MIX: Politisk, men ikke korrekt

Af Rikke Fink Bjørnholt

I de sidste to uger har filmfestivalen Copenhagen MIX spillet i byens biografer. MIX viser LGBT film; film, der enten er med, af eller om homo-, biseksuelle og transpersoner. Idéen emmer på én og samme tid af flabet oprør og politisk korrekthed, da man i Cinemateket viste ikke bare lesbiske pornofilm, men også arrangerede debatter, hvor der blev diskuteret queer-problematikker. Det er et fristed for en, til tider, marginaliseret minoritet samtidig med, at det er en åben og virkelig hyggelig festival. Som gæst ved MIX-festivalen bliver man budt velkommen af en frivillig, der samtidig giver sin uforbeholdne ros af filmen. I år var det 30. gang festivalen løb af stablen, og der går nok en rum tid endnu, før MIX bliver irrelevant.

Fra Dreyer til Disney

Som med enhver filmfestival kan man intet uden et godt program. MIX er som navnet antyder en pose blandede bolsjer, der spænder lige fra det hjerteskærende smertefulde, over det sjove til det erotiske. Fra historier om HIV-positive, der nægter at lade sig knække som filmen Alive!, til den humoristiske dokumentar Do I Sound Gay?, der undersøger mandlige Disney-skurkes tendens til homoseksuel stemmeføring. MIX har også budt på flere kortfilmsprogrammer som Becomings med queer coming-of-age film og This Is How We Do It – en samling af visuelt imponerende og seksuelt alsidige pornofilm. Ikke mindst har man også samlet et par klassikere fra dengang mor var dreng nemlig ungdomsfilmen Bundfald (1957), hvor den pæne Ib Mossin fra Far til Fire lokkes i (homoseksuelt) fordærv i den væmmelige storby København. Hertil kommer Dreyers Mikaël (1924), der er noget så sjældent som en stumfilm, der undersøger et kærlighedsforhold mellem to mænd. Diversiteten er festivalens store styrke, samtidig med at de tematiske sammenfald tiltrækker.

Den forbudte lyst

I år havde MIX ligeledes booket en film om det nok største seksuelle tabu: pædofili. I dokumentaren Daniels Verden møder vi den unge Daniel, der bevisligt begærer børn. Hans kamp går, modsat LGBT-bevægelsens, ikke ud på at få anerkendt sine seksuelle præferencer som sunde og gode, men at arbejde med sig selv, så han aldrig kommer til at leve dem ud. Den slags film er vanvittigt vigtige i processen med at bryde tabuer, så mennesker i Daniels situation kan få hjælp. Man kan måske altid diskutere om denne hører hjemme i et LGBT-filmprogram, men den har så afgjort været en løftestang for mere omtale samt et trækplaster for publikum. Hvilken niche-festival kan ikke have brug for det?

LGB anno 2015

Efterhånden er vi kommet langt med skildringen af homoseksuelle på film. Engang bestod alle par, man så på det hvide lærred af én mand og én kvinde. Homoseksuelle optrådte som dæmoniserede bipersoner, men er efterhånden blevet selvstændige karakterer. Der har været mange gode film om homoseksualitet med gode intentioner, men hvor de homoseksuelle karakterers største konflikt med omverdenen er deres seksualitet. Tænk bare på Milk (2008) om San Francisco-politikeren Harvey Milk eller Moodysons ungdomsfilm Fucking Åmål (1998) om at være lesbisk i en kedelig, svensk landsby.

Nu er vi så ved at være der, hvor der kan optræde homoseksuelle på film, der ikke handler om homoseksualitet. Måske fordi de simpelthen bare handler om kærlighed og banale parforholdsproblemer. Tag nu Lang Historie Kort fra tidligere i år af May El-Toukhy. Her spiller Trine Dyrholm og Danica Curcic et lesbisk par, der slås med det sædvanlige. Den ene vil meget gerne have børn, og den anden er mere forbeholden. Den ene vil gerne have, at alt er perfekt, og den anden vil bare gerne have et glas rødvin. De er lesbiske, ja, men først og fremmest er de bare mennesker ligesom alle de andre par i filmen.

Biseksualitet, der på film gerne fremstilles som et udtryk for livskrise eller generel promiskuøsitet, havde selvfølgelig også en selvstændig plads i programmet. Med så forskellige film som den hårde Porn Punk Poetry om en trækkerdreng, der forelsker sig i en kvinde, til komedien Couples Retreat With BFF’s om to kvinder, der lader som om, at de er et par til de måske bliver det.

Der var altså styr på L,G og B, der bliver stadig bedre behandlet på film, men hvad med det der T?

Det nye sort

Der findes mange smukke og fantastiske film i denne verden om transpersoner. Se bare på Kimberley Pierces Boys Don’t Cry (1999) eller den danske En Soap (2006) af Pernille Fischer Christensen. At transkarakteren spilles af en transskuespiller er imidlertid stadig usædvanligt. Kvinder som Laverne Cox fra TV-serien Orange is the New Black og Saga Becker fra den svenske ungdomsfilm Something Must Break (2014) er de nye stjerner, der repræsenterer egen minoritet på film. Det skal selvfølgelig ikke handle om, at det kun er transpersoner, der må spille ditto på film, men det har nu engang altid syntes lidt fjollet at sminke sig frem til noget, man kunne caste sig frem til.

Et fint eksempel på en film om transkønnethed fra årets festival er den polske dokumentar Call Me Marianna. En film om en polsk kvindes kamp for at blive anerkendt, juridisk såvel som følelsesmæssigt. Undervejs er hun blandt andet nødt til at sagsøge sine egne forældre, der ellers ville have retten til at indlægge hende på et psykiatrisk hospital. Mariannas problemer stopper dog ikke dér, da hendes høje hormonforbrug resulterer i et slagtilfælde, der lammer hende i den ene side af kroppen. Call Me Marianna er et flot filmet portræt med en sprød og skarp lydside, der akkompagneres af queer-ikonet Antony Hegartys musik, som den lyder med gruppen Antony and the Johnsons. Fokus i filmen ligger først på Mariannas forvandling, men efterhånden bliver det fortællingen om at genstarte et kvindeliv efter at have mistet sin familie, sine børn og sin førlighed. Et af mange stærke mennesker, der var mulighed for at lære at kende under årets MIX-festival.

Alt i alt kom MIX fra den 2. til den 11. oktober hele verden, kønsspektret, erotikken og samfundskritikken rundt. Der er egentlig ikke så meget andet at sige end tillykke til den 30 år gamle, men stadig forfriskende lille filmfestival. Vi ses næste år til denne påmindelse om, at selvom vi er nået et godt stykke vej siden film om homoseksualitet hed Bundfald, er vi langt fra i mål.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *