MANIFESTO: Cate Blanchett stråler i hypnotiserende konceptfilm

Af Mikkel Bækby Johansen

Mange af det forrige århundredes mest dominerende politiske, filosofiske og kunstneriske idéer er nedfældet i manifester. Et litterært format, som på mange måder synes komplekst og udfordrende at bruge som omdrejningspunkt for en film. Det er ikke desto mindre lykkedes den tyske instruktør og installationskunstner Julian Rosenfeldt at lave en interessant og fascinerende film, udelukkende baseret på omkring 50 af moderne histories mest markante manifester.

Nogle er militante og nedbrydende, andre meningsløse og andre igen opbyggelige og positive. Fælles for dem alle er dog en energisk fremtidsentusiasme. Manifesto er en hyldest til denne entusiasme, og det er de færreste skuespillere, der er i stand til at forvalte en sådan hyldest og energi på så overbevisende manér, som den dobbelte oscarvinder, Cate Blanchett.

Manifesto er en konceptfilm, hvor Blanchett bestrider hele 13 forskellige roller. Hver rolle er en stereotyp karakter, som hver især reciterer brudstykker af forskellige kulturhistoriske manifester. Karaktererne leverer de bombastiske manifester i alverdens hverdagssituationer. En børsmægler gengiver eksempelvis dele af Filippo Tommaso Marinettis Futurismens manifest (1909), en taler til en begravelse varierer over flere dadaistiske manifester, og en dukkefører citerer Breton og surrealismen. Foruden disse møder vi blandt andet en hjemløs situationist, en balletkoreograf, en nyhedsoplæser samt en række andre karakterer: En skolelærer, som gengiver Dogme 95-manifestet og en forsker, der citerer Malevich’ manifest om suprematisme. Afslutningsvis flyder de mange forskellige manifester sammen i en unison blanding.

ANMELDELSE AF:
Manifesto

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Julian Rosefeldt

LAND:
Tyskland & Australien

Filmens klipning og proklamerende stil, som følger af manifesterne, har en hypnotiserende effekt. For selvom man ikke kan holde styr på alle manifesterne og måske ikke genkender halvdelen af dem, bliver man lullet ind i en tilstand af fuldstændig fascination, på én gang tilbagelænet og på kanten af sædet. Det takket være Cate Blanchetts overbevisende og yderst troværdige skildring af hver enkelt karakter. Blanchetts teatralske skuespilstil ligger i naturlig forlængelse af manifesternes pompøsitet. Filmen formår at udnytte teksternes performative potentiale, og det er her man kan mærke, at Blanchett er en dygtig skuespiller. Og det er samtidig her filmens oprindelige form som installation skinner igennem. Man får nærmest fornemmelsen af at være til et intimt teaterstykke på et moderne kunstmuseum.

Det føles næsten som om, man bliver omringet af manifesternes absolutte erklæringer og mættet med mening, hvilket ironisk nok udvandes i sin overflod og af det harmoniserende blik, som filmen fortælles igennem. Rosenfeldts koncept — simpelthen at bombardere publikum med kunstfilosofiske indtryk — er et spændende og fascinerende eksperiment.

Fascinationen er imidlertid ikke konstant. Det er svært ikke at miste fokus undervejs, idet man relativt hurtigt forstår konceptet, hvis redundans snart bliver tydelig og en anelse uinteressant. Man behøver ikke at være synderligt interesseret i kunsthistorie for at blive opslugt af Manifesto og Cate Blanchett, om end en smule kendskab til det tyvende århundredes kunstretninger gør oplevelsen bedre. Man skal altså ikke lade sige skræmme af filmens litterært funderede tyngde. Faktisk kan man sagtens se Manifesto uden at kende til konceptet og baggrunden. Det er netop, fordi manifesterne er placeret så langt fra sin oprindelige kontekst, at filmen fungerer. Ikke bare som gimmick, men som intellektuel kvalitetsunderholdning.

Manifesto ligner ikke andre film og er uden tvivl værd en tur i biografen. Både som en 95-minutters performance-installation, en lektion i moderne kulturhistorie og som ren nydelse af Cate Blanchetts altoverskyggende og flotte præstation.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *