MISFITS: Homo i Bibelbæltet?

Af Cecilie Egholm Tonnesen

Efter fire årtiers kamp er ligestilling for homoseksuelle stort set en vundet sejr, i hvert fald i mange europæiske lande. Anderledes ser det ud i lande som Uganda, Rusland og visse stater i USA. I disse lande kæmper homoseksuelle ikke kun for at finde deres egen seksualitet, de kæmper ligeledes en kamp for at få omgivelserne til at acceptere dem.

Denne problematik har den danske instruktør Jannik Splidsboel valgt at portrættere i Misfits. Dette er blevet til en bevægende og intim dokumentar om at være ung og anderledes i et ekstremt konservativt og religiøst provinssamfund i USA.

I Tulsa, Oklahoma ligger OpenArms Youth Projekt klemt ind mellem to af byens 2000 kirker.  Her finder byens homo- og transseksuelle teenagere den accept, støtte og kærlighed, som de ikke finder mange andre steder i det religiøse Tulsa. Filmen følger de tre teenagere Benny, Larissa og Anonyme D.

Udover deres seksualitet har de tre teenagere ikke meget til fælles. De kommer fra vidt forskellige familier og har hver deres bagage med sig. Benny har et meget tæt forhold til sin familie, som har accepteret hans seksualitet. Han drømmer om at flytte til Dallas, men tør ikke helt tage skridtet. 17-årige Larissa kæmper med sin vrede til sin mor og sine omgivelser, men vreden dulmes i selskab med hendes kæreste. Anonyme D er nok dokumentarens mest obskure karakter og minder om en 50-årig mand spærret inde i en 16-årigs krop. Dette får publikum gradvist glimt af via hans fortællinger om sin traumatiserede barndom.

ANMELDELSE AF:
Misfits

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Jannik Splidsboel

LAND:
Danmark, Sverige & USA

Benny, Larissa og Anonyme D er som de fleste andre teenagere, og det er netop dér Splidsboel har lagt sit fokus. I Misfits fremstår deres seksualitet blot som et grundvilkår for de tre teenagere, som derudover tumler med samme spørgsmål, som alle andre teenagere – hvem er jeg, og hvor skal jeg hen i mit liv? Dette gør Splidsboels fortælling genkendelig og indimellem rørende.

På trods af at de tre unge mennesker har oddsene imod sig, nærer de alle et håb om en bedre fremtid. Håb og optimisme gennemsyrer hele filmen og står i stærk kontrast til det miljø, de befinder sig i. Dette afspejles ligeledes på filmens billedside, hvor fotografen Henrik Bohn formår at give de ellers ikke så flatterende omgivelser et nærmest lyserødt skær. Et skær som giver en følelse af at opleve verden igennem en teenagers forelskede øjne.

Det skinner tydeligt igennem, at Splidsboel brænder for emnet og for at formidle det videre. Desværre virker det til, at han ikke har opbygget et fortroligt forhold til sine hovedpersoner. Resultatet er, at dokumentaren til tider virker underligt distanceret fra de medvirkende. Men de øjeblikke hvor Splidsboel opnår deres fortrolighed, opstår en intimitetsfølelse, som rammer lige så rent som en popsang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *