WHY HIM?: Meet the Parents 2.0 bliver aldrig rigtig sjov

Af Emma Louise Ellehøj

Det er altid nervepirrende at møde sin udkårnes forældre for første gang. Netop dette første angstfremkaldende møde er der kommet flere, mere eller mindre vellykkede, komediefilm ud af. Why Him er instrueret af John Hamburg, der også er manden bag I Love You, Man (2009), Men så kom Polly (2004) og ikke mindst manuskriptet til Meet the Parents (2000). I Why Him er vi igen inviteret til familiesammenkomsten fra helvede, der er den ultimative kilde til akavede situationer, hvor alt, der kan gå galt, uden tvivl gør det.

I starten af filmen bliver vi præsenteret for familien Fleming midt i juletiden. Alt ånder fred og idyl, indtil den ældste datter Stephanie (Zoey Deutsch), under et skypeopkald, annoncerer, at hun har fået en ny kæreste. Den resterende familie beslutter derfor modvilligt at rejse til LA for at fejre jul og møde Stephanies nye kærlighed. Han viser sig at være ingen ringere end IT milliardæren Laird Mayhew (James Franco). Laird, der konsekvent er iført tank top og meget stramme bukser, kan ikke fuldføre en sætning, uden at ordene ”shit” og ”fuck” indgår og excellerer først og fremmest i at være upassende på alle tænkelige måder. Hans noget usædvanlige facon fører til en del sammenstød med Stephanies far (Bryan Cranston), der er chef for et lille trykkeri, som han, grundet digitaliseringen, kæmper med at få til at løbe rundt. Spændingerne mellem den excentriske Laird og faderen, der er en klassisk konservativ knudemand, udløser en tour de force i pinlige situationer krydret med dårlig stemning og bukake jokes.

ANMELDELSE AF:
Why Him?

ORDET SYNES:3-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

John Hamburg

LAND:
USA

Why Him forsøger på mange måder at være en moderne komediefilm anno 2016. Laird bor for eksempel i et gigantisk teknologisk vidunder af et mansion, hvor alt bliver overvåget og kommenteret af hans egen private form for Siri Robot, hvis stemme, også i filmen, er indtalt af Kaley Cuoco fra The Big Bang Theory (2007-). Udover de teknologiske gimmicks bliver der også flere gange refereret til nutidige fænomener såsom Game Of Thrones (2011-). Det bliver dog aldrig rigtig nyskabende, fordi filmen følger en form, der er set i så mange komediefilm før den. Dette får selve plottet til at føles genbrugt ligesom mange af vittighederne.

Why Him tilføjer altså ikke ligefrem noget originalt til rækken af ”mød forældrene pinlighedskomedier”, men den er så gennemført i sin overdrevenhed, at det faktisk bliver lidt sjovt en gang imellem. Det er svært ikke at trække på smilebåndet, når Lairds assistent Gustav (Keegan-Michael Key), der taler med en meget særpræget tysk accent, gang på gang overfalder ham for at træne hans reaktionsevne. Eller når Laird, for at imponere svigerfamilien, får bygget en bowlingbane tilplastret med svulmende malerier af Stephanies far. Størstedelen af humoren i Why Him bevæger sig inden for den platte genre, så hvis man synes, at jokes i penis-/toilet-kategorien er hysterisk morsomme, leverer filmen i allerhøjeste grad. Why Him er et ganske godt bud, hvis man har lyst til at slå hjernen fra og se en fuldstændig forudsigelig film, der ikke er vildt sjov, men heller ikke fuldstændig humorforladt. Hvis man derimod gerne vil overraskes eller udfordres intellektuelt, skal man nok vælge noget andet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *