Mike and Dave need Weddingdates: Tag med på verdens værste date

Af Anna Wied Kofoed

Komedien har til tider været en undervurderet genre og med filmen Mike and Dave Need Wedding Dates er der overhængende fare for, at den for alvor mister sit gode ry. Jeg følte mig ellers tryg med visheden om, at filmen trods alt ikke kunne overgå selv mine værste forestillinger. En vished, der hurtigt måtte vige for skuffelsen. Mike and Dave Need Wedding Dates er en lige så håbløs film, som titlen antyder.

 

De to brødre Mike (Adam Devine) og Dave (Zac Efron) bliver af deres forældre påtvunget at skaffe sig dates til deres søsters bryllup på Hawaii. Tager man deres tidligere opførsel ved lignende begivenheder i betragtning, synes straffen at være til at leve med. Det står dog hurtigt klart, at deres såkaldte dates Alice (Anna Kendrick) og Tatiana (Aubrey Plaza) langt fra lever op til familiens idylliske forestillinger og er i stor fare for at sprede endnu mere kaos, end brødrene selv.

 

Det virker oplagt at sammenligne Mike and Dave Need Wedding Dates med komedier a la Bad Neighbours (2014) og Pitch Perfect (2012) alene på grund af gensynet med flere af skuespillerne, for herefter ophører enhver form for lighed så også. Mike and Dave Need Wedding Dates savner førnævnte films charme, og det komiske islæt tenderer til det groteske og hysteriske frem for det morsomme. Filmen er en lang kavalkade af ekstreme scenarier og tåkrummende jokes, og den bliver aldrig andet end et halvhjertet forsøg på at følge i de andres fodspor. Filmen når ikke en komedie som Bridesmaids (2011) til sokkeholderne, da den i bund og grund mangler det fornødne potentiale.

 

ANMELDELSE AF:
Mike and Dave need weddingdates

ORDET SYNES:2-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Jake Szymanski

LAND:
USA

Skulle man være i den vildfarelse at tro, at filmen trods alt gemmer på nogle følelsesmæssigt interessante karakterer med veldefinerede bevæggrunde for deres handlinger, så tager man desværre fejl. Trods et på papiret udmærket cast formår ingen af stjernerne at leve op til nogle af deres tidligere præstationer. Specielt Anna Kendrick i rollen som den naive Alice falder fuldstændig til jorden, og det er en skam, når hendes CV trods alt byder på hæderlige karakterskildringer. Zac Efron og Adam Devine kan heller ikke frifindes for tilsvarende mangelfulde indsatser. Selv når han smider trøjen, degraderes Zac Efron næsten til statist ved siden af Adam Devine, der gang på gang forgriber sig på publikum med hysteriske følelsesudbrud.

 

Hvis jeg virkelig skal flotte mig og hive de lidt pænere gloser op ad lommen, må det være i forbindelse med en af filmens få vellykkede scener. Her følger vi firkløveren og brudeparret på tur gennem kulisserne      til Jurassic Park på ATV. Filmen forpasser selvfølgelig ikke en sådan chance for at smide et par ulykker efter karaktererne, men denne gang ikke helt uden held. Scenen formåede på noget overraskende vis at tvinge smilet frem hos denne ellers skuffede anmelder. En enkelt scene står dog ikke til at redde hele filmen, og moralen udpensles så grundigt i filmens afgørende minutter, at jeg næsten vil vove at påstå, at det er den dårligste film, jeg har set i år. Her er det måske værd at bemærke, at jeg trods alt ikke har set Suicide Squad (2016) endnu.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *