MIN FARS STORE REJSE: Fornemt, nuanceret portræt af livet med demens

Af Ida Lydom Thomsen

Smukke landskaber, boheme-bolig og overraskende megen humor er tre elementer, som man ikke umiddelbart forbinder med film om demens. Sindets forfald blev sidste år skildret rørende og skræmmende i Still Alice (2014), mens at i månedens film i Cinemateket, Mr. Holmes (2015), døjer selveste Sherlock med en hjerne, der ikke vil, som han selv vil. Alzheimer’s er dystert og trist, men et interessant fænomen at arbejde med i film grundet sygdommens uforudsigelighed, og denne franske film viser, at man sagtens kan skabe et nuanceret billede af lidelsen uden at fjerne alle farver og godt humør fra universet.

Filmens omdrejningspunkt er Claude (Jean Rochefort), der er tidligere fabriksejer og bor i en smuk villa i det sydlige Frankrig. Hans datter (Sandrine Kiberlain), der har overtaget firmaet, da hans sygdom tog til, kæmper med at få sin far til at acceptere hjælp. Han har dog ikke meget tilovers for hverken pensionisttilværelse eller sygeplejersker og får tiden til at gå med beskylde dem for tyveri, planlægge hævn mod en afdød ven og charmere sig ind på de damer, han møder. Trods charme og godt humør presser ting fra fortiden sig på, og i takt med Claudes forværrede tilstand bliver han en større og større udfordring for familien.

Som tilskuer til en film om en uhelbredelig sygdom skal man ret hurtigt indstille sig på, at det naturligvis må gå ned ad bakke, som den skrider frem. I Min fars store rejse gør de dog noget smart. Der går lidt tid, før at man er helt med på situationen, og vi får lov at lære karakteren Claude at kende, uden at der bliver gjort et stort nummer ud af sygdommen.

ANMELDELSE AF:
Min fars store rejse

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Philippe Le Guay

LAND:
Frankrig

Man har desuden lagt meget vægt på humoren i især den første del af filmen, og derigennem får vi sympati med hovedpersonen, der ikke blot er en gammel, syg mand, men en karakter med en stor portion personlighed. Hovedrolleindehaver Rochefort starter en kende for fjollet ud, men hen ad vejen viser han mange interessante nuancer i sit spil, mens at Sandrine Kiberlain fungerer virkelig godt som den kontrollerede og ambitiøse datter, der kæmper med faren og sit eget privatliv.

Min fars store rejse er et muntert værk, men det føles af og til som om, at man har forsøgt at gøre det til en ny De urørlige. Situationen er for alvorlig til, at plakatens udsagn om, at det er ”årets varmeste filmoplevelse”, helt synes passende. Jeg gik stadig derfra med fornyet dødsangst og ikke opløftet i den grad, som man forlod biografen med efter at have set Olivier Nakaches komediemesterværk fra 2011.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *