CPH PIX
MIRAI: En rar animationsfilm for 5-årige

Af Gustav Stubbe Arndal

Den japanske filmtradition, og især anime-stilen, har altid passet godt til børnefilm. Evnen til at pause, tænke, og bare observere små hændelser og detaljer ligger dybt i landets filmhistorie, og det er altid forfriskende som vestlig tilskuer at se børnefilm, der ikke har travlt med at larme og skræmme for at holde rollingernes opmærksomhed.

Mirai er en film, der bestemt viser denne styrke. Det drejer sig om den 5-årige Kun, hvis forældre kommer hjem til deres moderne japanske hus med en ny lillesøster ved navn Mirai. Som så mange nye storesøskende gennemlever han følelser som jalousi for første gang. Han skaber sig, fortæller sine forældre, hvor meget han hader dem og nægter at rydde op efter sig.

Imellem familiescenerne har Kun en række overnaturlige møder med alskens excentriske legekammerater. Først en personificering af deres hund, dernæst den fremtidige Mirai (”Mirai no mirai” på japansk), og i løbet af filmen har han yderligere samtaler og rolige eventyr i sin families fortid.

Der er næsten intet på spil, og det er okay. Min nabo Totoro (1981), som mange japanske børnefilm er arvtagere af, handler ligeledes om småbørn med små (og store) hverdagsproblemer, der har fantastiske, men ikke særligt forbundne, småeventyr. Men Mirai lever slet ikke op til mesterværket. Hvor Totoro og mange andre klassikere bringer mig tilbage til barndommen, sidder jeg nu og ser på en lidt irriterende 5-årig og håber, han snart vil lære at behandle sin lillesøster ordentligt.

Småbørn vil få meget mere ud af den. Filmen tackler hverdagens ligegyldigheder, der for et lille barn kan føles ekstreme: at blive skældt ud, at fare vild på en togstation eller at falde på cyklen. Den lille Kun får hjælp af sjove folk fra fortid og fremtid, der rådgiver ham en smule.

Den vigtigste lektion er, at hans forældre også er mennesker, og her har filmen sin største charme. Det er en familie fyldt med kærlighed og almindelige småkonflikter, og det er hyggeligt (når babyen ikke skriger). Kun får mødt sin mor som lille, sin oldefar som ung og sig selv som teenager, og lærer en smule om sin nutid af hver af dem. Evnen til at forstå, hvordan fortiden former os, er virkelig vigtig, og Mirai vil være en succes, hvis bare nogle få børn lærer det af den.

Men udover det er der ikke meget for ældre seere at finde. Det er bestemt ikke en animationsperle. Studio Chizu forsøger sig på at forbløffe os, men det er svært, når konkurrencen er film som Ponyo (2008). De holder sig inden for budgettet med digitale animationstricks, men her er de lysår bag Makoto Shinkais værker. Jeg blev ofte taget ud af filmen på grund af akavede CGI-effekter, imens filmens musik forsøgte at sælge bølger af følelser.

Der er selvfølgelig noget interessant animation at finde. Familiens hus, hvor det meste af filmen foregår, er rigt detaljeret. Farverne er en behagelig pastel, der passer perfekt til tonen. Der eksperimenteres også af og til med klipning og sceneovergange – en af instruktør Mamoru Hosadas specialiteter.

Mirai er, alt i alt, en mægtig rar film. Den har rigeligt med hjerte og humor, og den respekterer de yngste biografgængere nok til at give dem pusterum. Man kan roligt lade de små børn forsvinde ind i Kun og kompagnis verden. Men man kommer desværre ikke til at følge dem derind.

 

Mirai vises til CPH PIX følgende steder:

6. oktober kl. 17:00 i Cinemateket

7. oktober kl. 12:00 i Cinemateket (med dansk tale)