MOCKINGJAY – DEL 2: Blodigt farvel med Katniss & co.

Af Ida Lydom Thomsen

Sidste del af Hunger Games-franchisen er et blodigt ét af slagsen, der dog også giver lidt lovin’ til Twilligt-segmentet, men overordnet formår at afslutte en fremragende ungdomsserie på en værdig måde.

Vi vender tilbage til oprøret mod præsident Snows (Donald Sutherland) diktatur, der tog fart i den første Mockingjay-film. Katniss Everdeen (Jennifer Lawrence) agerer ansigt udadtil for det underjordiske rebeldistrikt 13, der ledes af den stålfaste præsident Coin (Julianne Moore). Everdeen har dog svært ved kun at være oprørets propagandafigur og tager egenrådigt af sted for at gøre en ende på folkets undertrykkelse. Samtidig står hun stadig over for valget mellem de gode, gamle distrikt 12-drenge, Gale (Liam Hemsworth) og Peeta (Hutchinson), der efter fangenskab i The Capitol er vendt tilbage med et ændret sind.

Hvor de to første film havde konkurrencen som omdrejningspunkt og dermed en masse farver og spil-lir, så er Mockingjay-filmene meget mørke og dystre. De smadrede distrikter leder tankerne hen på bombede østeuropæiske byer, mens præsident Snow regerer som en anden zar i sit Vinterpalads-lignende hjem. Ondskaben er skåret ud i pap, og det samme er godheden.

Nogen vil mene, at Mockingjay – del 2 er for pladderromantisk, og der er bestemt også skruet op for violinerne i denne her film i forhold til de andre. Dog rullede jeg kun øjne en enkelt gang, hvilket er ekstremt lidt, genren taget i betragtning, og det var næsten behageligt i en film, hvor mængden af død og ødelæggelse fylder en del mere end i de foregående. Det største problem er dog, at selvom man ikke har læst bøgerne, så er det meget let at gætte, hvad der sker, fordi der bliver lavet alt for tydelige, følelsesladede set-ups.

ANMELDELSE AF:
Mockingjay – del 2

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Francis Lawrence

LAND:
USA

Hunger Games er oprindeligt tiltænkt det unge segment, men rammer bredere, delvist hjulpet af sted af fremragende skuespillere som Moore, Harrelson, Seymour Hoffmann og ham, der spiller Remy i House of Cards (Mahershala Ali), som vi bare godt kan lide!

Filmens største styrke er, at den formår at veksle mellem intens action og gode dialoger. I et længe ventet finaleopgør som dette kunne man let forfalde til endeløs, bedøvende kamp, men her er der er brugt meget energi på scener, hvor der tænkes og tales.  Stilheden bringer noget tyngde ind i filmen, og man får lov at mærke frustrationen fra de krigere, der er oppe imod svære kræfter som konstant overvågning og teknologiske umuligheder. Publikum får desuden meget alenetid med Katniss, der igen-igen bliver spillet fint af Hollywoods yndlingspige nummer 1.

De to Mockingjay-film kommer aldrig helt op på niveau med de første, men et fremragende cast, flotte billeder og afveksling i intensitet gør, at man overordnet må sige, at de er nået flot i mål. Filmen er bestemt et kig værd, og jeg er fuldstændig sikker på, at fans ikke går skuffede fra biografen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *