McFARLAND, USA: USA! USA!

Af Niels Harpøth

Året er 1987, og Coach White (Kevin Costner) kaster en fodboldstøvle efter sit holds anfører. Den rikochetter fra et skab og skærer en fin lille flænge i fyrens fjæs. Med en deraf følgende fyring med i bagagen tvinges han og kernefamilien til at flytte til det eneste sted, han kan finde arbejde – den fattige flække McFarland i Californien.

Her starter han som træner på McFarland High School, hvis elever hovedsageligt består af mere eller mindre socialt udsatte latinamerikanere. Som fodboldhold fungerer de slet ikke. Men White har et godt øje, og da han ser de boldblinde drenge spæne over plænen, bliver han inspireret til at oprette McFarland High Schools helt eget terrænløbshold.

Det kommer til at bestå af en broget gruppe teenagere, der er som taget ud af alle andre holdsport-underdog-fortællinger: Der er den flabede pretty boy, fyren med familieproblemer og den let overvægtige comic relief, der skal vise, at der er plads til alle på holdet. På deres vej mod delstatsmesterskabet erstattes gnidninger og frustrationer mellem træner og hold langsomt af gensidig respekt og egentlig venskab. Hvem havde set den komme? Det er en historie Mr. (Great) White (Hope) endnu en gang får losset de unge lømler ud af slummen.

Lyder det klægt? Det er det. Når White under det altafgørende ræs tænker tilbage på de tidlige dage med holdet og hvor langt, de sammen er nået, alt imens nationalsangen kører på lydsporet, så bliver det simpelthen for megen sakkarin. Føl, for helvede! Hvilket jeg ikke gjorde. For helvede.

ANMELDELSE AF:
McFarland, USA

ORDET SYNES:2-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Niki Caro

LAND:
USA

McFarland, USA er på sin vis en utroligt frustrerende film. Ikke fordi den er dyb, kompleks eller på anden – eller rettere, nogen som helst – måde vanskelig. Den er helt igennem gennemsnitlig. Det hele er fint nok og lige meget, og der er virkelig lidt at få pulsen op over af hverken godt eller dårligt. Skuespillet er fint nok. Intentionen er fin nok. Musikken er endda til tider behagelig frem for kvalmende. Det hele er så forbandet okay, at det er til at brække sig over.

Det skal selvfølgelig ikke udelukkes, at mange vil finde denne lille fortælling både rørende og inspirerende. Mon ikke der er et øje eller to, der fælder en tåre eller tre, når filmens afsluttende tekst fortæller om de unge menneskers skæbne og den forskel, White gjorde for dem? Mine var derimod tørre og blev kun vædet, når jeg rullede med dem i mild irritation over filmens banalitet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *