MUSIKFILMFESTIVAL ’15: 3 måneders forsinket julemusik.

Af Thomas Hasse Therkildsen

Musikfilmfestivalen ’15 er ved at nå sin midte, og selvom der ikke er blevet vist mange film endnu, er det nu, man skal slå til for at få en billet. Festivalen åbnede med en udsolgt visning af The Kate Bush Story: Running Up That Hill (2014), og lignende tendenser præger resten af festivalens store navne. Patti Smith og The Stones har allerede været på lærredet, og resten af ugen byder på bl.a. Grandmaster flash (Wild Style, 1982), Talking Heads (Stop Making Sense, 1984), som allerede vises i aften, og Chet Baker (Let’s Get Lost, 1988), som bliver vist på søndag. Men selvom det er de store navne, som først fanger blikket, er det ikke altid der, de mest interessante fortællinger findes.

Begynder i det små med et brag

Kun otte af festivalens 25 arrangementer har fundet sted, men antallet stiger dag for dag. Det betyder dog ikke, at de store arrangementer er gemt til sidst på ugen. Gallaåbningen fyldte biografsalen Carl til bristepunktet med film- og musikinteresserede personer. Arrangøren, Morten Tang (som Ordet interviewede i forrige artikel), introducerede festivalen med en tale før filmen. Her benyttede han også lejligheden til at fortælle om festivalens ambassadørprogram, hvor heldige tilskuere kan vinde fribilletter ved at dele deres viden om festivalen. Det gjaldt i denne omgang om at kunne gribe, da Cinemateket sætter sin lid til deres publikum og betaler før opgaven er udført. På den måde blev der kastet fribilletter gennem salen, til de som meldte sig frivilligt. Mon strategien virker?

Glæden var i hvert fald stor, og den blev ikke mindre da filmen, The Kate Bush Story: Running Up That Hill, startede. Det var ikke svært at fornemme, at der var nogle fans i salen, og sådan har det været ved alle visninger indtil videre: Ikke nok med at man får lov til at nyde en film på det store lærred, man kan også få opfyldt sine fan-ønsker om så meget eksposition som mulig. Det var også med næsten stående bifald at filmen sluttede. Filmen fortæller, ligesom titlen afslører, historien om den generte art-popsangerinde Kate Bush, der tordnede frem i slutningen af 70’erne.

Historien fortælles af kendte beundrere (som Elton John og Brett Anderson), og det er helt igennem en speciel historie. Man kunne dog ønske, at den dvælede mere ved musikken, som der lidt for hektisk springes rundt i. Filmen bæres af den specielle historie og det overraskende antal kendte ansigter, der tilkendegiver deres hengivenhed til Kate Bush.

Anden dag bød på to dokumentarer om henholdsvis den bombastiske komponist Gustav Mahler (Conducting Mahler, 1996) og kunstneren Patti Smith (Patti Smith: Dream of Life, 2008). Sidstnævnte bliver vist igen på fredag, hvor festivalen arbejder sig op på hele fire visninger. Som søndagsmatiné gav Conducting Mahler weekendens sidste dag en afslappende stemning, før Patti Smith om aftenen sang weekenden ud.

Publikum varierede meget fra The Kate Bush Story: Running Up That Hill til Conducting Mahler, og er på den måde en illustration af festivalens alsidighed. Der var dog ikke mindre begejstring til visningen af Conducting Mahler, som endda bragte tårer frem hos nogle af tilskuerne. I dokumentaren følger man fem talentfulde dirigenter, der på samme måde som i The Kate Bush Story, fortæller om deres forhold til den implicerede kunstner. Her er der dog masser af musik, som igennem hele filmen bevægede publikum ved sin tilstedeværelse, mens bl.a. velourklædte Riccardo Chailly fortæller med ord og fagter.

Tirsdag bød på Rolling Stones og folk music med visning af The Rolling Stones: Charlie Is My Darling (1966) og Austin to Boston (2014). The Rolling Stones Charlie Is My Darling blev vist sammen med Get Yer Ya Ya’s Out (2009), og de gav begge et blik bag kulissen på The Stones. Koncertscener blandes med “afslapnings og hygge”-scener af næsten hjemmevideokarakter samt små interviewsekvenser. Begge film minder meget om hinanden, og de giver et hektisk blik ind i en travl hverdag for verdens største rockband, også selvom filmene er fra forholdsvis tidligt i deres karriere.

Festen fortsætter

De store navne fortsætter med at rulle henover lærredet, og i går havde man mulighed for at se Monterey Pop (1968), hvor Jimi Hendrix er medvirkende samt dokumentaren om Sonny Rollins (Sonny Rollins – Beyond the Notes, 2012). Men hvis man skal følge arrangørens råd, så er det ikke altid med de store navne, at de gode fortælling bliver fortalt. Morten Tang gør opmærksom på især to film, der uden de store navne formidler fantastiske historier:

“I stedet for at vælge de mest populære navne, bør man udfordre sig selv, fx ved at se filmen om The Mekons (Revenge of the Mekons, 2013). The Mekons er et punk-folk outfit, som har eksisteret i indiescenens rand – så langt ude, at der næsten ikke kunne være mere niche over dem. Dét er efter min mening årets mest underholdende film og en af dem, der er bedst skruet sammen. Men publikum er relativt konservativt navigerende, man har nogle pejlepunkter, som man vælger ud fra, og så glemmer man nogle gange at udfordre sig selv. Man bør i stedet sige: ‘Det der lyder spændende, det bør jeg faktisk gå ind og se!’”

Revenge of the Mekons bliver vist på fredag sammen med tre andre film: Tubular Bells: The Mike Oldfield Story (2013), Patti Smith: Dream of Life og Legends of Ska: Cool & Copasetic (2014) og er på den måde godt gemt blandt de større navne.

 

“En anden film i det lag er Jingle Bell Rocks! (2013), som er programsat på et umuligt tidspunkt – en film om samlere af julemusik! Det er jo en hel vanvittig tanke at lave sådan en film. Men julemusik er jo et fænomen, som på alle tider vil bestå, for det er jo altså jul hvert år!” fortæller Morten Tang, næsten ophævet i ekstase bare ved tanken. Han fortsætter:

“Der bliver udgivet så mange julesange. Men de bliver udgivet af et spektrum af kunstnere, der er meget forskellige. Hovedpersonen i filmen er instruktøren, som selvfølgelig selv samler på julemusik. Han undersøger, hvad han troede bare var noget nørderi, og bliver overrasket over hvor mange andre samlere, der egentlig er. Verden er simpelthen fuld af dem, lige fra Wayne Coyne; The Flaming Lips’ frontfigur, til en serie andre, der faktisk dyrker det her og også selv udgiver julemusik. Voldsomt interessant!”

Denne dokumentar er endnu bedre gemt – lørdag aften hvor det største antal film bliver vist, samtidig med, at der er plademarked med quiz i Cinemateket.  Her afholdes også et meget aktuelt særarrangement om Eik Skaløe. Lørdag er på alle måder propfyldt med underholdning. Der tones lidt ned søndag, hvor bl.a. Let’s Get Lost (1988) bliver vist. Efter festivalen følger Ordet op på hvor succesfuld (eller mislykket) den har været i en sidste artikel om Musikfilmfestivalen 2015.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *