FORNÆRMELSEN:
Mellemøstens åbne sår avler had

Af Amine Kromann Karacan

Det begynder med et åndsvagt skænderi mellem to mænd over noget så banalt som et nedløbsrør. Det ender med en blotlæggelse af de traumer, der, som en ond, ubrydelig cirkel, fastholder konflikterne i Mellemøsten. Tænk lige over det udtryk – konflikt i Mellemøsten – det er jo dagligdagstale i de fleste nyhedsudsendelser. Ziad Doueiris Fornærmelsen er fyldt med patos og giver et indblik i en problematik, alle godt kunne vide mere om.

I Beirut, Libanon, fejer mekanikeren Tony (Adel Karim) vand ned fra gulvet af sin altan og rammer byggelederen Yasser (Kamel El Basha) i hovedet. Herfra stikker det helt af. Tony er libanesisk kristen, og Yasser er palæstinensisk muslim, og begge er stædige mænd med en stor æresfølelse.

I både jødedommen og islam inddeler man verden i rent og urent, og det der med at få noget beskidt vand ned i hovedet må ses som at være noget af en fornærmelse. Alligevel tager Yasser det nu nogenlunde. Han banker på Tonys dør og fortæller ham, at de vil indsætte et nyt, funktionelt nedløbsrør på hans altan. Det er Tony ikke interesseret i, og da de alligevel gør det, smadrer han røret i vrede. Yasser kalder Tony for et røvhul, og efterfølgende trues Yasser med fyring, hvis ikke han undskylder. Situationen eskalerer. Tony siger til Yasser, at han ville ønske at “Sharon havde udryddet jer alle sammen.” Nævnelsen af Ariel Sharon, en israelsk forsvarsminister, der orkestrerede Israels invasion af Libanon i 1982, og som ikke intervenerede da kristne militser i fyrre timer voldtog og massakrerede sig gennem to palæstinensiske flygtningelejre, vækker vreden i Yasser, som slår Tony i maven.

Det ender i en retssag, der får national bevågenhed – symboliserende alle de konflikter, der har været imellem de to grupperinger, muslimerne og de kristne. Konflikter og forbrydelser som filmens instruktør, Doueiri, mener er blevet fejet ned under gulvtæppet siden den libanesiske borgerkrig endte i 1990.

Mænd og ære. Der er noget meget irriterende ved en krænket æresfølelse og det at blive fornærmet. Efter at have set Fornærmelsen er jeg overbevist om, at en sådan selvhøjtidelighed må bunde i et form for traume. Det pointerer filmen overbevisende. Det er umenneskelige minder, de to hovedkarakterer bærer rundt på, og her skal forklaringen til deres stædighed (læs: angst) findes.

I begyndelsen er kvinderne de eneste fornuftige. De maner til fornuft og fred, hvorimod Tony og Yasser er barnligt dumstædige. Så vælter skeletterne ud af skabet. Sympatien og forståelsen opstår, og som retssalsdramaet udspiller sig, heldigvis også, blandt de to stridende, Tony og Yasser. Det er fint, og der anes en smule håb for fred et sted derude i horisonten.

Instruktør Doueiri og hans manuskriptpartner, Joëlle Touma, kommer fra en henholdsvis sunnimuslimsk og kristen baggrund, og i deres film synes de at pointere, at ingen har patent på smerte. Det kan man jo kun være enig i. Men med sådan et tema er balancen mellem politiske fløje hårfin. En film om Mellemøstens traumer vil altid være politisk, og til tider fremføres den kristne Tonys argumenter for, hvordan massakrerne på hans folk er blevet overset til fordel for palæstinensernes sag, lidt for voldsomt på bekostning af den mere tavse, Yasser, der helst bare vil arbejde og være i fred. Det er en skam.

Fyldt med patos, melodrama og en slavisk overholdelse af berettermodellen giver Fornærmelsen et indblik i en verden, der på mange måder er langt fra den vestlige. Her er hadet mellem befolkningsgrupper baseret på mord af elskede familiemedlemmer og ikke bare smålig hverdagsracisme og almindelig frygt for alt fremmed. Men som med alt had, fører det blot mere had med sig. Den menneskelige ageren er symptomatisk for noget alment. Det hele er relaterbart.

Fornærmelsen’s indblik i den politiske situation, de menneskelige dynamikker, de store følelser og det lille håb, er alle forundt – kristne, jøder, muslimer og alle andre ligegyldigt hvor i verden, de befinder sig. Jeg tør altså også godt at invitere jer, de dansktalende læsere af Ordet, med ind i (biograf)mørket.