MANHATTAN: Smuk og morsom New York-romantik

Af Mikkel Bækby Johansen

Woody Allen er en af vor tids mest karakteristiske og produktive filmskabere. Hans skarpe observationsevne og utvivlsomme talent for at skrive vittig og interessant dialog har ændret måden at lave romantiske komedier på. Allen har tilført genren en hidtil uset dybde og realisme uden at gå på kompromis med romancen. Annie Hall (1977) var en af de første romantiske komedier, som på realistisk vis skildrede et moderne kærlighedsforhold. Siden fulgte Manhattan (1979), som af mange betragtes som hans bedste og mest ikoniske film, om end Annie Hall er en kende mere komplet.

 

Fordi Manhattan nu vises i en ny 4K digital kopi synes det naturligt at fremhæve filmens visuelle udtryk. En af Manhattans største styrker skal findes i billedernes komposition og iscenesættelse af byen. Filmen er en visuel tour de force, som indfanger alle vores romantiske forestillinger om New York og dens indbyggere. En amerikansk La Dolce Vita (1960), hvor byen er en karakter i sig selv.

 

Fotograf Gordon Willis’ (som også lavede Annie Hall og The Godfather (1972)) detaljerede sort/hvid indstillinger af Manhattans atmosfæriske gader og lejligheder er noget af det visuelt mest imponerende i nyere filmhistorie. Samtlige scener, både indendørs og udendørs, er mættet med billeder, der ville passe perfekt ind i en moderne coffee table book med smukke, kontrastfyldte skud af Guggenheim, Central Park og selvfølgelig Woody Allen og Diane Keaton på bænken med udsigt over Queensboro Bridge. Den indendørs iscenesættelse af lejlighedernes bogreoler og stuepalmer samt af MoMA’s skulpturer understreger det typiske intellektuelle og æstetisk bevidste Woody Allen-miljø. De smukke og tidsløse billeder er i sig selv grund til at gense filmen, men det er i samspil med Allens humoristiske blik på de privilegerede og dannede byboeres sociale interaktion, at filmen for alvor får sin pondus.

 

ANMELDELSE AF:
Manhattan

ORDET SYNES:6-stars

PROD. ÅR:
1979

INSTRUKTØR:

Woody Allen

LAND:
USA

Isaac (Woody Allen) befinder sig midt i et moderne romantisk sekskantsdrama. Forelskelse, fascination og fortrydelse mellem filmens karakterer fortælles gennem et utal af morsomme kulturelle referencer, som leveres med en fantastisk humoristisk præcision og timing. Det er en fornøjelse uden sidestykke på en helt særlig Woody Allensk manér, når Isaac ironisk bemærker, at hans forhold til kvinder er belønnet med August Strindberg-prisen eller når karaktererne diskuterer hvorvidt nazister skal håndteres med bidende satire i The New York Times eller med mursten og baseballbats.

 

Den irritation Isaac føler, da hans smagspræferencer ikke stemmer overens med kærlighedsinteressen Marys (Diane Keaton) er så relaterbar, at det er svært ikke at grine og nyde Allens fremstilling af det, mange af os går og tænker. Og da Isaac bryder med sin kun 17-årige kæreste, Tracy (Mariel Hemingway), er det på en gang smerteligt og morsomt. Dynamikken mellem Isaacs konstante ironi og Mariels ungdommelige usikkerhed fungerer fremragende, samtidig med at Allen og Keaton endnu engang beviser, at de er et af det store lærreds bedste matches nogensinde.

 

Netop den satiriske skildring af neurotiske new yorkere er et af Allens kendetegn, som præger størstedelen af hans oeuvre. Manhattan er et af de bedste eksempler på, hvordan de charmerende og morsomme hverdagshistorier om New Yorks intellegentsia får seerne til uophørligt at trække på smilebåndet i 97 minutter i træk. Karakterernes mere eller mindre dybtfølte bekymringer og holdninger til livets store spørgsmål er ekstremt underholdende og velfortalte. Manhattan er et mesterværk og Woody Allen er muligvis en af populærkulturens morsomste personer.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *