Et halvt mesterværk

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Efter ti års forberedelse er mesterinstruktøren Wong Kar Wais storstilede filmprojekt om Bruce Lees læremester Ip Man endelig færdigt – og re- sultatet? Stilen fejler intet, men substansen lader en del tilbage at ønske.

Fejende flot men fandens forvirrende
Åbningsscenen viser en mand i en hvid hat, der i sølende regn, og uden at fortrække en mine, sparker nå- desløs røv på en mindre hær af anonyme håndlangere. Der er virkelig kræset for detaljerne i afbildningen af de fuldfede regndråber, der falder omkring kombatanterne, samler sig på mandens hatteskygge og sendes afsted som små projektiler med hver veltilrettelagte håndbevægelse. Alt imens overværer et koncil af æl- dre mænd kampen: “En wing chun-mester,” siger de imponeret. “Hvad skete der lige her?” tænker jeg.

Scenen er, desværre, karakteristisk for resten af filmen: det er fanneme flot, men det er svært at bevare overblikket i sammenblandingen af selvhøjtidelig lykkekagefilosofi og åndeløst spændende og smukt opsat- te kampsekvenser, alt sammen serveret inden for de indforståede rammer af kinesisk borgerkrigshistorie. Karakterer uden tilknytning til hovedpersonerne introduceres og glemmes, og fortællingen roder rundt mellem hovedpersonerne: Ip Man er filmens centrum, men i lange stræk overlades narrationen til bipersoner.

ANMELDELSE AF:
The Grandmaster

ORDET SYNES:
3-stars

PROD. ÅR:
2013

INSTRUKTØR:
Wong Kar Wai

LAND:
Kina

For kort til at bære sin historie
Første halvdel af filmen følger Ip Man i Foshan, en “mindre” by i Sydkina, der åbenbart fungerer som kung fu-verdenens centrum. Den aldrende leder af kampskolen træder tilbage, og i den anledning arrangeres en turnering i Nordkina. Da en repræsentant for Syden skal findes, falder valget på Ip Man, et relativt uskrevet blad. Først skal han dog gøre sig fortjent til æren i dyster på både evner og kløgt.

Vores helt brillerer, men må blive hjemme da krigen bryder ud, og pludselig springer handlingen 15 år frem i tiden. Man mindes om Once Upon a Time in the West da Man, midaldrende og melankolsk, slår sig ned i Hong Kong som ydmyg kung fu-lærer, mens han sørger over sin forspildte chance. Filmen forholder sig no- stalgisk til en svunden tid, hvor kung fu var rigtige mænds ypperste passion og hemmelige kampformer gik i arv gennem generationer, og som tidsportræt fungerer den godt: vi forstår og sympatiserer med dens syn på kampsport som en tabt kunstart.

Parallellen til Sergio Leones sidste mesterværk er dog passende, for også den blev serveret for det interna- tionale publikum i en nedskåret og ganske uforståelig udgave. Men hvor der jo heldigvis forelå en mere vellykket udgave af den film, er det svært at forestille sig, at den kinesiske originalversion af The Grand- master kan binde de mange handlingstråde sammen på tilfredsstillende vis, når den kun er 15 minutter længere.

Jeg havde gerne set en film, der var dobbelt så lang.

Eminent håndværk kan redde meget
Man mærker mesterens hånd i filmen: kampscenerne realiseres med så overrumplende virtuositet, at man helt glemmer, hvor mange gange man har set noget tilsvarende, og den uforløste kærlighedshistorie, der fungerer som en rød tråd i handlingen, er stærkt følelsesladet, men ordknap og så underspillet, at selv den mindste gestus er af afgørende betydning. Ziyi Zhang og især Tony Jeung i hovedrollen er fantastiske spille- re, hvis talent demonstreres til fulde.

Derudover er filmen uovertruffet flot, og kampscenerne er både dynamiske, adrenalinfremkaldende og overraskende originale: øjeblikket, hvor de to hovedpersoner svæver omkring hinanden i super- slowmotion, ansigt til ansigt, mens de kigger hinanden dybt i øjnene, er et uforglemmeligt intimt afbræk i en ellers hæsblæsende actionsekvens.

Til syvende og sidst er The Grandmaster dog en kung fu-film, der ønsker at være meget mere end det, og kun delvis lykkes med projektet: til tider er den fantastisk spændende, til tider fantastisk rørende, men den formår ikke at binde enkeltdelene sammen til én afrundet fortælling. Man efterlades med en fornemmelse af at have set et halvt mesterværk – hvilket selvfølgelig altid er bedre end slet intet mesterværk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *