Megalomanisk drømmefilm

Af Rasmus Stenbæk Iversen

Da den chilenske instruktør Alejandro Jodorowsky i 1970’erne blev spurgt, hvilken film han ønskede at lave, svarede han, at han ville filmatisere science fiction-klassikeren Dune, men tilføjede samtidig, at han slet ikke havde læst bogen. På trods af gigantiske ambitioner og grundigt forarbejde lykkedes det dog aldrig Jodorowsky at lave Dune-filmen. Historien om den karismatiske Jodorowsky og hans megalomaniske, men kulsejlede projekt er omdrejningspunktet i Frank Pavichs dokumentar Jodorowsky’s Dune, der i denne måned kan ses i Cinemateket (præsenteret i samarbejde med CPH:DOX).

Jodorowsky’s Dune lever i høj grad på sin fascinerende og meget underholdende historie. Gennem interviews med mange af projektets hovedpersoner får man et betagende indblik i en film, der på mange måder lyder for god til at være sand – og som den på en måde jo også er. Ligesom Stanley Kubrick aldrig fik realiseret sin Napoleon-film og Terry Gilliam stadig kæmper med en filmatisering af Don Quijote, er Dune et eksempel på en af filmhistoriens største film, der aldrig blev en film. Jodorowskys Dune har således også fået det lidt tvivlsomme prædikat ”The Greatest Movie Never Made”.

I 1974 havde Alejandro Jodorowsky opnået en vis succes med sine sære art house-film. Han blev derfor tilbudt at lave en film af sin faste producent Michel Seydoux og valgte altså Frank Herberts hovedværk Dune fra 1965. Jodorowsky begyndte dermed forberedelserne til den meget ambitiøse storfilm, han drømte om at lave. ”Jeg ville lave en film, der var som at være på LSD uden at være på LSD” fortæller Jodorowsky undervejs i dokumentaren. Isoleret på et fransk vinslot skriver Jodorowsky manuskriptet til filmen, der omsat til det store lærred ville vare over tolv timer.

ANMELDELSE AF:
Jodorowsky’s Dune

ORDET SYNES:
5-stars

PROD. ÅR:
2013

INSTRUKTØR:
Frank Pavich

LAND:
USA & Frankrig

Efterfølgende samler Jodorowsky sit hold af kunstneriske ”krigere”, der skal bistå ham forberedelserne til filmen. Billedkunstnere og tegneserieforfattere tilknyttes og skaber filmens visuelle side. Pink Floyd og Karlheinz Stockhausen hyres til at lave musikken. Rollelisten besættes blandt andre af Orson Welles, Mick Jagger og Salvador Dali – sidstnævnte med en gage på 100.000 dollars i minuttet! Selvom mange af projektets kreative kræfter gladeligt fortæller, at de aldrig har læst Dune, munder forberedelserne ud i et komplet storyboard til filmen med mere end 3000 tegninger.

På trods af de grundige forberedelser til det omfattende projekt lykkedes det ikke Jodorowsky og hans producenter at finde finansiel opbakning, da de tilbyder Hollywood projektet. Skellet mellem den kunstnerisk ambitiøse Jodorowsky og det kommercielle Hollywood blev for stort, lyder forklaringen fra danske Nicolas Winding Refn, der som en af de få har gennemlæst hele storyboardet sammen med Jodorowsky, og som derfor medvirker i dokumentaren. Projektet døde derfor langsomt ud, indtil Hollywood tilbød David Lynch at overtage filmatiseringen af Dune. Lynch’ udgave lykkedes dog på ingen måde, hvilket Jodorowsky selvtilfreds fortæller – verden har stadig en værdig filmatisering af Dune til gode.

Selvom Jodorowskys Dune aldrig blev realiseret, er det dokumentarens påstand, at den formentlig har haft stor indflydelse på den efterfølgende filmhistorie. På samme måde som Kubricks 2001: A Space Odyssey (1968) var banebrydende for science fiction-genren, har meget af den visuelle stil i Dune smittet af på efterfølgende film som Star Wars (1977), Blade Runner (1982) og Alien (1979).

Umiddelbart er Jodorowsky’s Dune en snæver film, men den rummer ikke desto mindre en dybere fortælling, når man skræller den filmnørdede fernis af. Jodorowsky tror på sin drøm og forsøger at udleve den, hvilket mange forhåbentlig genkender. Derudover er det en fornøjelse at høre den karismatiske og excentriske instruktør fortælle inspirerende om sine visioner for filmen og de anekdoter, der knytter sig til den. Den eneste anke er, at Jodorowsky’s Dune er lidt for ukritisk i sin tilgang til historien, men det tilgiver man hurtigt, når man overgiver sig til den betagende historie om Dune – den bedste film, der aldrig er lavet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *