THREE BILLBOARDS OUTSIDE EBBING, MISSOURI:
Mesterligt komponeret flødesymfoni

Three Billboards Outside Ebbing, Missouri er en af de mest hypede film her i starten af det nye år. Den er at finde på samtlige lister over oscarfavoritter, du kan opstøve, og den tog kegler ved årets Golden Globe Awards. Om det er en god indikator for kvalitet, kan man diskutere, men jeg vil i hvert fald også gerne invitere jer ombord på hype-toget.

Filmen med den knap så mundrette titel er den seneste genistreg fra Martin McDonagh, manden bag In Bruges (2008) og Seven Psychopaths (2012). Det er hans hidtil mest jordnære film, og det er også, for mig at se, hans klart bedste.

Syv måneder efter drabet på sin datter, sætter Mildred Hayes (Frances McDormand) tre reklameskilte op på en afsides vej, som peger fingre af den lokale politiinspektør (Woody Harrelson). Herefter udspiller der sig en ekstremt gribende og nuanceret fortælling om sorg og hævn, som ikke skal spoiles det mindste.

Det er en film, som næsten aggressivt vil have dig til at føle. Og føle det gør man. Hvis man ikke er til falds for den slags, er det nemt at kritisere den for at spæde fortællingen op med en heftig mængde fløde. Man kan forvente sig masser af patos, men det er kommunikeret så afsindigt menneskeligt og troværdigt, at jeg aldrig nåede at føle mig forspist i fløden — og jeg er ellers ret laktoseintolerant, hvad film angår. Ingen af de talrige følelelsesbomber er overflødige; de er allesammen uerstattelige brikker i filmens samlede atmosfære og plot. McDonaghs dybt mærkværdige humor og sans for absurditet formår også at opbløde stemningen og hæver filmen langt over at blive en gemen tåreperser.

Three Billboards Outside Ebbing, Missouri er emotionel ekstremsport. Uden varsel afbrydes harmoniske øjeblikke med syngende lussinger, og dramatiske scener vendes på hovedet med fuldstændig upassende komik. Man ved aldrig, hvor historien bevæger sig hen, og netop som man finder et fodfæste i plottet, spytter filmen en mundfuld blod i fjæset på dig — nogle gange i helt bogstavelig forstand. Man bliver ret hurtigt agtpågivende og forsøger at tænke to skridt foran, men med konstant varierende, kreative krumspring tager filmen alligevel røven på dig.

Filmens budskab går igennem uden at kræve ret megen fortolkning; det er sgu ret lige til at forstå og endnu lettere at købe. Det er ikke noget banebrydende nyt budskab, filmen formidler, men det er til gengæld så tidsløst og smukt, at det sagtens kan holde til at blive fortalt igen på McDonaghs unikke manér. Ved nærmere eftersyn er historien også såre simpel, men alligevel sidder man tilbage med en oplevelse af en enormt kompleks og nærmest symfonisk afrundet film.

Jeg vil lige indskyde, at selvom filmen med rette er blevet markedsført på Frances McDormands vildt imponerende skuespil, er hendes medskuespillere akkurat ligeså mindeværdige; Sam Rockwell og Woody Harrelson leverer nogle af de bedste præstationer, jeg har set fra dem. Hele karakterkataloget er faktisk fuldstændigt forrygende.

Det er dælme ikke ofte, jeg trefjerdele inde i en film er ligeså spændt på, om filmen kan holde sit niveau til målstregen, som jeg er på, hvordan det skal gå karakterene. Det var jeg med Three Billboards Outside Ebbing, Missouri, og den var fra ende til anden et home run.

Filmåret 2018 får sin sag for, for Three Billboards sætter allerede en usandsynligt høj standard.