Når gamle mænd laver gode film

Af Bjørn Juul Andersen

WARNING: Følgende skriveri er 100 % polemisk, provokerende og udtryk for skribentens egen filmsmag. For man kan jo ikke skære alle verdens film og instruktører over én kam. Men man kan prøve. Der skal jo bekendt en gnist til at starte et bål.

“Like Quentin once said: directing is a young person’s game. I wasn’t into that because I was getting old and said fuck that. But then I thought about it. And he’s right. You come in with the fire, passion and spit and vinegar. I’m gonna change shit. You never do that late in life. Doing important stuff in the world, that’s an old man’s game. Making up stories, making up tv shows, making disposable pop culture, that’s a young person’s game”.

Overstående udsagn kommer fra instruktøren Kevin Smith i et interview med Brett Easton Ellis i forfatterens (i øvrigt fremragende) podcast. Smith, der netop kan siges at have toppet med debuten Clerks fra 1994, har på trods af sit lige lovlig pessimistiske syn på populær kulturen en interessant pointe: Instruktionen af film er et anliggende for de unge, mens gamle mænd ændrer verden.

Ligesom Smith selv blev en smule stødt over Tarantinos oprindelige udsagn om, at film er ’a young man’s game’ og nu så famøst vil stoppe efter sin film nummer 10, blev også jeg lidt provokeret af Smiths udtalelse. For der er da masser af instruktører, der laver deres bedste film i en sen alder. Det må der da være. Min skråsikkerhed blev dog hurtigt til usikkerhed. For er der egentlig det? Bevares, i ny og næ ser man da en instruktør passeret de 60 lave et mesterværk, men det er nu sjældent. Er instruktion af (gode) film virkelig ’a young man’s game’? Noget kunne tyde på det.

”I started at the top and worked my way down”, udtalte Orson Welles, vidunderbarnet over dem alle, om sin egen karriere. Dette statement kan med lidt god vilje også siges at gøre sig gældende for et utal af filmhistoriens for længst kanoniserede auteurs, der lavede deres bedste og mest banebrydende film i den tidlige del af deres karriere. Gældende for både stumfilmspionerer som Méliés, Griffith, Stroheim, Keaton og Eisenstein, over filmmodernister som Fellini, Godard, Polanski, Coppola, Bertolucci, De Palma og Wenders, til nyere filmskabere som Vinterberg, Fincher, Jarmusch, Egoyan, Burton, Stone, Cronenberg, Van Sant, Boyle, Noe og Haynes er, at deres tidlige værker stadig står stærkest og skarpest. Hermed ikke sagt, at alle disse auteurs kun har lavet skodfilm efter deres debuter. De laver skam ofte stadig bedre film end gennemsnittet, men peakede altså tidligt i deres karriere.

Bagerst i klassen finder man de helt tunge drenge, hvis karriere simpelthen er kørt på så tårnhøjt et niveau, at det er svært at præcisere, hvornår de egentlig peakede (eller nærmere hvornår de ikke peakede). Mestre som Kubrick, Kurosawa, Lynch, Bergman og den stadig aktive Scorsese har ikke brændt ud (undskyld Spielberg, men du har altså ikke lavet en rigtigt god film i over 10 år). Tarantino, Coen-brødrene, Paul Thomas Andersen, Inarritu og von Trier er med deres tårnhøje niveau og originalitet igennem hele karrieren blandt de instruktører, som er godt på vej til at gøre Kubrick og co. fællesskab – hvis de dog holder niveau på deres gamle dage.

Men selvom disse mestre har arbejdet på et tårnhøjt niveau – også på deres gamle dage – vil de fleste nu nok stadig betegne deres tidlige film som deres bedste. Få ville nok vælge Full Metal Jacket over Rumrejsen 2001, Ran over Rashomon, Inland Empire over Blue Velvet, Fanny og Alexander over Persona, The Wolf of Wall Street over Raging Bull eller, i Tarantinos tilfælde, The Hateful Eight over Pulp Fiction. Der er dog få mesterinstruktører, hvor dette billede er vendt på hovedet: Unikke og dybt originale filmskabere, der netop har lavet deres bedste, mest anerkendte og banebrydende film i en meget sen alder. Her er tale om kun en håndfuld af filmhistoriens absolutte nestorer, det grå guld, som har gemt gnisten helt til pensionsalderen:

John Ford: Den store amerikanske historiefortæller brød for alvor igennem i slutningen af 30’erne med perfekt afstemte film som Stagecoach og Young Mr. Lincoln og fortsatte op igennem 40’erne og 50’erne med en perlerække af især westerns, der kulminerede i nok den største western gennem tiden, The Searchers fra 1956. Ford var dog ikke færdig. Og i en alder af 68 skabte han sin nok mest komplekse og mytiske film, The Man Who Shot Liberty Valance, hvor han stiller spørgsmålstegn ved selve westernmytens legitimitet.

Luis Buñuel: Den spanske samfundsrevser er nok mest kendt for sine tidlige dyk ned i surrealismen, hvor især samarbejdet med Salvador Dali, Den Andalusiske Hund fra 1929, står som den definitive udforskning af surrealisme på film. Provokationen og dyrkelsen af livets (ofte ondskabsfulde) absurditet fortsatte dog for Buñuel. Og i 60’erne oplevede den nu pludselig anerkendte auteur sin anden ungdom, som kulminerede med den erotiske arthouse perle Belle de Jour. Buñuel var 67. Kunstnerisk kompromisløshed har åbenbart ingen alder.

Alfred Hitchcock: Den britiske konge af suspense burde nok være på listen af mester-auteurs, der har holdt et uhørt højt niveau igennem hele karrieren, men er på denne liste, da hans helt store mesterværker blev skabt, da han var omkring de 60: Vertigo, North by Northwest og Marnie ligger helt i toppen af én af de stærkeste og længstvarende filmografier nogensinde. Hitchcocks mest kendte, skælsættende (og måske endda bedste) film er dog Psycho, lavet i en alder af 61, som er en filmteknisk tour de force og filmhistoriens første egentlige slasher. En imponerende kulmination på en imponerende karriere.

Michael Haneke: Den kølige østriger er siden sit ret sene gennembrud med de kontroversielle Benny’s Video og Funny Games i 90’erne blevet anerkendt som en af den europæiske arthouse scenes mest kritikerroste og respekterede navne. Og hans film er (med få afstikkere) bare blevet bedre og mere helstøbte med årene. I 2009 skabte han sit foreløbige hovedværk, Det Hvide Bånd – en intens og dyster udforskning af ondskabens væsen og fascismens opståen i Tyskland. Tre år senere gjorde instruktøren i en alder af 70 rent bord ved både at vinde Guldpalmen og en Oscar for bedste udenlandske film for den subtile udforskning af fysisk og mental alderdom, Armour. Haneke er et levende eksempel på, at at gamle mænd faktisk kan lave fremragende film.

Tilføjelser til i denne eksklusive klub af mesterinstruktører, der har gemmer guldet til allersidst i karrieren, kan også nævnes vores egen Dreyer (der lavede sit mesterværk Ordet i en alder af 67), Altman (som var 68 da han lavede multiplot-mastodonten Short Cuts), den nu 70 årige Mad Max: Fury Road instruktør George Miller og selvfølgelig de evigt unge Eastwood og Allen, der på deres gamle dage dog svinger fra det absolut fortrinlige (Unforgiven og Midnight in Paris) til det forglemmelige (Jersey Boys og Magic in the Moonlight).

Og konklusionen? Tja. Tarantino har nok ret i, at instruktion af film primært er ’a young man’s game’. Ligesom hos de fleste pop- og rockkunstnere synes formlerne trætte og gnisten brændt ud efter 10-15 år på kreativitetens landevej. Om det er instruktørernes eget niveau der falder – eller om det skyldes publikums og kritikernes hungren efter det nye sort – må jeg være svar skyldig.  Men nogle få mesterinstruktører gemmer dog det bedste til allersidst. Og det skal de have lov til. Så Tarantino – lav du blot lidt flere film. Det kan jo være, at dit definitive mesterværk først bliver skabt, når du har passeret de 60.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *