egentlig ikke, om filmen var god eller ej, men i stedet filmens genre. Dette kunne mærkes allerede i løbet af filmen; for der skete noget efter den famøse scene, hvor Christian (Ulrich Thomsen) rejser sig op og holder talen  til sin far og fortæller resten af sin familie om det misbrug, han er blevet udsat for hele sin barndom. Frem til dette øjeblik havde folk moret sig over skildringen af den dysfunktionelle familie, men derefter blev salen stort set delt i to.

Nogle tav fuldstændig, mens en anden del af publikum grinede videre på trods af filmens tragiske indhold. Grunden til dette er, at Festen på mange måder gør grin med noget, der er enormt indlejret i dansk kultur. Hele måden, hvorpå familiearrangementet bliver skildret med dertilhørende festlege og traditioner, er noget, de fleste danskere genkender, da det er alle klichéerne, der hives fat i. De fremstilles på en absurd og tragikomisk måde, da familien ikke vil lytte til, hvad Christian siger, men blot lader festen fortsætte, imens situationen langsomt eskalerer. Og det er klart, at nogle, der ikke kan genkende disse traditioner på samme måde, ikke nødvendigvis kan se humoren, men i stedet bliver fikseret på dramaet.

Hsiao-Hsiens historiske kontekst

Ud over et eksempel som ovenstående, kan der også forekomme film, hvor hele dele af plottet kan forsvinde grundet manglende kontekst. For nylig udkom den taiwanesiske mesterinstruktør Hou Hsiao-Hsiens nye film The Assassin (2015) i de danske biografer. Filmen vandt prisen for bedste instruktør på Cannes og blev generelt modtaget med begejstring af verdens anmeldere. Det er en ufatteligt billedskøn og stemningsfyldt film, men også en film der af natur er svær at forstå. Instruktøren selv har udtalt, at man som minimum bør se den to gange for at få det hele med, da meget siges imellem linjerne, og hver en detalje har betydning. For et vestligt publikum vil flere gennemsyn højst sandsynligt give større forståelse, men det vil ikke nødvendigvis være nok til at få alle facetter med.

The Assassin er baseret på en roman skrevet i Kina i 800-tallet, og en stor del af indholdet reflekterer det politiske spil, der foregik i Kina på dette tidspunkt.  Ud over denne historiske kontekst spiller en stor del af filmens visuelle symbolik også på kunst fra samme periode som romanen. Om, man besidder denne  kulturelle og historiske kontekst, former derfor oplevelsen af filmen. Dette er generelt et kendetegn for Hou Hsiao-Hsien som instruktør. Hvor The Assassin har sine rødder i ældgammel kultur, er der andre eksempler fra hans filmografi, der har mere moderne rødder.

A City of Sadness (1989) følger fire brødre under og efter d. 28. februar 1947, der var en skæbnesvanger dato i taiwanesisk historie.  Et oprør imod regeringen fører til en massakre på over 10.000 mennesker, og efterfølgende blev der erklæret militær undtagelsestilstand, der  skulle ende med at vare over 38 år. Filmen følger, hvordan de fire brødres liv bliver ødelagt af, hvad der foregår. Men Hsiao-Hsien pensler aldrig nogle begivenheder ud, og det er svært til tider at afkode, hvad der er sket uden et større kendskab til hændelserne, da stilen er meget observerende, og intet ekspliciteres. Der er ingen voice-over eller lignende greb, der redegør for konteksten.

Hele fire dialekter af kinesisk snakkes i løbet af filmen, der er med til at etablere de forskellige karakterers baggrund og sociale status. Uden et nært kendskab til sproget forsvinder denne faktor også helt. De mange subtile facetter i A City of Sadness har mundet ud i, at en hel bog ved navn Staging Memories, er blevet skrevet om filmen. Den fungerer som en slags guide til filmen, der forsyner læseren med den nødvendige viden, der skal til for at forstå og kontekstualisere alt, der foregår i den.

Selvom kun få film bevæger sig på samme plan som A City of Sadness, er det værd at tænke over, hvor meget der kan gå tabt, når film oversættes til forskellige sprog og kulturer, hvor baggrunden og konteksten for filmen ikke nødvendigvis er kendt. Selvom det selvfølgelig ikke er nødvendigt at sætte sig ned og læse en hel historiebog, inden man går i gang med at se en film som A City of Sadness, er det tydeligt, at man kan ende med nogle meget forskellige filmoplevelser, der bunder i noget helt andet end personlig smag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *