THE MARTIAN: ”I’m gonna have to science the shit out of this!”

Af Rasmus Angelsnes Hansen

Endnu engang har storfilms-instruktøren Ridley Scott blikket vendt mod andre dele af universet end jorden. Med The Martian er det selvfølgelig Mars, der er i fokus. Og i en tid, hvor danskere flyver rundt uden for atmosfæren og vand nærmest fosser ud af huller på den røde planet, har filmen potentiale for stor popularitet.

Matt Damon er i rollen som NASA-astronauten Mark Watney taget med et hold på en videnskabelig mission på Mars. Ganske hurtigt får holdet dog problemer under en sandstorm og må afbryde missionen og rejse hjem. Uden Watney.

Herefter følger vi hans desperate kamp for først at fremmest at overleve helt alene på en fremmed planet og dernæst få kontakt til jorden og igangsætte en redningsmission.

Vi lærer blandt andet Watney at kende gennem ensomme monologer til et GoPro-kamera, som han udtømmer sine tanker og planer for som en almindelig dagbogsskribent. Vi lærer altså hovedkarakteren at kende ved, at han taler direkte til publikum, hvilket giver en ganske fin fornemmelse af forbindelse mellem os og marsboen.

Vi er menneskeheden, som Mark håber engang vil genleve hans udfordringer på planeten. Den lidt for standard astronaut-type, der dog har et ordentligt lag humor og ikke er bange for at grine døden lige i fjæset, er gennemgående spillet godt af den rutinerede Damon.

ANMELDELSE AF:
The Martian

ORDET SYNES:

5-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Ridley Scott

LAND:
USA

Et eksempel på denne humor ses, når det går op for Watney, at han bestemt ikke har tænkt sig at dø på Mars. Her kigger han med en tør kækhed ind i sit logbogskamera og siger ”I’m gonna have to science the shit out of this!”

Det lader lidt til at Ridley Scott har sagt det samme til sig selv, da han lavede filmen. I hvert fald er størstedelen af den funderet i videnskaben, og det hele virker meget, meget realistisk. NASA har hjulpet til under flere dele af produktionen, og forfatteren til bogen bag filmen Andy Weir har brugt år på research.

Det har medført at produktionsdesignet er ekstremt gennemført. Man tvivler ikke et sekund på, at Watney er på Mars, og at hans metoder for overlevelse ville være plausible. Æstetik og troværdighed forenes rigtig flot – Mars bliver nærmest paradoksalt jordnært.

En af de ting, der gjorde størst indtryk på mig som publikum til The Martian, var dens lydside. Den har et spændende disco-soundtrack, der fungerer både diegetisk og som almindeligt soundtrack. Det nævneværdige er dog det grotesk vellavede lyddesign. Fra Watneys subjektive sansninger til raketmotorer, der blæser tonsvis af brændstof afsted under sig, brillerer lyden fuldstændig. Hvis denne film får nogle Oscarnomineringer, så bliver ’bedste lyd’ i hvert fald en af dem.

Som med to andre nye sci-fi klassikere, Interstellar og Gravity er både lyd- og billedsiden så imponerende, at filmen skal ses i biografen.

Nogle vil nok synes, at det er lige lovlig lang tid at se på Matt Damon i en rød sandkasse i den 2 timer og et kvarter lange film. Jeg er ikke helt uenig. Et sted i 2. akt snubler filmen og ender i en meget forudsigelig tråd, hvilket medfører, at den taber pusten.

Den vælger at følge denne lidt sukkersøde kliché – og det klæder ikke filmen. I det hele taget er der ikke meget nyt under solen (heller ikke på Mars) i The Martian historiemæssigt. Men det er måske heller ikke så vigtigt, og den når da heldigvis at kæmpe sig tilbage og blive rigtig spændende.

The Martian er uhyre kompetent til det, den gør. Ganske vist halter den lidt undervejs, og det er bestemt ingen original historie, vi får fremlagt. Men det her er en virkelig god og gennemført sci-fi film – sådan nogle der desværre er langt i mellem. Nogle gange handler det mere om, hvordan tingene ordnes, end hvad der egentlig sker.

Kommentarer