Mit hjem i Hampstead: Klichéfyldt feelgood-komedie for pensionister

Af Anna Sofie Pandrup Andersen

På en regnvåd sommerdag kan en kop te og en letbenet komedie være det helt rigtige. ’Mit hjem i Hampstead’ er på flere måder sådan en film. Dens charme efterlod undervejs et par smil på læben, men da jeg efter 100 minutters tryghed i biografsædet trådte ud i regnen, forsvandt smilene hurtigt igen. Ligeledes gjorde filmen fra mine tanker. Der er ikke gjort synderligt af at fremstille dramaet og konflikterne levende og spændende. Det hele er hyggeligt og forudsigeligt i rigmands-landsbyen Hampstead i det nordlige London.

Det drejer sig om enken Emily Walker, hvis karakter kan beskrives som Diane Keaton der spiller Diane Keaton på sin kejtede, charmerende, jakkesæt-bærende facon. I et luksuriøst lejlighedskompleks bor hun med en flok fornemme Hampstead-fruer, som lader til at være de eneste mennesker Emily omgås med. Hun har ikke engang en kat.

Derfor er det ikke bemærkelsesværdigt, at Emily efter et par dages spionage gennem loftsvinduet falder pladask for Donald (Brendan Gleeson), som bor i Hampsteads naturrige hede isoleret i sin primitive selvbyggede hytte. Donalds idylliske liv i naturen er truet af et kommende storbyggeri. Emily beslutter sig for at hjælpe Donald med retten til jorden, imens hun selv bokser med en gigantisk gæld arvet af sin afdøde mand. Så helt uproblematisk er tilværelsen dog ikke.

Men idyllisk ser det ud. Den smukke natur og perfekte villaer, Keatons charmerende smil og Gleesons velfriserede manke spiller godt sammen, men fremstår en anelse poleret. Selvom der opstår sød musik mellem Keaton og Gleeson, er underlægningsmusikken en anden sag. Med en næsten konstant og utålelig underlægningsmusik, der lyder som taget fra The Sims, virker det en smule kunstigt.

ANMELDELSE AF:
Mit hjemme i Hampstead

ORDET SYNES: 

PROD. ÅR:
2017

INSTRUKTØR:

Joel Hopkins

LAND:
UK

Der er ingen tvivl om hvem det intenderede publikum er. Fortællingen handler i bund og grund om en ældre kvinde nær livskrise som pludseligt får en ny livskvalitet, og alderen skal da i hvert fald ikke sætte en stopper for det. Det virker generaliserende, som om at det antages, at gamle mennesker er kedelige, grå og har brug for en amorspil samt lidt drama for virkelig at leve livet i Technicolor. Det giver et bagslag for det alligevel tynde budskab filmen prøver at komme med.

Men komediens romance er sød, og filmen har sine øjeblikke – både søde men også tåkrummende. Som da Emilys revisor der har et godt øje til hende, håbefuldt spiller fødselsdagssang til hende på sin ukulele med et slesk blik i øjet. Med det sagt, byder filmen ikke på noget, der ikke allerede er set mange gange før. Og desværre skinner filmens klichéfyldige og kiksede portrætteringer igennem. Der skal mere til, før den bliver en tur i biografen værdig, men muligvis en regnfuld søndag i tv’et.

Kommentarer