12 STRONG:
Middelmådig krigfortælling har hjerte, men mangler dybde

Generelt har det været populært at skildre autentiske krigsberetninger; om det er jagten på Osama Bin Laden i Zero Dark Thirty (2012), eller om det er den patriotiske historie om USA’s mest effektive snigskytte i American Sniper (2014). Fælles for mange af filmatiseringerne er dog, at de tager afsæt i kampen mod terrorisme og bygger på temaerne mandsmod, hjerte og heroisme. 12 Strong er heller ikke nogen undtagelse.

Terrorangrebet på World Trade Center har netop fundet sted, og det amerikanske militær iværksætter straks en mission, hvori en specialenhed af elitesoldater skal agere første modsvar og via luftstøtte få bombet Taliban ud af deres base i den Afghanske by Mazar-i-Sharif. Missionen er anført af Kaptajn Mitch Nelson (Chris Hemsworth), og med sig har han blot elleve velvillige soldater. De får assistance af General Dostum (Navid Negahban) – en krigsherre fra Den Nordlige Alliance med et dybt had til Taliban-styret, og på grund af det udfordrende terræn er de nødsaget til at sadle op og drage i krig på hesteryg.

Problemet med filmen er bare, at den er for simpel. Der er ikke nok kød på historien, og karaktererne er for tynde og mangler dybde. Vi ser i filmens begyndelse et par af soldaterne tage afsked med baglandet, hvilket er en selvfølge i mange krigsfilm, men alligevel virker det banalt og overfladisk, når Hemsworth inden afrejse lover sin hustru: ”I’m coming home”. Til gengæld er det forfriskende at se ham som en almindelig amerikansk soldat; han er ung og dygtig, og han ved, hvordan en deling skal ledes, men han har ingen rigtig krigserfaring. Dog tager han det hele i stiv arm og klarer skærene, hvad end det er kampvogne, raketstyr eller selvmordsbombemænd – han er jo trods alt Thor.

Soldater med guns galoperende på heste er bad-ass lige meget hvad, og actionsekvenserne er da også pumpet med adrenalin og testosteron. Desværre bliver de af og til lidt for ensartede og redundante. Når de store B-52 fly lader bomberne regne ned over lærredet første gang, er det nådesløst og kraftfuldt, men efter tiende gang er det ikke ligeså imponerende mere. Forholdet mellem soldaten Ben Milo (Trevante Rhodes) og en ung Afghansk dreng får for meget skærmtid, og en scene, der viser terroristernes leder henrette en mor foran hendes familie, fordi hun har lært børnene at læse og regne, kunne man også godt have været foruden. Det kommer lidt ude af kontekst og afviger fra den egentlige fortælling.

Med det sagt, er Nicolai Fuglsigs spillefilmsdebut en middelmådig omgang krigsunderholdning, og en hyldest til et dusin soldater der virkelig fortjener det. 12 Strong skiller sig ikke ud, men har hjertet med sig, selvom det i det store perspektiv kun er en lille solstrålehistorie i en ellers lang og mørk krig, der stadig er i gang.