En kvinde i kampens hede

Af Ditte Fiil Ravn

I denne uge er der premiere på filmen A Thousand Times Good Night – en historie om en kvindelig krigsfotograf der må vælge mellem jobbet og kærligheden. Det samme valg måtte en kvindelige krigskorrespondent tage tilbage i 1945, hvor 2. verdenskrigs konsekvenser var altoverskyggende, og en hævngerrig og frustreret ægtemand ville have et endegyldigt svar. For hende blev valget karrieren, men i dag huskes hun stort set kun for det ægteskab, hun valgte fra. Martha Gellhorn var i over 60 år en af de vigtigste kilder til krigens rædsler, og hendes skrivestil fik hende kåret af Daily Telegraph til en af de største krigskorrespondenter i det 20. århundrede. Ordet sætter fokus på den rapkæftede og evigt selvstændige journalist, som med sine krigsfortællinger blev et dybt relevant bidrag til det forgangne århundredes medieland.

Depressionens ofre og begyndelser

 

Martha Gellhorns karriere som krigskorrespondent starter, da hun i 1937 tager til Spanien for at skrive om Den Spanske Borgerkrig. Allerede nogle år forinden havde hun dog fundet sin egen stemme. Under Depressionens ubarmhjertige ødelæggelse af USA’s økonomi og mennesker, tager hun de spæde skridt til at etablere den skrivestil og tematik, der vil gennemsyre hendes karriere. I 1933 bliver hun som 25-årig hyret af The Federal Emergency Relief Organization, dannet af Franklin D. Roosevelt til at ”bekæmpe” Depressionen. Sammen med 15 andre journalister skal hun berette om dens ofre og deres hverdag i et kriseramt USA, og her står hun ansigt til ansigt med samfundets svageste, der fremover bliver centrale for hendes artikler. Hendes skriverier ophobber sig dog blot i mapper på et kontor, indtil hun selv udgiver novellesamlingen The Trouble I’ve Seen i 1936, der er inspireret af de oplevelser, hun har haft under Depressionen. Rapporterne bliver læst af daværende præsidentfrue Eleanor Roosevelt, og de fattiges fortællinger bliver starten på et livslangt venskab mellem de to.

Den spanske regn

Martha i Spanien ca. 1937-38.
Martha i Spanien ca. 1937-38.

 

Med en succesfuld bogudgivelse bag sig, bliver hun hyret af magasinet Collier’s Weekly som korrespondent og drager i 1937 mod Spanien. Her er hun vidne til general Francos forsøg på at vælte den republikanske regering. Dog føler hun sig ikke godt nok udstyret til at rapportere om krigen, da hun intet ved om hverken våben eller krigstaktikker. Hun bliver opfordret af sin daværende elsker til at skrive om det, hun ved noget om: Krigens ofre, de almindelige mennesker. Det gør hun med stor medlidenhed og en indestængt vrede over den situation, de befinder sig i:

”You had a feeling of disaster, swinging like a compass needle, aimlessly, over the city. (…) It is bad enough to be cold, never to eat quite enough, to wait for the sound of the shells, but at least one must have four walls, at least four solid walls, to keep the rain out.”

Manden der giver hende det råd, er også den mand, der den dag i dag overskygger hendes karriere og status: Ernest Hemingway – en af det 20. århundredes største forfattere.

Opgøret med Hemingway

Imens kærligheden blomstrer mellem Martha og den gifte Hemingway, rapporterer hun om fascismens opblomstring i Tyskland og modstanden i Tjekkoslovakiet i artiklen ”Come Ahead, Adolf!” fra 1938. Da krigen bryder ud, rapporterer hun også fra Brasilien, Hong Kong, Burma og Singapore. Hun er til stede ved Blitzen i London, og hun er forrest i fronten, da amerikanske tropper invaderer Normandiet på D-dag. En svær bedrift, i en tid hvor kvinder egentlig er forment adgang på frontlinjen.

Gellhorn og Hemingway i 1941. Foto: Hulton Archive/Getty Images
Gellhorn og Hemingway i 1941. Foto: Hulton Archive/Getty Images

På hjemmefronten bliver korte stunder af lykke efterfulgt af turbulente tider. Efter Hemingway forlader sin daværende kone, bliver han og Martha gift i 1940. I deres hjem på Cuba, arbejder de begge på noveller. Men den nygifte Gellhorn kan ikke ignorere, hvad hun hører i radioen om krigen. Hun har erfaret, at livet som krigskorrespondent er hendes kald, og hendes historier er vigtige. De er for mange den eneste kilde til krigen. Hemingway opfordrer hende til at rejse ud og skrive, men fortryder hurtigt. Han bliver vred over hendes lange rejser, og skriver til hende i 1943: “Are you a war correspondent, or wife in my bed?”. Selvom Hemingway selv er en stor forfatter, er han højst sandsynligt jaloux: En succesfuld kone er for meget for den alkoholiserede Hemingway, der har svært ved at unde hende succesen. Deres ægteskab ender i 1945, da Gellhorn definitivt vælger karrieren over kærligheden.

Men inden ægteskabet endeligt går i opløsningen, har den hævngerrige Hemingway fundet ud af, hvordan han kan ramme Gellhorn, der hvor det gør mest ondt. Han får selv en aftale i hus som krigskorrespondent på D-dag for Collier’s Weekly – det blad Martha selv skriver for.

 

Alle kneb gælder

 

Da hun skal af sted mod fronten til D-dag, erfarer hun, at selvom kvindelige reportere har adgang til krigszoner, så er det med begrænsninger. Hun formår at nå kampens hede alligevel: Hun går om bord på et hospitalsskib og udgiver sig for at være bårebærer udelukkende for at nå frem til fronten og se krigsflyene lande i Normandiet. I en artikel om de sårede på hospitalsskibet fortæller hun om dagligdagen, rutinerne og små gribende fortællinger, om de forskellige skæbner for de mange sårede:

“On a deck, in a bunk by the wall, lay a very young lieutenant. He had a bad chest wound, his face was white, and he lay too still. (…) He had been wounded the first day, had lain out in a field for two days and then crawled back to our lines, sniped at by the Germans. He realised now that a German, badly wounded also in the chest, shoulder and legs, lay in the bunk behind him. The gentle-faced boy said very softly, because it was hard to speak, “I’d kill him if I could move.”

Døden i Dachau

 

Men den vigtigste artikel i hendes karriere og den mest skelsættende oplevelse i hendes liv, er da hun oplever de allieredes befrielse af Dachau:

“Behind the barbed wire and the electric fence, the skeletons sat in the sun and searched themselves for lice. They have no age and no faces; they all look alike and like nothing you will ever see if you are lucky.”

 

Hendes artikel er en journalistiks milepæl. Med sans for detaljer formår hun at illustrere rædslerne for utallige læsere, der aldrig vil komme tættere på krigen end i denne artikel. Med en stærk subjektivitet og fanden-i-voldskhed skriver hun:

Martha_5
Martha taler med italienske soldater.

“Behind one pile of dead lay the clothed healthy bodies of the German guards who had been found in this camp. They were killed at once by the prisoners when the American Army entered. And for the first time anywhere, one could look at a dead man with gladness.”

 

Især fornemmer man, hvordan hun bliver så inderligt berørt af Dachaus befrielse, at hun er nødt til at pege på skyldneren og sige:

 

“We are not entirely guiltless, we the Allies, because it took us twelve years to open the gates of Dachau. We were blind and unbelieving and slow, and that we can never be again. We must know now that there can never be peace if there is cruelty like this in the world. And if ever again we tolerate such cruelty we have no right to peace.”

 

Efter krigen arbejder Gellhorn for Atlantic Monthly, hvor hun bl.a. dækker Vietnamkrigen – en krig hun også finder dybt forstyrrende med en masse unødvendig død hos begge lejre. Hendes sidste opgave, er da hun som 81-årig dækker USAs invasion af Panama.

60 år i orkanens øje

 

Den dag i dag er Martha Gellhorn stadig mest kendt som Ernest Hemingways tredje kone. En titel hun helst selv ville glemme, og nægtede at tale om i interviews. Men i virkeligheden var hun mest af alt en rapkæftet dame, der kæmpede for at fortælle om krigens konsekvenser. Senere hen er hun blevet stemplet som venstreorienteret og oversentimental, men ikke desto mindre satte hun fokus på krigens ofre, og fortalte historier fra fronten, der hverken

Martha Gellhorn var en journalistisk foregangskvinde, men hendes dedikation kostede hende dyrt.
Martha Gellhorn var en journalistisk foregangskvinde, men hendes dedikation kostede hende dyrt.

var heroiske, militaristiske eller sensationelle. Det var følsomme, barske fortællinger med plads til social kritik og en frustration over verdenssituationen. Hun sagde selv om sin journalistik:

“The only way I can pay back for what fate and society have handed me is to try, in minor totally useless ways, to make an angry sound against injustice.”

Hendes liv blev dedikeret til karrieren, og det havde konsekvenser for hende privat. Hun giftede sig igen og blev senere skilt. Hun adopterede en italiensk dreng, som hun aldrig knyttede sig til, og derfor måtte opgive. Hendes dedikerede liv havde seriøse personlige konsekvenser, men de blev aldrig en hindring for at berige verden med krigens hemmelige fortællinger. Fortællinger om dem, den påvirkede mest.

Kommentarer