MONTPARNASSE BIENVENÜE:
Beskeden debut fra talentfulde kvinder

Det er svært at finde på noget at sige om Montparnasse Bienvenüe. Ikke fordi filmen er uinteressant eller ikke er værd at snakke om, men fordi den er ligetil samtidig med at være lidt kompliceret.

Historien omhandler Paula (Laetitia Dosch), en 31-årig pariser, hvis kæreste gennem 10 år netop har slået op med hende og smidt hende ud af lejligheden. Hun tager det mildest talt ikke godt, og hendes første stop efter døren lukker er til lægen. Hun slog nemlig hul i hovedet da hun bankede det på ekskærestens dør.

Så det første vi ved om Paula er, at hun lider et nervøst sammenbrud. Det næste vi lærer er, at hun ikke har nogen venner eller familie, der orker at hjælpe hende igennem det. Hvad der følger er en serie af vignetter, hvor Paula forsøger at komme på benene igen. Hendes mor snakker ikke med hende, hendes veninde smider hende ud, og hun vandrer gennem gaderne med gradvist dårligere hår og trættere øjne. Denne proces opsluger hele spilletiden, og på den anden side opnår hun en grad af selvstændighed, hun ikke havde før. Men større konsekvenser er der ikke at finde.

Paula lyver for alle, der hjælper hende, og lyver især over for sig selv om sin situation. Hun får chance efter chance (som hun nærmest ikke fortjener), og hendes barnlighed får hende i knibe adskillige gange. Men hun ender alligevel med begge fødder på jorden.

Det er her, man støder på en af Montparnasse Bienvenües dobbeltheder. Filmen har meget beskedne ambitioner, men vores forståelse af Paula afslører en vis dybde. Skal vi se ned på Paula for hendes opførsel? Skal vi forstå hendes perspektiv uden at tage hendes side? Eller er hun en sympatisk figur, vi skal se os selv i?

Endnu en interessant del af filmen er dens stærke femininitet. Der er en bred opfattelse om, at det feminine går hånd i hånd med det banale (se for eksempel, hvordan kvindecentriske komedier bliver til ”chick flicks,” eller hvordan romance ofte forkastes som bras), og jeg indrømmer selv, jeg er sårbar over for denne tankegang.

Men det ville være en fejl at nægte de ekstra lag, det kvindedominerede filmhold bringer frem. Temaer om seksualitet, graviditet, moderlighed, og grænsen mellem komfort og afhængighed bliver behandlet med kompetent hånd uden stor fanfare. Små detaljer i hendes opførsel og udseende styrker virkelighedsfølelsen.

Denne ægthed bringes især frem i skuespillet. Instruktøren Léonor Serraille har et klart talent, og hun får nogle stærke, naturalistiske performances ud af meget af castet. Det er Dosch’ første hovedrolle, men hun er overbevisende og underholdende. Hun bærer hele filmen med en febrilsk, nervøs energi, og bakkes op af små men effektive biroller.

Serraille bringer en naturalisme frem, der minder om amerikanske mumblecore film som Frances Ha (2012). Hun vandt Cannes-prisen for bedste debutfilm, og er helt klart en lovende instruktør, man skal holde øje med.

Men det mætter ikke helt. Montparnasse Bienvenüe føles som en forret til større, vigtigere film i instruktørens fremtid. Filmens beskedne ambitioner bliver helt klart mødt, men hvis man forventer kød på knoglen, eller en mere konsekvent slutning, skal man lede videre.

Der bydes på fremragende skuespil, fine temaer og teknisk kompetence. Men filmen opnår aldrig større højder eller nyt territorie; den sigtede aldrig efter det.

Kommentarer