MANDARINER: Estisk efterår

Af Thomas Hasse Therkildsen 

Alle mennesker er søskende, og der er ingen grund til at slås pga. forskelligheder. Dette budskab er ikke et, man sjældent hører, og det er budskabet i Mandariner. Det har dog ikke slået igennem endnu, selvom det er flere tusinde år gammelt – men det når at slå igennem for mindst to af filmens karakterer.

I en georgisk provins ved navn Abkhasien lever der en minoritet af estere under urolighederne efter Georgiens uafhængighed. Filmen følger to stædige mænd, der ikke er flygtet tilbage til Estland ligesom resten af deres familier. Den ene er Margus (Elmo Nüganen), der vil vente med at rejse, indtil han har høstet sine mandariner, og den anden er Ivo (Lembit Ulfsak), der elsker området for meget til at flygte.

De to hjælpes ad, mens de venter på hjælp fra den russiske del af uafhængighedskrigerne, som har lovet at sende nogle mænd til plukning af Margus’ mandariner. Mens de venter, når urolighederne tæt på, og det ender med to sårede mænd på esternes dørtrin. Den ene tjetjener, den anden georgier.

Herfra fortsætter historien ned af en åbenlys og velkendt sti; kan de to krigere overkomme deres uenigheder? Men selvom det er en kliché, er det alligevel interessant at følge med i; filmens univers er hyggeligt og næsten velkendt, som var det Søren Ryge, der agerede fredsmægler i Georgien.

ANMELDELSE AF:
Mandariner

ORDET SYNES:

3-stars

PROD. ÅR:
2013

INSTRUKTØR:

Zaza Urushadze

LAND:
Estland & Georgien

Vejret er gråt, og der er mudret, men mandarintræerne bærer orange frugter, og sammen skaber disse billeder et par flotte sekvenser. Samtidig dyrker filmen en sentimentalitet blandt de ældre estiske mænd, der kæmper for at opretholde det, de så længe har nydt i Abkhasien.

Selvom filmen har flere lyse punkter, ulmer en dyster alvor i skyggen, og Mandariner er langt fra lykkelig. Det når dog ikke at blive helt dystert. Desværre når filmen ikke at brænde igennem. Med et stille tempo og afdæmpet miljø får filmen ikke revet tilskueren med. Og selvom filmens afslutning ikke er helt åbenlys, er udviklingen det.

Mandariner lider meget under sin historie, og selvom dens indpakning er interessant, er det ikke nok. Det er dog langt fra en ubehagelig oplevelse, og selvom filmen ikke er banebrydende, er den et afbræk fra den almene filmproduktion. Man bliver en smule ked af det, man bliver en smule glad, og man forlader biografen betænksom – men før man når hjem, har filmen nok forladt ens tanker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *