MAPS TO THE STARS: Hollywoods blodskam

Af Niels Harpøth

Vansirede Agatha (Mia Wasikowska) ankommer til Hollywood fra Jupiter, Florida. Igennem et online venskab med Carrie Fisher får Agatha job hos den midaldrende skuespillerinde Havana Legrand (Julianne Moore), som var blevet træt af sin tidligere ”chore-whore”.

Legrand hjemsøges (ganske bogstaveligt) af mindet om sin afdøde mor og er desperat efter at få den rolle, som gjorde moren berømt, i et kommende remake, men alt tyder på, at den vil gå til en yngre skuespillerinde. Hun søger terapi hos den meget fysisk-orienterede selvhjælpsguru, Stafford Weiss (John Cusack). Han er far til monstret Benji (Evan Bird), en 13-årig stjerne med en stofafvænning under bæltet, der ligesom Legrand må slås med en yngre model, som truer med at tage hans plads i rampelyset.

I periferien af alt dette finder man Jerome (Robert Pattinson), en limousine-chauffør med stjernedrømme. Han fremstår som den eneste karakter, der ikke er blevet inficeret med Hollywoods vanvid, og han udgør et frisk pust af normalitet, hvornår end han dukker op. Dette ensemble-genresammensurium minder til tider om Magnolia (1999), men som set igennem et forvrængende spejl i et hurlumhejhus, hvor mennesker og deres laster vrides til uhyrlighed.

ANMELDELSE AF:
Maps to the Stars

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

David Cronenberg

LAND:
Canada

Det er frygtindgydende, så væmmeligt et karaktergalleri Cronenberg stiller op, og deres uhyrlighed vil uden tvivl kaste mange af i svinget. Men til dem, der kan klare de ækle sjæle, er der skiftevis frastødende og morsomme øjeblikke at finde – i enkelte tilfælde fatter man endda sympati for nogle af disse arme kræ, som filmen viser som sagesløse, omend stadig hæslige, resultater af deres miljø. Der er skræmmende stof til eftertanke – ikke bare om hvordan disse mennesker er, men også hvorfor.

Det er grimt på rigtig mange måder. Filmens stil er præget af en overlagt anti-glamourisering af det solrige Californien og dets indbyggere. Hvert billede antyder en plasticitet og inauntenticitet. Man får næsten indtrykket af, at Hollywood, i forsøget på at dække over det indre moralske forfald, har fået foretaget adskillelige kosmetiske operationer. Meget lig de sørgelige, aldrende skuespillere, som konsekvent forsøger at holde sig unge. Menneskets antagonistiske forhold til kroppen er endnu en gang til stede hos Cronenberg og udgør som sædvanlig en tematisk hjørnesten. De unge vil være ældre, mens de ældre vil forblive unge – her er det taget til, hvad der bør være et ekstrem, men som nok egentlig er meget virkelighedsnært.

Den kropslige fiksering spiller dog i denne omgang andenviolin til Cronenbergs kliniske decimering af Hollywood og alt, hvad dertil hører af egoisme og indavl. Det er første gang at den canadiske instruktør bevæger sig uden for fædrelandets grænser og med Maps to the Stars får man et klart indtryk af hvorfor. Med sin distinkte tilgang har Cronenberg skabt en film, der forkaster Hollywood som institution. Samtidig brydes tabuer i flæng, og det er da meget fornøjeligt at se ting, som studiechefer ikke ville røre med en ildtang – det er bare ærgerligt, at filmen ikke går endnu længere. Maps to the Stars ender i en uheldig balance, hvor et spring til den ene eller anden side ville have gjort den godt. Den er ikke ekstrem nok til at udgøre forårets vilde filmiske oplevelse, men der også for grotesk til de fleste. På trods af dette er den et kig værd.

Kommentarer