MINDHUNTER: Selvsikker og dragende psykopat-serie fra mesteren David Fincher

Af Troels Jensen

“He’s gonna take the fucking thing away from you, he’s gonna kill you with it, and then he’s gonna have sex with your face.”

 

Sådan lød en af replikkerne i den teaser for Mindhunter, Netflix sendte ud sidst i august, og jeg har selvsagt været fuld af forventning lige siden. Mine forventninger blev indfriet i en sådan grad, at jeg med ubarmhjertige tømmermænd slugte alle 10 afsnit på en enkelt lørdag. Det kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har gjort.

 

Mindhunter foregår i 70’erne og følger den unge Holden Ford (Jonathan Groff), en idealistisk, nybagt FBI-agent, som ikke kan få Charles Mansons eller Sam Berkowitz’ grufulde mord til at give mening ud fra bureauets antikverede forbrydelseskategorier. Han finder en faglig sjælefrænde i den ældre, mere garvede Bill Tench (Holt McCallany), og sammen tager de to det første spæde skridt imod at skabe den moderne kriminalpsykologi. Det gør de ved at turnere landets fængsler og interviewe de mest ækle mordere de forenede stater har at byde på.

 

Med Mindhunter kaster David Fincher sig endnu en gang over detektivgenren. Det er langt fra første gang han har gjort det, og forståeligt nok, for han er fandeme god til det. Han har produceret hele molevitten og instrueret fire af afsnittene, mens vores landsmand Tobias Lindholm har instrueret to. Selvom han har fået hjælp, dufter hele affæren udpræget af Fincher. Stilen er fåmælt, men slagkraftig, narrativet er minimalistisk og knivskarpt – det hele er så ublæret, at det bliver blæret.

ANMELDELSE AF:
Mindhunter

ORDET SYNES: 

PROD. ÅR:
2017

Hovedforfatter:

Joe Penhall

LAND:
USA

Godt nok er Mindhunter en detektivserie, men den er langt mere end en whodunnit. De to FBI-agenter hjælper flere gange de lokale myndigheder med at opklare spektakulært groteske sager under deres rejser rundt i landet, men seriens absolut vigtigste plot er udarbejdningen af en psykologisk profileringsteknik. Den proces bliver et påskud til at udforske nogle ret tunge temaer af psykologisk og sociologisk karakter, og det er møginteressant at være vidne til.

 

Den trækker på sin genres konventioner uden at forfalde til klichéerne. Detektivpartneres relation er narrativ EPO, og det ved Fincher kun alt for godt – han har trods alt lavet både Se7en (1995) og Zodiac (2007) – men Mindhunter undlader at bruge for mange kræfter på det forhold. De klassiske arbejdsskader, som detektiver har det med at erhverve sig, sniger sig også ind i serien, men uden at det bliver et omdrejningspunkt. Der bliver også opklaret nogle virkelig velskrevne mysterier med kløgt og snilde, men uden at trække på Sherlocksk deduktionsporno.

 

Alt det undgår Mindhunter, fordi den er kold i røven. Den er insisterende og ved præcis hvad den vil. Den fortæller sin historie uden omsvøb – uden at bruge unødigt meget tid på cliffhangers, multiplot, drama eller twists. Det er en serie om psykopaters psyke og det er tydeligt lige fra seriens titel til dens rulletekster. Derfor disponerer den også meget anderledes over sin tid, end man er vant til fra TV-krimier. Den tager sig sin tid til at dvæle ved karaktererne og deres detaljer, hvilket gør dem flerdimensionelle og spændende, og det er dem og deres kompleksitet, som er omdrejningspunktet for hele temaet. Det langsomme tempo får også en stilhed-før-stormen-funktion, så når handlingen spidser til, gør den det virkelig eksplosivt.

 

Et lille surt opstød til slut. Alle afsnittene indledes med en irriterende lang og decideret publikumsfjendtlig titelsekvens, som nogen virkelig burde blive fyret for.

Med det sagt, er første sæson af Mindhunter et imponerende helstøbt og lækkert stykke TV, og jeg glæder mig grufuldt til anden sæson.

Kommentarer