Marvel, Justice League, og DCs Fundamentale Problem

Af Gustav Stubbe Arndal

Med Justice League i biograferne er det værd at spørge: hvad gik der galt? Og hvilke lektier bør Warner Brothers lære af Marvels succes?

 

For en måned siden udkom Thor: Ragnarok (2017), Marvels hidtil bedst anmeldte film. Med en morsom tone og en unik instruktør bag rattet var det svært ikke at lade sig rive med. For en uge siden erklærede Universal Studios, at deres ”Dark Universe,” en shared universe filmserie med klassiske monstre som Mumien, Frankensteins monster og Dracula, var aflyst. Nu udkommer Justice League til en mildest talt lunken modtagelse fra kritikere.

 

Hvorfor er det tilsyneladende kun Marvel Cinematic Universe (MCU), der kan finde ud af, at få shared universe konceptet til at fungere? Hvad der startede som et vildt eksperiment er nu blevet til den største og bedst tjenende franchise i det 21. århundrede, og intet tyder på, at det stopper i den nærmeste fremtid. Men andre filmstudier som Universal og især Warner Brothers’ DC Extended Universe (DCEU) sakker langt bagud både med kritisk reception og indtægt.

 

Hvilke lektier kan man lære af Marvels succes, og hvilke fejltagelser bliver begået af gigantens rivaler?

 

Alle vil have et univers. Ingen laver Iron Man

 

Justice League (2017) virker ikke. Det store team-up af ikoniske helte, der satte Marvel på toppen af filmverdenen i The Avengers (2012) er her en rodet, kedelig actionfilm—tomme kalorier i actionfilmform. Det kunne være afværget med en smule tålmodighed og nogle gode film.

 

Problemet ligger i det manglende fundament. For at få noget ud af det delte univers, skal man først have det grundlæggende på plads, og hvor Marvel tog sig tid og kræfter til at gøre blandt andet Robert Downey Jr.’s Iron Man og Chris Evans’ Captain America til genkendelige stjerner, forsøgte DC at tage smutvejen, og har betalt for det siden.

 

DC drog ikke inspiration fra optakten til The Avengers; hvordan Marvel havde lavet solide actionfilm med vidt forskellige hovedpersoner i vidt forskellige filmverdener, og endda i forskellige genre, for senere at bringe dem sammen da de hver var etablerede. I stedet forsøgte de at gøre hvad The Avengers gjorde, men med flere gråtoner og masser af ”brand recognition.”

 

Logikken giver meget mening (især hvis man for eksempel er en forretningsmand uden forståelse for den kreative proces). Hvor det bredde publikum formentligt ikke kendte meget til Iron Man, Captain America eller Thor før Marvel introducerede dem, kan man regne med, at de ved nøjagtigt hvem Superman og Batman er. Men fejltagelsen er denne: bare fordi Henry Cavill tager en blå dragt på og bliver kaldt Superman, betyder det ikke, at han er en Superman, man har lyst til at se mere af.

 

Med Man of Steel (2013) fik vi Zack Snyders version af Superman; en muggen gut, der slår superskurke i fjæset indtil storbyer kollapser, og fortvivler over, hvor hårdt det er, at være helt. Denne version af Superman var ikke modtaget specielt godt. Og hvor Iron Man (2008) fokuserede på Tony Stark i en personlig størrelse, sprang Man of Steel direkte ud i storslået ikonografi og verdens skæbne.

 

DC skabte kort sagt ikke god vilje med sit publikum, før de sprang ud i store øjeblikke og crossovers. Også Universal Studios var langt inde i planlægningsprocessen før The Mummy (2017) viste sig at være en stinkbombe. Alle studier vil have deres eget filmunivers. Men ingen starter med deres egen Iron Man.

 

Drevet af producere

 

Man kan se den forretningslogik, der lå bag DC’s bommerter. The Avengers tjente milliarder, og Warner Brothers sad på rettighederne til Marvel heltenes største konkurrenter. Christopher Nolans Batman film var nået en konklusion, og nu var det bare om at få fut i den for at hale ind på Marvel.

 

Problemet var, hvor stor kontrol finansielle faktorer havde over kreative beslutninger. Marvel er blevet kendt for at være meget producer-styret, og det er selvfølgelig nødvendigt hvis man skal få syv filmserier til at foregå i samme univers, og bygge sig frem til store crossover events. Men Marvels producere, især deres filmpræsident Kevin Feige, prioriterer gode fortællinger og interessante ændringer samtidig med finans. For eksempel, da de fik rettigheder til Spiderman fik de Peter Parkers fortælling integreret i Captain America: Civil War (2016) og byggede videre på det i hans egen film. Det finansielle boost, filmen fik som resultat af aftalen med Sony gik hånd i hånd med en interessant tilføjelse til MCU.

 

Omvendt kan DC’s prioriteter ses tydeligt i deres største ulykke: Batman v Superman: Dawn of Justice (2016). Man of Steel havde forinden modtaget hårde anmeldelser, og indtjente ikke så godt som man havde håbet på. Så hvad gør man, hvis ens film ikke tjener nok? Man putter Batman i dem! Lad os ovenikøbet låne fra nogle af de bedst sælgende Batman og Superman historier, The Dark Knight Returns og The Death of Superman. Put også lige Lex Luther i den. Og Wonder Woman!

 

Resultatet var en af de værste superheltefilm nogensinde, med et plot der var svært at finde hoved og hale i, manglende motivation fra samtlige hovedpersoner, og en overordentlig manglende forståelse for begge filmtitlens helte. Men der var selvfølgelig tid til at sætte kommende film op med videoklip og mystiske drømme. For DC var det vigtigere at få heltene samlet, end det var at gøre deres samlede historie noget værd.

 

Resultatet

 

The Avengers var en jublende triumf; om ikke en af de bedste, så en af de mest underholdende superheltefilm, der findes. Alle brikkerne blev sat på plads, og den vanvittige idé om et delt univers blev en sensation. Justice League er kedelig. Der bliver snakket en masse om håb og teamwork, og folk siger endda vittigheder (en ny idé for DCEU), men der er en tomhed i tingene, en mekanisk fremmarch mod det uundgåelige. Selvfølgelig dør Superman ikke. Selvfølgelig kommer holdet sammen. Selvfølgelig vinder de dagen. Selvfølgelig bliver der sat nye ting op. Det er jo det, filmen er til for. Ikke for at underholde, men for at vise, at DC også er et shared universe.

 

Når vi ser en Superman, der surmuler over at være verdens frelser, som var skyld i utallige dødsfald og blev betragtet med mistro af en stor del af verdens befolkning, hvordan kan vi så tro på, at hans død og genopstandelse betyder noget? Hvordan skal vi tro på Bruce Waynes og Clark Kents venskab, når de bankede hinanden til plukfisk over en dum misforståelse? Hvordan skal vi heppe på en Aquaman, Cyborg og The Flash, vi knap har mødt? Justice League, en film der burde være en sammenkomst af elskede karakterer, er nu en middelmådig actionfilm med et absurd budget og alt for mange boller i suppen.

 

Det er svært at se, hvordan man kan bygge noget holdbart på et fejlslået fundament. Hvor Marvel kan trække på karakterer og konflikter fra over et dusin solide film, skal DC bygge sit univers uden om en død og genoplivet Superman, folk ikke kunne lide. For Marvel er kontinuitet og et delt univers en fordel. For DC er det blevet en ulempe.

 

Hvad nu?

 

Der er måske håb forude. Til foråret udkom Wonder Woman, en rigtig god DC film på niveau med noget af Marvels bedre materiale, og blev modtaget af glade anmeldere og tilskuere. Filmen var en simpel oprindelsesfortælling med en karismatisk skuespiller i hovedrollen—præcis hvad DC skulle have startet med.

 

Man kan se spor af Wonder Womans indflydelse i Justice Leagues bedre øjeblikke. Superman er genopstået, og han smiler mere end han nogensinde har før, og forhåbentlig kan de nyankomne helte få deres tid i rampelyset, når deres egne film udkommer. Det kommer til at tage rigtig lang tid, før DCEU kommer sig over sin forfærdelige start, men måske, hvis DC lærer de rigtige lektier fra Marvels og deres egne succeser, kan vi en dag se en alvorlig konkurrence mellem de to legendariske superhelteuniverser. Indtil da kan man vel glæde sig til den næste Avengers film.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *