Anmeldelse
MINAMATA: Vigtig, sand historie, overdramatisk fortalt

Af Gustav Stubbe Arndal

Minamata er en ærgerlig type film. Den er baseret på en ægte historie, der både er rørende, dramatisk og vigtig, men er udført på så flad en måde, at den er svær at anbefale. Det er bestemt en historie, man bør kende, men ikke en, man behøver at stifte kendskab til i det her format.

Historien handler om en lille fiskerlandsby i Japan, hvor en fabrik har hældt farlige kemikalierester i vandet, som har givet utallige uskyldige borgere kviksølvforgiftning. Det har stået på så længe, at sygdommen, der indebærer alvorlige misdannelser og hjerneskader, er blevet kendt som ”Minamata-sygen”. I håb om at skabe international opmærksomhed om krisen og lægge pres på fabrikkens lederskab opsøger aktivisten Aileen (Minami) den berømte krigsfotograf W. Eugene Smith (Johnny Depp).

Smith tager i 1971 med hende til landsbyen for at dokumentere Chisso-fabrikkens uansvarlighed og ofrenes lidelse og hverdag. Men det er selvfølgelig ikke før, han får sig et skænderi med sin chef (Bill Nighy), der klart udpensler, at han er en upålidelig drukkenbolt, der dog stadig har de evner, der skal til, hvis bare han ville give det en skalle.

Det er nemt at sammenligne Smiths stofmisbrug, komplicerede hjemmeliv og karriere-nedtur med manden, der spiller ham, men Depp formår at forsvinde ind i rollen takket være en imponerende indsats fra hår- og make-upholdet og en underspillet, distanceret sympati i hans øjne. Det er forfriskende at se Depp spille skuespil igen, i stedet for at fyre mærkelige accenter af i et håb om at charmere.

Dog er selve hovedkarakteren et af de elementer, der trækker fortællingen ned. Fra start af ved man, hvordan historien kommer til at gå; aktivister og journalisters kamp mod amoralske kæmpefirmaer er jo ikke et sjældent filmemne. Så når Smith afviser jobbet eller truer med at forlade det under en alvorlig brandert, er det svært at købe den. Han udvikler sig ikke som karakter, men vralter umotiveret frem og tilbage mellem overbevisning og nihilisme.

Hans japanske medspillere får ikke nær så meget at lave. Selvom romancen med den unge Aileen er baseret på et ægte forhold, der endte i et kortvarigt ægteskab inden fotografens død, er den så klichéfyldt, at den ikke er troværdig. Hiroyuki Sanada giver en energisk præstation som leder af aktivistgruppen, men får ingen dybde at lege med.

Det er måske bedre at se på Minamata-landsbyen som en helhed: et subjekt, der skal fotograferes. Instruktør Andrew Levitas viser et klart blik for rum og tilstedeværelse, fra de japanske stuer til det røde mørkekammer, og i en række sekvenser bløder billedet ud i de sort-hvid-fotografier, som senere udgjorde Smiths mest ikoniske værker.

Der er en tydelig passion for både fotografiens kunst og kampen mod industriel forurening til stede. Hele holdet, og særligt Johnny Depp, der som producer kæmpede for at få den lavet i samarbejde med de stadig lidende ofre og Aileen Smith selv, har alle de bedste intentioner. Filmen fortæller bare sin historie på en forudsigelig måde, der dræner dens ellers åbenlyse kraft.

Når vi nær filmens slutning endelig ser det største mesterværk, Smith og Aileen producerede i fotoserien, er det bestemt forbløffende og rørende. Men billedet i sig selv fortæller næsten hele historien uden at behøve et internationalt cast.

Hvis formålet med Minata var at genopvække opmærksomhed omkring tragedien og Smiths værker, er det bestemt en succes. Men man kunne lige so godt læse Wikipedia-artiklen og se Smiths fotografier selv og spare en masse tid. Det siger en hel del om fotografiernes styrke og om denne films almindelighed.

Kommentarer