MAY GOD SAVE US: Når ondskab bortforklares

Af Adam Ambus Madslund

Forestil dig følgende plotsynopsis til en ny, fjollet amerikansk buddy-cop-komedie: En seriemorder er på fri fod. Han myrder udelukkende kvinder i alderen 70 og opefter på grund af et moderkompleks, der har fulgt ham hele livet. To politibetjente sættes på sagen og de kunne ikke være mere forskellige. Den ene er fysisk stor og har et voldsomt temperament, men er god nok på bunden. Hans makker er fysisk en del mindre, socialt akavet og stammer voldsomt, men er til gengæld den bedste politimand i korpset, da han har øje for detaljer, som andre ikke har. Oplagt plot til en komedie, der gør grin med thrillergenres konventioner ved at anvende så mange klichéer som muligt. Ikke desto mindre udgør den ovenstående synopsis plottet til den meget dystre og dybt seriøse spanske thriller May God Save Us.

 

Det er ærgerligt, at en film der har så mange ting kørende for sig, specielt virkelig godt skuespil fra de to hovedroller, kæntrer under sin egen vægt af genreklichéer. For det er ikke en direkte dårlig film, men man savner noget nytænkning, og at den turde gå hele vejen med sine tematikker. For en gang imellem dukker der dog nogle ting op, der ikke lugter langt væk af klichéer, men det bliver aldrig rigtig forløst. En meget påklistret romantisk sidefortælling mellem den socialt akavede betjent Luis og en rengøringsdame, udvikler sig pludseligt i en overraskende dyster retning. I en voldsom scene viser det sig, at Luis har nogle seksuelle lyster, han ikke ved, hvordan han skal kontrollere. Han viser nogle af de samme tendenser, som den morder han bruger al sin energi på at jagte. Desværre følges der aldrig rigtig op på denne del af historien og det hele forløser sig lidt for nemt. På samme måde skal den anden betjent Javiers voldelige tilbøjeligheder også afspejle morderen, men dette udforskes endnu mere overfladisk.

ANMELDELSE AF:
May God Save Us

ORDET SYNES: 

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Rodrigo Sorogoyen

LAND:
Spanien

Selv da filmen tager et ukonventionelt narrativt greb og forlader betjentene til fordel for at følge morderen, frustreres man af hvor unuanceret og karikeret en karakter han er. Det skyldes i høj grad, at hele hans morderiske væsen bortforklares til at skyldes et barndomstraume. Hermed ikke sagt, at sådanne traumer ikke er med til at definere en person, men det føles direkte dovent fra manuskriptforfatternes side, da noget lignende kan ses helt tilbage i Alfred Hitchcocks Psycho  (1960) og utallige gange siden. Desuden får det ham til at virke mindre farlig, for det er netop når roden til ondskab ikke kan forklares, at det for alvor kan blive uhyggeligt. Tænk bare på Anton Chigurh (spillet af Javier Bardem) i Coen-brødrenes No Country For Old Men (2007) eller Peter og Paul i Michael Hanekes Funny Games (1997). Deres handlinger begrundes ikke, og det er derfor de er skræmmende. I dette tilfælde mister ondskaben sin pondus ved, at den bortforklares og bagatelliseres. Selvom filmen konstant bevæger sig ind i en mere og mere dyster retning, der vil afsøge menneskesindets mørkeste og mest tabubelagte afkroge, bliver det desværre aldrig særligt nuancerigt.

På trods af alt dette, kan May God Save Us stadig anbefales til fans af genren, da den på det skuespilmæssige og tekniske niveau er virkelig godt udført og den til tider formår virkelig at være nervepirrende. At filmen foregår i Madrid i 2011, en af de varmeste somre i mands minde, fungerer også rigtig godt, da den konstante varme næsten bliver en medaktør i plottet. Det er derfor ekstra ærgerligt, at den forfalder til klichéer og ikke tør gå hele vejen med sine dystre tematikker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *