MIDNIGHT SUN:
En håbløs teenageromance

Det er en fantastisk teenagefantasi: En ung, flot fyr — skolens mest populære fyr selvfølgelig —falder for sin kvindelige modsætning: en lige så flot pige med en endnu smukkere personlighed, hvis kvaliteter blot ikke er blevet opdaget af andre eller af hende selv endnu. ”Iihh, hvornår kommer drømmeprinsen og redder mig?” prøver filmen ihærdigt at få sit publikum til at føle. Men virker det?

Midnight Sun er endnu en klassisk teenage-romance, hvor filmens smukke hovedperson, Katie (Bella Thorne), lider af en uhørt sjælden sygdom, forkortet XP, der indebærer en livstruende overfølsomhed overfor sollys. På trods af sin sygdom er Katie en sangfugl, der synger om natten på den lokale togstation. En dag fortrylles elitesvømmeren Charlie (Patrick Schwartzenegger) af hendes skønsang og kommer på dybt vand, da han forelsker sig i den mystiske pige.

Med taglinen ’Dreams come true at night’ er der lagt op til en fantastisk fortælling, hvor det umulige bliver muligt, og drømme udleves. Og hvis ikke dette blev gjort klart i den korte synopsis, kan jeg slå fast: det er en fantastisk fortælling. Fantastisk i den forstand, at den er mirakuløst virkelighedsfjern.

Med det sagt findes der næppe et bedre medie end filmen til at formidle sådan en historie, og det skal der være plads til, da der tydeligvis også er et publikum for det — dette er ikke den første kærlighedsfilm af denne kaliber.

Historien minder til forveksling om sidste års Alt eller intet, hvor en multiallergiker, ligesom Katie, er nødsaget til at holde sig inden døre, men alligevel formår at udvikle et kærlighedsforhold til en ung knejt. Eller den noget ældre A Walk to Remember (2002), hvor to umiddelbare modsætninger ad skæbnens vej forelsker sig, men må kæmpe med pigens uhelbredelige kræftsygdom.

Ligesom i A Walk to Remember har Katie et tæt forhold til sin overbeskyttende far, grundet morens tidlige død. Midnight Sun’s force er forholdet mellem Katie og hendes far (Rob Riggle), der er knugende varm med intern humor og betænksom kærlighed. Det er rart at se Bob Riggle i en mere følelsesladen rolle — det pirrede faktisk undertegnedes tårekanaler.

Modsat Bob Riggles præstation finder man de to unge hovedrolleindehaveres skuespilevner knap så overbevisende. De fremstår blot som nogle kønne ansigter, der kan gøre de unge og sårbare teenagere grønne af misundelse og vække vilde drømme om den eneste ene og kærlighed ved første blik. Og nå ja, så spilles Charlie jo også af den østrigske eksguvernør og Terminator’s søn…

Midnight Sun spiller i sandheden på alle tangenter inden for teenageromancens fantastiske rammer: med idyllisk-romantiske settings og det klassiske karaktergalleri med de nørdede venner og skolens bitch (undskyld sproget), der dog ikke får lov til at optræde som meget mere end en selvfølgelig del af genren. Det er ikke sød musik i mine ører; men blandt sin målgruppe skal Midnight Sun nok smelte nogle usikre, unge hjerter.