ORDET #40:
Miyazakis tidløse univers

Ordet udgives også som fysisk magasin – her er en af artiklerne fra blad nr. 40, som blev udgivet den 7. december 2017. Det fulde magasin kan findes via dette link.

Af Tilde Søgaard Carlsen

Kulturer og verdener kolliderer og forenes i Hayao Miyazakis karakteristiske animationsfilm. På balancegang mellem genkendelige fænomener og fantastiske fantasier skaber Miyazaki unikke universer. De fremstår eventyrligt fjerne, men også hjerteligt nære, og de kombinerer traditioner og tendenser i et opgør med konventioner. Det uproportionerede Miyazaki-univers befinder sig uden for tid og sted, men udspringer af gamle og nye tider.

Produkt af en krigstid

Hayao Miyazaki kom til verden i et krigsramt Tokyo anno 1941. Som ung studerede han statskundskab og økonomi på universitetet; og det var pudsigt nok her, han gennem et litterært fællesskab fik smag for børnelitteratur og tegneserier. Manga-, tegne- og animationsfilm forbindes typisk med et børnepublikum, og protagonisterne i Miyazakis film er da også ofte børn eller unge. Men Miyazakis tilbagevendende blik på krig og miljøforurening tilføjer en dybere og mere dyster dimension, der giver plads til refleksion og opfordrer til omtanke og handling.

I en af Miyazakis første spillefilm, Nausicaä – fra vindenes dal (1984), møder vi prinsesse Nausicaä, der regerer over ‘Vindenes dal’ sammen med sin far. I en dystopisk verden, 1000 år efter den store apokalyptiske krig, er Nausicaäs hjem et lille unikt paradis med frodige bjergsider og vindmøller, plantet mellem agrikultur. For udenfor dalens trygge rammer befinder sig et ingenmandsland med ætsende vande og farlige skove med giftige sporer. Her regerer insekterne, der ikke har meget til overs for mennesket og dets historie med udnyttelse og forurening af naturen. I fred, men frygt, lever menneskene adskilt fra insekterne og den giftige skov, indtil Nausicaäs landsby en dag bliver offer for andre menneskers krig. Som gidsler bliver de pludseligt indblandet i et angreb mod insekterne og den giftige skov.

“There has never been a work of art created which didn’t somehow reflect its own time,” har Miyazaki udtalt. Selvom Miyazakis universer fremstår fantastiske med usædvanlige skabninger og overnaturlige fænomener, siger de også noget om den virkelige verden. Nausicaä – fra vindenes dal afspejler ikke blot sin samtid, men udspringer af Miyazakis erfaringer med natur og krig som en af de mest ekspliciterede film i rækken. Nausicaäs interesse for naturen afspejler 70’ernes historiske og videnskabelige fokus på natur og økologi. Og særligt kviksølvskatastrofen ved Minamatafloden (heraf Minamata sygdom) og dens konsekvenser for dyre- og menneskeliv ligger til grund for Miyazakis inspiration til Nausicaä – fra vindenes dal. En katastrofe, der fra første diagnosticering i 1956 skulle tage tolv år og over 900 dødsfald at opklare, trods flere års mistanke til kemikaliefabrikken Chissos

Uden for tid og sted

Hen over det gammeldags bonde-samfund i Vindenes dal tordner futuristiske flyvemaskiner. Det er kolossale blikspande, som fremstår i stærk kontrast til Nausicaäs idylliske samfund. De er som fra en anden verden; en urban og industriel verden, der snart skal ødelægge Nausicaäs økologiske samfund.

Det er ikke til at undgå at bemærke, at Miyazaki har en forkærlighed for flyvemaskiner. Hans far var direktør i familiefirmaet Miyazaki Airplane, der var med til at producere dele til de berygtede Zero kampfly. Men hos Miyazaki er fly sjældent bare fly. Insekterne i Nausicaä – fra vindenes dal er ligesom flyvemaskinerne overdimensionerede; guldsmede tager form af jægerfly, mens kæmpebillerne, også kaldet ‘ohmu’, fremstår som tanks. Det er kun de mest selvstændige eksistenser, der kan færdes i himmelhvælvet. Selvom Nausicaä kun har en sølle ‘wind glider’, er hun de store fly og professionelle piloter overlegen. Hun er i ét med naturen og svæver gennem luften uden stor maskinkraft, men med praktiske færdigheder.

Det levende slot (2004). Foto:  Studio Ghibli.

Mødet mellem natur og industri er karakteristisk for Miyazakis univers – og clashet ligger ofte til grund for den udspillende konflikt. Det er den moderne verdens udnyttelse af videnskaben og industrien, der fører den i krig med andre magthavende konkurrenter på bekostning af civilsamfundet og naturen. Som et våben udnyttes troldmanden Hauru til at føre krig mod fjenden i Det levende slot (2004). Han er en usikker ung mand, som blot vil leve i fred i sit ‘levende slot’. Et slot, der udover sin form af et ansigt og færden på fuglefødder, er svært at beskrive som andet end ubeskriveligt. Filmen udfolder sig umiddelbart i starten af det 20. århundredes Europa med damplokomotiver, sporvogne og bindingsværkshuse. Men atter fremtræder de karakteristiske Miyazaki-flyvemaskiner, der vidner om teknologiens faretroende fremskridt og masseødelæggende kraft.

Intet er konsistent i Miyazakis univers. Den unge hattemager Sofie får Ødeheksens forbandelse kastet over sig og befinder sig pludseligt i en 90-årig kvindes krop. Men som kærligheden til Hauru vokser, forvandles hun gradvist tilbage til sin egentlige alder. Det levende slot bringer dem med et spin på hoveddørens magiske drejeskive rundt i verden på ingen tid. Men denne frihed til trods er de alle på hver deres måde bundet til slottet. Kun kærlighedens magi kan ophæve forbandelser, krig og ondskab, og sætte dem fri.

Traditionen og det moderne

Magi og Miyazaki hører ufornægteligt sammen. Ånder, besværgelser og mytologiske væsener eksisterer side om side med maskiner og moderne kultur. Miyazaki repræsenterer forskellige kulturelle perioder, når han sammenkobler moderne mekanik og mytologiske monstre. Den oprindelige japanske religion, shinto, er repræsenteret gennem naturens åndelige tilstedeværelse. Det sjælelige liv er ikke kun tilegnet mennesket, men eksisterer også i dyr og i naturen. Det levende slot holdes i live via den levende flamme, Calcifer, der kom til slottet, da han som stjerne styrtede ned fra himlen, og Hauru gav ham sit hjerte.

I Prinsesse Mononoke (1997) trues skoven og dens ånder af menneskeskabt industri. Dyreguder forvandles til dæmoner grundet menneskelig forurening, og en krig mellem Jernbyen og skovens ånder er under opsejling. Eboshi leder Jernbyen med løfter om velstand ved at nedfælde skov til fordel for udvinding af jern. På den anden side står sabotøren San (selvudnævnt prinsesse Mononoke) og hendes ulveflok, der kæmper for naturen og dens fortsatte liv. Midt imellem de to modpoler ender emishi-prinsen Ashitaka. I et slagsmål med en dæmon er han blevet ramt af en dødelig forbandelse og søger derfor hjælp hos den mægtigste skovånd, et kirin-lignende væsen, der om natten forvandles til et kæmpemæssigt spøgelseslignende monster.

Miyazakis genistreg skaber både søde, smukke og skræmmende væsner. Intet er sort og hvidt, og intet er entydigt godt og ondt. Ingen karakter er manikæisk: Protagonisten er fejlbarlig, og antagonisten har sympatiske egenskaber og handler oftest ilde ud fra sit manglende kendskab til konsekvenserne af sine handlinger. Heller ikke naturen er entydigt god — eller moderne teknologi entydigt ond. Ånderne er magtfulde og lader deres vrede føle, hvis nogle trodser deres vilje. Den mægtige skovånd i prinsesse mononoke fremstår både fredelig og faretruende med sit menneskelignende ansigt og to ildrøde øjne placeret på en nærmest svævende hjortekrop. Han er ikke blot en livsgivende, men også dødbringende gud. Og Eboshi har både omfavnet spedalske og prostituerede og er overbevist om godheden ved sine gerninger og den lysende fremtid forudsat af industrialiseringen. Ved at kombinere det traditionelle med det moderne skaber Miyazaki ikke blot et tidløst univers, men understreger vigtigheden af vedvarende respekt for vores omgivelser, ophav og medmennesker.

Man behøver hverken kendskab til shinto-religionen eller japansk kultur for at blive opslugt af Miyazaki-universet. Nok kan vi nikke genkendende til natur og industri, men det er de universelle tematikker om kærlighed og medmenneskelighed, der gør Miyazakis film udødelige. Miyazaki lader os på en og samme tid få indblik i en svunden og simplere tid samt en pessimistisk fremtidsudsigt, hvor mennesker kæmper mod mennesker i stedet for at gå sammen om at passe på den verden, de har tilfælles. Miyazaki tager os med ind i et univers, hvor alt er muligt, og som modsat vores egen verden hverken er bundet af tid eller sted.