ET TYSK LIV:
Masser af potentiale, men kreativ mangelfuld

Alle mennesker har en historie at fortælle. Nogle er mere interessante end andre, typisk dem der har afsæt i noget tragisk. Anden verdenskrig er fyldt med sådanne kapitler, og her er endnu et til samlingen.

Brunhilde Pomsel var egentlig en ganske typisk ung, tysk kvinde, om end med et lidt usædvanligt job. Som født i 1911 har hun oplevet både første og anden verdenskrig. Den sidste på allernærmeste hold som sekretær for propagandaministeren Joseph Goebbels.

Filmen fortæller således hendes historie; fra fattig pige, over sekretær for en jødisk advokat i 20’ne, til jobbet hos en af de mest markante figurer i nazi-regimet.

Der hersker ingen tvivl om, at det er en kvinde der har levet et langt liv. Som hun sidder foran kameraet, sort bagrund, kun hende belyst, ser man hver eneste fure og rynke i hendes ældede ansigt. De bliver ekstra fremhævet, da filmen præsenteres i sort/hvid, så alle konturer står fuldstændig klart. Pomsel har desuden en naturlig dramatisk flair over sig, så hun fremstår som en filmdiva fra tidligere tider – gestikulation og lettere pompøs tale en masse. Så langt, så godt.

Men det bliver meget hurtigt monotont.

Bevares, der klippes lidt imellem forskellige vinkler på hende, og der kommer små arkivklip og citater fra Goebbels ind, men selv det bliver kedeligt.

Nogle af klippene er spot on og gruopvækkende, mens andre er malplacerede og ikke giver mening i konteksten. Bare fordi man har haft adgang til eksklusivt materiale, er det ikke nødvendigvis en god ide at bruge det.

Teknisk og æstetisk er det også pauvert, når man har valgt at klippe ind i billedet, så det før så skarpe visuelle nu bliver en grå masse af pixelkaos. Det ser simpelthen forfærdeligt ud på et stort lærred og er ikke en biograffilm (eller temaet for den sags skyld) værdigt.

Pomsel selv bliver også lidt træg at høre på til tider. Det bliver lidt for meget lommefilosofi og lidt for lidt om, hvad der egentlig foregik i dengang. I stedet for en unik indsigt får vi serveret en sludder for en sladder om hendes ungdom og minimalt om det, der egentlig gør hende interessant.

Et underliggende tema omhandlende individets ansvar overfor massens ansvar ligger og presser sig på. Der bliver dog ikke rigtig taget hånd om det, på nær et par bemærkninger og velplacerede arkivklip – hvilket er meget symptomatisk for filmen som helhed. Intentionerne er der, men udførslen lever ikke op til forlægget.

Kommentarer