Musikfilm festival ’17: Britpop og 90’er nostalgi

Af Niels Kristian Bonde Jensen

Som det selv bliver proklameret af Cinemateket, er 2017 både jubilæumsår for punkens (1977) og britpoppens (1992) overtagelser af rockmusikkens mainstream. Dette bliver fejret på festivalen med filmvisninger og særarrangementer, der hylder nogle de to genres allerstørste musikere. I denne artikel skrues tiden tilbage til mit fødeårti 1990´erne, hvor jeg med udgangspunkt i tre festivalsfilm om britpop-giganterne Pulp, Oasis og Blur, dykker ned i genren og periodens sindstilstand. Senere på ugen leverer min udsendte makker, Oliver, et mørkrandet og aggressivt ekko, når han dykker ned i festivalens punk- og metalprogram.

Cool Britannia og Britpoppens fremkomst

Som et pun på den patriotiske sang ”Rule Britannia”, er udtrykket der dækker over eksplosionen af britisk populærkultur i 90´erne, også et perfekt eksempel på årtiets lette og evigt ironiske sindstilstand. Fattigfirserne var ovre, muren var faldet, og hele den vestlige verden pustede ud som atomkapløbet mellem USA og USSR stilnede af. Kulturelt var Europa dog stadig præget af efterkrigstidens amerikanske kolonisering, hvilket manifesterede sig i moden, filmen, men også i høj grad musikken, hvor især den nystartede grunge-bølge fra Seattle, skyllede ind på de europæiske kystlinjer. Som modsvar vendte fire britiske bands (Suede, Pulp, Oasis og Blur) kikkerten væk fra atlanten, og begyndte at skue med egne havnebyer og festivalsscener. Det skulle igen være sejt at være engelsk. Resultatet var ikke kun en overtagelse af hitlisterne, men af hele den europæiske populærkultur, hvor hullede jeans og fedtede skovmandsskjorter pludselig blev skiftet ud med et mere stilrent og poleret look. Tynde, blege britiske drenge var det nye sort, og den tørre, sarkastiske og ofte ondsindede engelske humor, blev kendetegnet for en generation af unge, der skuede tilbage til fortidens oprør, i et tiår hvor den moderne verden endelig havde fundet sig godt til rette i dagligstuen.

Pulp: A Film About Life, Death and Supermarkets

Med en fin og lærerig introduktion af rockkritiker Klaus Lynggaard, blev festivalens britpop-homage kickstartet med en film om bevægelsens sære fætter, Pulp. Modsat de moderigtige og folkekære drengerøve i Blur, og de oprørske og rock’n’roll-prægede stjerner i Oasis, blev bandet Pulp fra den grå arbejderby, Sheffield, en stemme for alle de skæve og utilpassede eksistenser blandt Storbritanniens unge. Dette er eksemplificeret fint i den uortodokse rockdokumentar, der ligeså meget præsenterer et charmerende og morsomt udsnit af hjembyens mærkelige beboere, som den præsenterer et aldrende, men stadig energisk rockband, under deres gendannelse i 2011. Filmen kunne sagtens have skåret en halv snes klip af Sheffields våde gader væk, men når den ranglede og enigmatiske forsanger Jarvis Cocker sarkastisk gjalder ”I wanna live with the common people”, udover et publikum bestående af crossdressende mentalpatienter og uforståelige fiskehandlere, formår det sjove og intime portræt af en hård, men også håbefuld underklasse at løfte filmen over den gennemsnitlige genforeningshistorie.

Oasis: Supersonic

Uendeligt mere cool, bliver det i dokumentaren om britpoppens vel nok allerstørste stjerner, Oasis, der følger bandets eksplosive livsstil og raketfart mod international legendestatus. I løbet af lidt over to år, går Oasis fra at være et lille indieband fra Manchester, til at spille en hel nation op, da de i 1996 leverer et af årtiets største koncerter foran 250.000 tilskuere i Knebworth. Som bannerførere for alt hvad der er tjekket, oprørsk og i særdeleshed britisk (eksempelvis kører der konstant premier-league kampe i bandets lydstudie), bliver Oasis en samlende kraft for 90´ernes selvbevidste ungdom. Deres supersoniske stjernefærd, og bandets hastige sammenbrud er leveret i klassisk rockdokumentarisk stil, hvor interviews blandes med arkivmateriale og koncertoptagelser. Filmisk bliver hele herligheden dog leveret med en utilgivelig høj hastighed, der spejler gruppens rå rock’n’roll attitude. Samtidig leverer den evigt betændte, men hyldende morsomme had/kærligheds-fejde mellem de to egocentriske brødre Liam og Noel, nok slagkraft til at filmens lidt flade opbygning forbliver underholdende i 122 minutter.

Blur: No Distance left to run

Som en rar og hyggelig rival til Oasis’ konstant hævede langemand, er Blur det måske folkekære band, der opstår under britpop-perioden. Bandet er blevet hyldet som en af Storbritanniens vigtigste bands gennem de sidste 30 år, og man må som minimum være den kække London-gruppe taknemmelig for at så bevægelsens vigtigste stjerneskud, i form af Damon Albarns ekstraordinære, musikfilantropiske karriere. Dokumentaren om bandet, er ligesom Oasis-filmen en meget klassisk rockdokumentar, der følger bandets vej mod berømmelsen, deres uundgåelige sammenbrud, og slutteligt deres genopståen i 2009. Modsat Oasis, fremstår de fire aldrende musikere (sidenhen advokater og gårdejere) dog bemærkelsesværdigt anti-rock’n’roll. Der bliver spillet bordtennis i øvelokalet, uddelt krammere på gadehjørner, og da bandet leverer et brag af en reunion-koncert på Glastonburry-festivalen, er det ikke iført solbriller og læderjakke, men tværtimod med slidte, svedige t-shirts, og med tårerne trillende ned ad kinderne. Bandets relativt udramatiske karriere, gør at de klassiske ”talking-heads”-interviews trækker i langdrag, og man kunne godt have ønsket sig meget mere af de filmisk smukke koncertoptagelser. Er man fan af bandet, perioden og trænger til et venskabeligt nostalgitrip, er der dog rigeligt at varme sig ved i filmen om Blur.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *