MARGUERITE: Sangfuglens nye klæder

Af Trine Balle

”Han har jo ikke noget tøj på”, råber et lille barn i H.C. Andersens velkendte eventyr Kejserens nye klæder. Ordene er rettet mod den stakkels kejser, der stolt spadserer gennem gaderne uden en eneste trevl på kroppen. To unge plattenslagere har snydt ham til at tro, at han bærer tøj, som kun de kloge kan se, og nu latterliggøres han foran alle byens borgere.

Næsten samme skæbne lider rigmandskvinden Marguerite i dette franske tragikomiske drama. Hendes karakter er løst baseret på den amerikanske amatørsanger Florence Jenkins, der blev hyldet, men også hemmeligt hånet for sit manglende sangtalent. Der spilles altså på en ”de-fattige-narrer-de-rige”–skabelon, men så alligevel ikke – for i Marguerite narrer de rige også de rige, og filmen har både en humoristisk, forførende og overraskende vinkel på denne sag.

I 1920’ernes Paris møder vi Marguerite; en smuk overklassefrue i sin bedste alder. Hun lever og ånder for opera og ikke mindst for at synge, hvilket hun ynder at gøre tit, ofte – og højt! Desværre er der ikke nogen, der har nænnet at fortælle hende, at hun ikke har en tone i livet. Tværtimod forsøger to unge anarkistiske journalister at opmuntre Marguerite til at optræde på den største scene af alle, Operaen, og derved gøre hende til et ironisk kunstprojekt imod det bedre borgerskab.

Som tilskuer er der ikke en eneste tå, som ikke krummes, når Marguerite slipper sin særprægede stemme løs. Iført påfuglefjer og diamanter massakrerer hun bl.a. det berømte tema fra Mozarts Tryllefløjten, men modtager aldrig andet end applaus. Der vækkes en trang til at ruske lidt realitetssans ind i hende, men omvendt mærker man en dybfølt sympati for det stakkels menneske, der kollektivt holdes for nar. I bund og grund vil hun bare gerne anerkendes af sin åndsfraværende ægtemand, og sangen er blot et misforstået middel til at opnå dette.

ANMELDELSE AF:
Marguerite

ORDET SYNES:5-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Xavier Giannoli

LAND:
Frankrig, Tjekkiet & Belgien

Hovedrolleindehaver Catherine Frot er fantastisk som den naive Marguerite, og skildringen af hendes godtroende tilgang til livet er yderst rørende. Den anvendte musik, både i og udenfor diegesen, komplimenterer både det oprørske jazzede undergrundsmiljø og overklassens operaverden, og ser man bort fra Marguerites optrædener, er der kun balsam for øregangene i vente.

Filmens visuelle æstetik er ligeledes imponerende, og den gennemgående 1920’er setting er fuldent i hvert eneste billede. Villaens prangende og tætpakkede værelser, udsmykket med lysekroner, instrumenter og udstoppede dyr, står i skarp kontrast til den indre tomhed, som Marguerite tydeligvis besidder. Hun ejer en verden af materielle goder, men det eneste hun vil have, er lidt opmærksomhed og kærlighed fra sin mand.

Marguerite sender desuden en skarp kommentar til det idoldyrkende samfund, der ligesom nutidens reality-serier udstiller og hylder folk for at være ufrivilligt sjove. Der er altså også noget aktualitet at hente, da den fint påviser mediernes magt til kynisk at etablere en ”stjerne” for derefter at pille vedkommende ned igen. I mediernes verden er sandheden altid til diskussion, og sandheden skal man som bekendt høre fra børn og fulde folk. Men om Marguerite får klar besked, ligesom kejseren i det gamle eventyr, må nu være op til den beskuende at konstatere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *