Når modet smitter

Af Asta Schantz Koch

Sandheden kan gøre ondt, rigtig ondt. Og hvor langt vil man gå for at bringe sandheden for dagens lys? Disse overvejelser udgør grundpillerne i thriller-dramaet The Fifth Estate, der fortæller historien bag WikiLeaks og dens to bagmænd, Julian Assange (Benedict Cumberbatch) og Daniel Berg (Daniel Brûhl). Filmen tilbyder ikke megen dybere indsigt omkring de skildrede begivenheder; i stedet får publikum selv lov til at afgøre, hvorvidt Assanges metoder er de rette eller ej.

Det 21. århundrede er et digitaliseret informationssamfund. Og det er i dette samfund, at Julian Assange i 2006 grundlagde sin non-profit organisation, WikiLeaks, hvis formål var at hjælpe whisteblowers med at offentliggøre afslørende information. I 2007 mødte Assange Daniel Berg ved en konference i Berlin, hvorefter de to fortsatte arbejdet omkring WikiLeaks sammen. The Fifth Estate udpeger WikiLeaks som en ny statsmagt, den femte statsmagt, og i løbet af filmen følger man nogle af de største lækager, der blev offentliggjort af Assanges WikiLeaks.

Veltalende verdensmand
The Fifth Estate er ikke en biografisk skildring af WikiLeaks-skaber – tværtimod. I stedet møder man Assange, mesterligt spillet af Benedict Cumberbatch, efter WikiLeaks er stiftet. Som visionær ønsker Assange at afsløre korruption i lande og institutioner, og mens hans intentioner i høj grad bærer frugt, bliver Assange gradvist mere og mere opslugt af den magt, hans visioner medfører. I løbet af filmen går WikiLeaks fra at være en næsten uset organisation til at være en statsmagt, der kan skabe kaotiske tilstande i den amerikanske regering. Julian Assange er excentriker, men også utrolig manipulerende. Hans veltalenhed gør Assanges projekt attraktivt, men i sidste ende er det hans stædighed, der udfordrer WikiLeaks’ fremtid. Assange vil styre, ikke lade sig styre.

ANMELDELSE AF:
The Fifth Estate

ORDET SYNES:
3-stars

PROD. ÅR:
2013

INSTRUKTØR:
Bill Condon

LAND:
USA

Meget modsat Assange præsenterer filmen Daniel Berg, en computernørd, der drages af Assanges projekt. Berg, der spilles af Daniel Brühl, er en karakter, man hurtigt synes om. Mens Assange stræber efter skyerne, så er Berg til modsætning en mere jordnær type. Forskellighederne mellem WikiLeaks to primære drivkræfter udgør i starten et dynamisk venskab, hvis resultater er dagsordensættende, men i sidste ende betyder forskellighederne samtidig samarbejdets endeligt. Mens Assange adskillige gange prædiker, at WikiLeaks ikke redigerer i de informationer, de offentliggør, er Berg opsat op på at beskytte flest mulige – også hvis det betyder, at de må redigere.

Dynamik og dramatik
Det dynamiske forhold mellem de to absolutte modpoler er med til at gøre The Fifth Estate til et dynamisk drama. På samme måde som Berg tryllebindes man i starten af Cumberbatchs portrættering af Assange, men efterhånden kommer hans storhedsvanvid langsomt til syne. Til sidst ender han endda med at blive en kende skræmmende med sit kridhvide hår og lysende øjne.

Dog er fortællingen om WikiLeaks på mange måder en halvfærdig fortælling, da den i virkeligheden langt fra er overstået. Men den er nu flot fortalt. Digitaliseringen gøres til en integreret del af filmens visuelle stil, mens man transporteres verden rundt i Julian Assange og Daniel Bergs fodspor. Ganske vist bliver filmen lidt lang i spyttet i ny og næ, men som publikum føler man sig alligevel godt underholdt det meste af tiden.

Historien om WikiLeaks er dog langt fra færdigfortalt. Og derfor er det måske lidt tidligt i forløbet for en portrætfilm af organisationen. Men set i forlængelse af de mange afsløringer om ulovlige aflytninger, sættes filmen i et aktualitetsperspektiv.

The Fifth Estate er en aktuel fortælling – en nødvendig fortælling.

Nej, det er ikke en historisk korrekt fremlægning af begivenhederne. Der er i stedet tale om et manipuleret, filmisk drama, hvor (næsten) kun de narrativt fremdrivende begivenheder indgår. Men alligevel… Efter at have set filmen, er der ingen tvivl om, at Assange og Bergs WikiLeaks har haft en enorm indflydelse på informationsinfrastrukturen i nutidens informationssamfund. Mod smitter, siger Assange adskillige gange, og det kræver kun én modig mand at forårsage store ændringer. Og modig var Julian Assange – i hvert fald som han fremstilles i filmen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *