MIN FAR TONI ERDMANN: Absurd familiedrama er en af årets sjoveste film – og bedste.

Af Oscar Pedersen

Min far Toni Erdmann var en af de mest omtalte film under dette års Cannes filmfestival. Kritikere fra hele verden stod nærmest i kø for at ringe hjem og fortælle om den næsten tre timer lange tyske komediefilm. Den blev såmænd også tildelt kritikernes pris, Fipresci, med det højeste stjernesnit, der nogensinde er givet på festivalen. Nu er filmen langt om længe ankommet i de danske biografer, men lever filmen så op til den enorme ros? Svaret er ja!

I Min far Toni Erdmann møder vi den pensionsmodne skolelærer Winfried Conradi. Han lever et simpelt liv, hvor det meste af dagen går med at prikke til dem omkring sig med absurde jokes og sjove, tåbelige løjer. Hverken postbuddet, ekskonen eller kollegaerne kan føle sig sikre. Til en af sine kollegaers afskedsfest iklæder Winfried og hans skoleklasse sig eksempelvis makeup á la De Dødes Dag og synger en sang om døden – som man jo gør!

Da Winfrieds gamle hund Willi dør, indser Winfried dog, at der ikke er meget, der binder ham til den lille tyske forstad. Han beslutter sig derfor for at rejse til Bukarest, hvor datteren Ines bor.

Ines er en yderst karriereorienteret managementkonsulent hos en stor virksomhed. Hendes liv synes kun at bestå af konferencerum, receptioner og en personlighedsløs lejlighed. Mens Winfried tager livet en dag af gangen, lader Ines til at have planlagt hver enkelte detalje i sit liv, så hun hurtigst muligt kan stige til tops på sit arbejde. Winfried og hende har altså stikmodsatte mål i livet, så da han tropper uanmeldt op på hendes arbejde, tvinges Ines ud i en absurd, underholdende familie-tour de force.

ANMELDELSE AF:
Min far Toni Erdman

ORDET SYNES:5-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Maren Ade

LAND:
Tyskland

Winfried iklæder sig nemlig paryk og et falsk tandsæt og transformeres herigennem til sit alterego, Toni Erdmann. Han præsenterer sig som den tyske ambassadør til Ines’ kollegaer, savler, mens han spiser sine østers foran dem, bliver kørt rundt i en astronomisk stor limousine og snakker konstant om osterivejern. Men folkene omkring ham lader til at købe den, og til Ines’ irritation møver Erdmann sig med forholdsvis lethed – ikke ynde – op til toppen af den forretningsverden, hun selv ønsker at være en del af.

Filmen baserer sig i høj grad på et slags kontrast-forhold mellem far og datter. Winfried er ren hjerte, Ines ren hjerne. Dette er både filmens styrke og svaghed. Det skaber nemlig den ene hysterisk sjove scene efter den anden, hvor Erdmann eksempelvis står og river ost i håret på sig selv, mens Ines tager nogle baner kokain. Samtidig er karaktergalleriet til tider en anelse for stereotypisk, og da Winfried spørger Ines ”Er du et rigtigt menneske” runger moralen om ikke at lade ens arbejde blive ens liv lidt for højt. Men det er også filmens eneste svaghed og viser sig kun i øjeblikke. Flere gange formår filmen faktisk at bevæge sig væk fra det humoristiske og over i det seriøse, hvilket bidrager til, at filmen ikke blot er en komediefilm, men et nuanceret indblik i et familieforhold, der er gået skævt.

Min far Toni Erdmann er absurd deadpan med åndsvage jokes, der ikke burde fungere. Men fordi filmen er så tætpakket med dem og alverdens pinlige episoder, transcenderes det åndsvage i et format, så Erdmanns paryk og tandsæt virker som noget nær genialt.

Længe leve Toni Erdmann!

Kommentarer