MENS VI LEVER:
Velfungerende multiplot forenes i dramatisk tåreperser

Ved årets Cannes Festival var der især én dansk film, der vakte opsigt. Det skyldtes dels, at ingen ringere end den 92-årige Bent Fabricius-Bjerre, der ved festivalen modtog en såkaldt Life Achievement Award, komponerede filmens tema, og dels at det effektive filmhold fik optagelserne i kassen på blot 22 dage. Dette præger dog næppe resultatet, hvor kombinationen af et velskrevet manus og enestående skuespilpræstationer går op i en højere enhed.

I Mens vi lever følger man fire personer: fiskeren Kristian (Sebastian Jessen), der bor med sin kæreste i Hirtshals, den charmerende og flittige gymnasieelev; Tobias (Nikolaj Groth), der skal vælge at finde kærligheden mellem klassens pæne pige eller sin barndomsveninde; den enlige forælder Trine (Julie Christiansen), der knokler for at hjælpe sin mor med at holde liv i en restaurant, mens faderen Peter (Nicolas Bro) er indlagt med prostatakræft; samt den nybagte far Mads (Paw Henriksen), der kæmper med skyldfølelse efter et trafikuheld.

Gennem filmen bliver de enkelte plotlinjer sammenkoblet, inden de elegant forenes i én dramatisk scene, der forandrer de fire personers liv for altid. Skildringen af de fire fortællinger, der krydsklippes imellem, fungerer glimrende og understøttes af stærk kameraføring og en yndefuld eksperimentation af tiden.

Trods det stramme budget, har Avaz-brødrene formået at headhunte en række store, kendte skuespillere – samt et par knapt så velkendte navne. Det må dog siges, at alle overgår budgettet, og især blandt den yngre del af castet leveres en kollektiv kraftpræstation af de blomstrende stjerneskud.

Talenterne udfolder sig allerede relativt tidligt i en scene, hvor Kristian kører Trine hjem, og relationen mellem de to afsløres. Følelsesregistret er på sit ypperste, idet en intens og eskalerende dialog finder slutteligt den kønne Julie Christiansen på knæ i Sebastians Jessens arme i en af filmens adskillige hårrejsende øjeblikke.

Forbløffende nok har Mens vi lever et budget på blot 2 millioner kroner, hvilket i særdeleshed understreger trioens talent for at lave film. Avaz-brødrene, der meget bevidst blev opdraget på dansk manér, formår at viderebringe dette til filmens billedlandskab såvel som dens generelle stemning. Både Hirtshals og Gribskov kommer på landkortet og sætter rammer om historierne, der udspiller sig ombord på gamle fiskerkuttere, ved sandrige strandkyster og i hyggelige parcelhuse. Dansk idyl, når det er bedst.

Til tonerne af endnu en Fabricius-Bjerre-genistreg må Avaz-trioen siges at have trodset de ellers hårde benspænd og bestået spillefilmsdebuten med kryds og slange. Medbring for en sikkerheds skyld en pakke Kleenex, da filmen kan gå hen og blive en tårevædet affære.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *