MUSTANG: Kunstnerisk kritik

Af Thomas Hasse Therkildsen

Det er så svært ikke at dømme – ikke at føle sig bedre og blive fornærmet. I Mustang afbilledes og kritiseres en kultur, som forhåbentlig snart vil visne og svinde væk!

Med skandale for øje er emnet, undertrykkelsen af muslimske piger, taget op. En søskendegruppe på fem bliver i stigende grad frihedsberøvet, så snart deres værger føler sig æreskrænkede. Pigerne var for frie. Det skal de absolut ikke være længere.

Fem piger lever med deres onkel og tante. En onkel og tante som har det svært socialt. Tanten mangler styrke og kan ikke beskytte sine niecer. Onklen er psykopat. Han kan ikke styre sit temperament – han kan ikke styre sig selv. Og gradvist vil han ødelægge pigernes liv.

Mustang bruger tabuiserede emner til at skabe røre og give kritik – og det fungerer. Jeg bliver vred, når jeg ser, hvordan pigerne bliver behandlet. Men det er for let, for mon ikke jeg var blevet vred lige meget hvordan, historien var fortalt? Og med vekslen mellem det kiksede og grusomme bærer filmen os gennem fjollede opture og forfærdelige nedture. Stemningen er ikke på plads.

Et skift kan ske fra den mest forfærdelige nyhed til barnlig ballade. Mustang tør ikke være grusom til benet, selvom den kunne det. Den kunne slå hårdt og gøre ondt. Men den tør ikke.

Det gør til gengæld at den favner bredere, den er lettere at se. Og det er på mange måder respektabelt. Den er også fræk, og pigerne får lov til at slå sig ud, selvom de lever under onklens strenge regime. Der er både sex, bare ben og tørklæder – og som tilskuer får man lov til at smage lidt på alle følelser.

ANMELDELSE AF:
Mustang

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Deniz Ergüven

LAND:
Frankrig, Tyskland, Tyrkiet & Qatar

Men det er kun en smagsprøve. Det er ikke gjort elegant. Meget af filmen er flot, men skuespillet halter. Pigerne får aldrig hevet tilskueren helt ud, hvor man ikke kan bunde – de viser aldrig deres følelser fuldstændigt. Sorg vises ved et udtryksløst ansigt, det gør kedsomhed og så mange andre stemninger.

Karaktererne virker impulsive og urealistiske. Man kan ikke sætte sig ind i deres handlinger. Og selvom det er diskutabelt, om man nogensinde kunne sætte sig ind i deres valg, er historien ikke urealistisk – det er ikke umuligt at forestille sig dette ske. Men i filmen er det er umuligt at leve sig ind i.

Men ikke desto mindre – jeg blev vred.

Kommentarer