Anmeldelse
MOTHERLESS BROOKLYN: Fin 50’er-noir ophøjes af udsøgt stemningsmusik

Af Gustav Stubbe Arndal

Motherless Brooklyn er Edward Nortons baby. Siden han læste Jonathan Lethems roman af samme navn i 1999, har stjernen fra Fight Club (1999) og 25th Hour (2002) forsøgt at filmatisere fortællingen, og endelig er det lykkedes, med Norton selv som instruktør. Det er derfor svært at være alt for kritisk over for filmen, der – trods den ikke er en triumf – tydeligvis har en del kærlighed i sig.

Plottet er, som de fleste velskrevne detektivhistorier, kompliceret nok til, at vi har brug for en detektiv, men forståelig nok til, at hans forklaring giver mening til sidst. I denne omgang er detektiven dog noget ukonventionel – Edward Norton spiller en Tourettes-ramt privatdetektiv ved navn Lionel Ross, hvis mentor Frank (spillet af Bruce Willis) bliver skudt af mystiske gangstere i 50’ernes New York.

Med kun en kryptisk, overhørt samtale mellem faderfiguren og hans drabsmænd, og de få ting, manden havde i lommerne ved sin død, drager Lionel ud for at finde sandheden, hvor end han skal lede. Sporene fører ham til Laura Rose (Gugu Mbatha-Raw), en afroamerikansk aktivist, som Frank skyggede inden sin død. Han kommer samtidig i konflikt med New Yorks mest magtfulde mand, Moses Randolph – en åbentlyst fiktionaliseret version af den notoriske byplanlægger Robert Moses, her spillet af Alec Baldwin.

Ligesom den ægte Robert Moses har han total kontrol over New Yorks byggeri, en kærlighed for magt og en afsky for byens fattige (og farvede) underklasse. Store dele af plottet – eller i hvert fald en del af ekspositionen – omhandler diskriminerende boligpolitik, men Lionel undgår alligevel at fremstå som en ”white savior”. Det er blandt andet takket være Mbatha-Raws følsomme skildring af hvad der kunne have været en kedelig damsel, men også på grund af Lionel selv.

Han oplever nemlig også daglig diskrimination. Selv hans venner er ikke helt forstående omkring hans handikap, og det forvolder ægte problemer i hans hverdag, der gør detektivarbejdet vanskeligere, selvom hans atypiske tankegang også giver ham en næsten perfekt hukommelse.

Norton spiller rollen med forståelse. Hans små udbrud og ”ticks” er konsekvent til stede, og der er en svag smerte hver gang han undskylder sin uvillige opførsel. Dog er der tidspunkter, hvor det føles mere som et trick end et karaktertræk, og det gør én opmærksom på filmens små kunstigheder.

Heldigvis er det svært at blive hevet ud af filmen, så længe dens musik spiller. Daniel Pembertons Golden Globe-nominerede, jazzede score oser af noir, med klassiske lyde assisteret af moderne effekter. Det er lyden af privatdetektiver med trilbies, mørke gadehjørner og upålidelige vidner, så præcist lavet, at den noir-inspirerede billedside ikke helt kan hamle op, selvom Norton gør et glimrende stykke arbejde for en instruktørdebut.

Undtagelsen er en scene på en jazzklub, der utvivlsomt er blandt de bedste musiksekvenser i år. En følsom blanding af karakterisering, billede og lyd, der forvandler den ellers konventionelt skrevne historie til et fascinerende tids- og stemningsportræt.

Desværre kan Lionel ikke danse tæt hele filmen igennem. Dens to en halv timer er ikke helt langtrukne, men de er heller ikke elegante. Der er lidt for mange karakterer og scener, og slutningen er ikke så afgørende og tilfredsstillende, som man kunne håbe.

Det er takket være en forunderlig lydside, at denne kompetente detektivfilm en gang imellem føles som essensen af sin genre. Når besværgelsen så hæver sig, synes der at mangle et eller andet – men det, der mangler, er bestemt ikke kærlighed bag kameraet.

Kommentarer