Menneskelig og medrivende

Af Nichlas Bjerring Larsen

Frances Ha er fortællingen om den lidt enfoldige pige Frances, der bor sammen med sin bedste veninde Sophie og drømmer om at blive professionel danser. Da Sophie proklamerer, at hun flytter fra lejligheden, står Frances pludselig uden hjem, kæreste og bedste veninde. Dette bliver startskuddet på en dannelsesrejse, hvor hendes drømme, virkelighed og venskaber sættes på prøve.

Den lidt enfoldige, livsglade Frances spilles af Greta Gerwig, der ligeledes har været med til at skrive manuskriptet til filmen. Gerwig leverer en fuldstændig fabelagtig præstation i portrætteringen af Frances, som hun i samarbejde med filmens instruktør Noah Baumbach kaster ud i et utal af akavede, frustrerende eller åndssvage situationer, der alle er med til at male et autentisk og menneskeligt billede af en kvinde, der ikke helt ved, hvor hun er i sit liv.

Forholdet til veninden Sophie, der i begyndelsen af filmen tenderer det erotiske, er på mange måder en skildring af Frances’ udvikling. De to veninder har det skidt i hinandens fravær, men de har siden college været så tæt knyttet, at det har hindret dem i at udvikle sig. Især Frances er, da filmen starter, overvejende barnlig, flyvsk og virkelighedsfjern, og jeg må personligt indrømme, at jeg indledningsvist fandt hende ekstremt irriterende. I takt med at filmen udvikler sig følger vi Frances’ op og nedture og forsøg på at finde fodfæste som et voksent og ansvarsbevidst menneske. Frances er den ultimative romantiker, hun ønsker blot ægte kærlighed i sit liv, men kan ikke helt finde den. For at Frances kan genforenes med Sophie, og deres venskab kan udvikle sig til næste niveau, må Frances således overkomme denne rutsjetur og komme ud på den anden side som et nyt menneske.

ANMELDELSE AF:
Frances Ha

ORDET SYNES:
3-stars

PROD. ÅR:
2013

INSTRUKTØR:
Noah Baumbach

LAND:
USA

Det er altid interessant, når instruktører vælger et sort/hvid-format, og Frances Ha referer åbenlyst til Woody Allens Manhattan, men det bidrager samtidig til at skabe et enormt selvbevidst værk, som på en eller anden måde bliver magisk som følge af den sort/hvide æstetik. Jeg kunne personligt ikke forestille mig filmen i farver, for hvis vi skal forstå den sort/hvide verden, som Frances lever i, må vi se den i samme lys som hende.

Frances Ha er en følelsesmedley; jeg har sjældent siddet i et biografsæde og blevet revet rundt på så mesterlig vis, som jeg bliver det i denne film. På mange måder både hader og elsker jeg Frances, fordi hun er så ægte. Frances er menneske helt ud til fingerspidserne, og jeg er sikker på, at vi alle vil kunne frustreres over hendes ageren, men også kunne genkende en side eller to i hendes personlighed. Da rulleteksterne rullede ned over lærredet, sad jeg tilbage i sædet med et væld af følelser, som kun film, der når helt ind under huden, kan frembringe. Frances Ha ramte mig, og den har endnu ikke forladt mig.

Frances Ha er en film, som skal ses! Det er umådelig svært at beskrive så personlig en film, enten giver man sig hen og ønsker til slut i filmen, at man kender Frances, eller også finder man hende gennemført irriterende. Sikkert er det, at følelserne vil overvælde dig, når du ser denne film; den vil hænge i dig i flere dage, og den vil formentlig aldrig helt forlade dig. Baumbach og Gerwig har kreeret et lille mesterværk, som jeg næppe kommer til at mage til i den nærmeste fremtid. Menneskelig og autentisk – se den!

Kommentarer