MUSIKFILM FESTIVAL: Blandt vindere og tabere

Af Andreas Strini Lethan

Hvordan måles succes i musik? Nogle vil mene i kroner og øre, nogle skeler til priser, mens andre hævder, at succes ikke er pointen, men kunstnerisk udfoldelse derimod er. Årets Musikfilm Festival i Cinemateket har indtil videre budt på to film, der på sin vis er totale modpoler, men samtidig afspejler succes på to meget forskellige måder.

Årets festival blev skudt i gang lørdag med visningen af dokumentaren Daft Punk Unchained (2015) om netop den franske house-duo, Daft Punk. Filmen er et indblik i en hel karriere for to perfektionistiske og meget målrettede unge franskmænd, der nægter at gå på kompromis med deres kunst. Selve dokumentaren er ikke meget mere end en hyldest til deres originalitet og genialitet, men gav alligevel det første billede på et spænd, som årets program til Musikfilm Festivalen har at byde på.

Daft Punk er en succes, hvilket er filmens egentlige budskab, når man ser bort fra forsøgene på at skabe mere dybde til en duo, der er meget private og indelukkede. De er en succes på måder, der er meget åbenlyse for enhver. De sælger ustyrligt mange plader og singler, de vinder priser og er kendte verden over. De er med andre ord ægte vindere. Men alligevel giver filmen et indtryk af, at det at være kommercielle og anerkendte vindere sådan set ikke er det vigtigste for Daft Punk. Som tidligere nævnt nægter de at gå på kompromis med deres musik, det skal være præcis, som de vil have det.

Samtidig i lille Danmark følger filmen Born to Lose (2015) musikeren Uffe Lorentzen, der måske er bedre kendt som Lorenzo Woodrose fra bandet Baby Woodrose eller Guf fra Spids Nøgenhat. Som titlen indikerer har man at gøre med, hvad nogle ville kalde en taber på samfundets bund. Uffe Lorentzen har ingen uddannelse og bliver nødt til at lange fadøl over disken på Café Svejk på Frederiksberg for at få økonomien til at køre rundt. Det er i hans øjne er stort set umuligt at leve af at spille psykedelisk/syrerock i Danmark. I så fald skulle han turnere året rundt. Uffe Lorenzen, Lorenzo Woodrose eller Guf lever ikke det søde musikidol liv som modstykket Daft Punk. Born to Lose er såmænd heller ikke en hyldest til Guf, i samme grad som Daft Punk Unchained er til Daft Punk. Det er nærmere et indblik i livet hos en taber, der blev en vinder. Om filmen opnår netop dette kan diskuteres.

Både Daft Punk og Guf vinder priser, men her stopper sammenligningerne også. Modsat Daft Punk bliver Uffe Lorentzen ikke kendt verden over, ja, knap nok i Danmark. Han sælger ikke plader og singler i millionvis. Netop dette er tilfældet, fordi Uffe Lorentzen er præcis ligesom Daft Punk. Han nægter at gå på kompromis med sin musik. Selvom Uffe Lorentzen udadtil er en taber, og Daft Punk udadtil er de suveræne vindere, så deler de begge to en vindertitel. Kunsten sejrer for begge. Penge og priser er sådan set lige meget, når bare man elsker den musik, man skaber.

Årets Musikfilm Festival giver plads til alle slags musikere. Både de elektroniske og rockede. De berømte og ukendte. Vinderne og taberne. Dette spænd er utrolig vigtig for indblikket i musikkens vidunderlige væsen. Musik er ikke for de få, men både for kunstnere på toppen af verden og kunstnere, der gemmer sig i en 1-værelses lejlighed på Nørrebro.

Kommentarer