MENNESKER BLIVER SPIST: Selv ikke 10 irrelevante biroller kan dræbe et godt drama

Af Rikke Bjørnholt Fink

Hvad er vigtigst? Følelsen af at have set et virkelig reelt, lille menneskeligt drama eller de mange problemer man udmærket ved, at filmen har? I tilfældet Mennesker bliver spist kan jeg sagtens se, at mange af bipersonerne er komplet irrelevante og visse replikker ligeså.

Til gengæld havde jeg en klump i halsen længe efter, jeg gik ud af biografen, fordi Erik Clausens nye film virkelig gerne vil fortælle os noget om hinanden og tilmed har succes med det. Jeg har valgt at vægte den rørende historie højest, men springende punkt er, om man bliver ramt af fortællingen om en ældre mands begyndende demens.

Herluf (Erik Clausen) og Ingelise (Bodil Jørgensen) er gift på gud ved hvilket år. Hun synes, at han drikker for meget, lugter dårligt og er gammeldags, så hun har en affære med stereotypen på en skaldet men afbalanceret yogamand fra hendes arbejde på et kommunekontor. Herluf begynder til gengæld langsomt at glemme ting og blive forvirret.

Han tør dog ikke gå til lægen men forsøger i stedet at opretholde facaden overfor sin kone. En dag forsvinder han, og det begynder at gå op for Ingelise, at Herluf ikke er det eneste gamle fjols i deres ægteskab.

ANMELDELSE AF:
Mennesker bliver spist

ORDET SYNES:

4-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:

Erik Clausen

LAND:
Danmark

Desværre har filmen et alt for fyldigt persongalleri. Karakterer der er komplet ligegyldige for kernehistorien. Blandt andet en datter, mere eller mindre elendigt spillet af Lærke Winther. Hun skal giftes for tredje gang og er uddannet designer, hvilket på pinefuld vis skal understreges ved, at hun altid er iklædt nogle af Carrie Bradshaws aflagte kostumer fra de mere outrerede afsnit af Sex and the City.

Alt i alt møder vi omkring ti ligegyldige karakterer, og den allerværste er nok Herlufs bror, som jeg er overbevist om kun er med i filmen, så en nabo kan lave en joke om Dansk Folkeparti. Generelt er der for mange overflødige elementer i Mennesker bliver spist, der sådan set ikke behøvede andet end Clausen og Jørgensen i de velspillede scener, de har sammen.

Især visse af replikkerne gør ikke andet end at understrege ting, vi allerede ved. Støjen fra bipersoner, irriterede replikker og nogle indimellem også lidt klodsede lydbroer kan dog ikke slette indtrykket af en rigtig fin film.

Mennesker bliver spist føles nemlig alt i alt ægte. Den handler om at blive ældre, men først og fremmest handler den om at tilgive andre, at de bliver det. Clausen forløser sin skrantende karakter virkelig fint med uforklarlige vredesudbrud, så selv et yngre menneske kan forholde sig til frygten for at blive irrelevant.

Bodil Jørgensen mestrer udviklingen fra ungdommelig midaldrende kvinde til lille forsagt kone. Hun er på mange måder den type, hun altid spiller, men da rollen både udvikler sig og passer godt ind i filmen, fungerer det. Det hele har dette lidt hyggelige danske tilsnit med komiske øjeblikke, der lige kan tage brodden af den alvorlige historie om demens.

Det kan man tage eller lade være, men vi kender nok alle en Herluf og en Ingelise, og denne autenticitet holder filmen i den gode ende af stjerneskalaen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *