MINDER FRA I GÅR: Animedrama rammer lovende takter

Af Jakob Freudendal

Det sker tit og ofte, at fremragende film går de danske biografer forbi – ikke mindst de mere kuriøse udenlandske titler. Japanske Minder fra i går er blevet hentet til Danmark hele 26 år efter udgivelsen tilbage i 1991, og her kan man snakke om en film, der består tidens tand.

Det legendariske anime-studie, Ghibli, er internationalt anerkendt for produktioner som Miyazakis mesterstykke Chihiro og heksene (2001), og Isao Takahatas kritikerroste anime-drama holder det samme niveau, om end handlingen er langt fra Miyazakis magiske realisme.

Takahata dykker, med Minder fra i går, ned i livets væsentligheder, når han sætter fokus på kærligheden og hvad det vil sige at blive voksen.

Den 27-årige kvinde Taeko beslutter sig for at tage på ferie væk fra den travle hverdag i Toyko. På vej til at besøge hendes fjerne slægtninge, der driver en biodynamisk farm (den hektiske metropols antitese), begynder Taeko at tænke tilbage på hendes barndom og hendes brændende ønske om at slippe væk fra storbyen. I næste nu glider nutiden og fortiden sammen, mens vi langsomt erfarer, at den voksne Taeko ikke har ændret sig meget siden hendes tidlige barndom.

Hun er stadig meget ubevidst om det modsatte køn, hvilket hurtigt kommer til udtryk, da hun ved sin ankomst til den fjerne landsbydal mødes af den unge mand Toshio, der med det samme bliver dybt betaget af den unge – og vel at mærke ugifte – kvinde. Begge er de tilbageholdende, men romancen lurer under den selvbevidste, japanske overflade. Desværre bliver barndommens få erfaringer med kærligheden aldrig rigtig hægtet op på voksne Taekos situation.

ANMELDELSE AF:
Minder fra i går

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
1991

INSTRUKTØR:

Isao Takahata

LAND:
Japan

I stedet byder Minder fra i går på en klassisk walk down memory lane med et potpourri af relater bare barndomsminder – alle vist i flashbacks – som når Taeko plager sine forældre for en håndtaske, men ender med at græde sig selv i søvn oven på et eftertrykkeligt nej. Filmens styrke er de let genkendelige coming-of-age historier og deres akavede natur, der giver ufrivilligt røde kinder. Selvom det til tider bliver lidt for lyserødt (med ekstra sukker på), har det rod i en virkelighed, som vi alle kan genkende.

Når filmen senere bliver mere distanceret, skyldes det den halvgennemførte sammenfletning af fortiden og nutiden. Fortiden rummer en hel del uafklarede relationer, og som tilskuer tager man hele tiden sig selv i at vente på, at de bliver afrundet. Den narrative sammenhæng udebliver dog desværre, og efterlader en med en halvtom følelse nær filmens slutning. Nok supplerer historiens to forskellige tider hinanden tematisk, men det går desværre aldrig op i en enhed, og det er en skam for Takahatas filmiske poesi rammer rent ind langt hen ad vejen.

Kommentarer