MANCHESTER BY THE SEA: Kvælende sorg og forløsende latter

Af Niels Kristian Bonde Jensen

”You dont understand, there’s nothing there”. Lee (Casey Affleck) kigger på sin ekskone Randi (Michelle Williams) med tårer i øjnene. Sammen har de mistet alt. Hun står med et nyfødt barn, hjemme venter en ny ægtemand, og rundt om hjørnet kommer hendes veninde kørende for at hente hende. Lee bliver nødt til at gå. Han stikker hænderne i lommen og går alene videre i den kølige havneby Manchester by the sea.

Dette er en af de få scener i filmen, hvor Lee sætter ord på sin indre konflikt. Man behøver simpelthen ikke mere. Casey Afflecks centrale pragtpræstation taler nemlig sit tydelige sprog gennem hvileløse bevægelser og antydende stirren. Resultatet er et enormt vedkommende og troværdigt portræt af depression og tomhed.

Lees bror er lige død. Han har efterladt sig en 16-årig søn, et stort hus og en fiskerbåd i Manchesters havn. Lee må midlertidigt lægge jobbet som vicevært i Boston fra sig og forsøge at tage ansvar for brorens begravelse. Et ansvar, der føles som en enorm byrde for Lee, der grundet en tragisk hændelse i hans fortid, er flygtet fra kone, hjem og den ubærlige sorg. En sorg Lee bliver tvunget til at bearbejde, da han finder ud af, at han også er blevet valgt som værge for sin unge, faderløse nevø Patrick (Lucas Hedges).

Manchester by the Sea ligner ved første øjekast et tungt og kedsommeligt familiedrama, hvor de højtidelige tematikker og det alvorsfulde skuespil virker som madding i håbet om fangsten af gyldne statuetter i forestående Awards Season”. Dog løfter filmen sig betydeligt over denne lidt tørre formular, ved at balancere det seriøse med humor, og ved at forblive tro mod dens karakterer og deres personligheder.

ANMELDELSE AF:
Manchester by the Sea

ORDET SYNES:5-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Kenneth Lonergan

LAND:
USA

Det virker således både tragikomisk og utroligt virkeligt, når den unge Patrick SMS´er med gud og hvermand på vej til bedemanden. For som han selv påpeger, har han jo stadig alle sine venner, to kærester og et (grinagtigt rædderligt) rockband, der skal passes. Patricks liv er lige begyndt, og for at overleve må han ligesom sin onkel lukke sorgen inde. Hans åbne, imødekommende og positive facade står i kontrast til Lees tavse indelukkethed.

Kemien mellem de to hovedroller er fænomenal. Den gensidige irritation veksler mellem pinlig tavshed og buldrende mundhuggerier, der på bedste Boston-maner er sprængfyldte med bandeord og opfindsomme fornærmelser. Den gensidige kærlighed vises ikke i tårevædede ”I love you”- omfavnelser, men i små tillidserklæringer. Eksemplificeret i filmens sjoveste scene, hvor Lee går med til at snakke med Patricks kærestes mor, så Patrick kan gennemføre sit første samleje. En mission, der hurtigt bliver forpurret af et genstridigt kondom på værelset og et kvælende mangel på samtale i stuen.

Filmen retfærdiggør på mange måder sin spillelængde på 135 minutter, om end det hist og her føles en smule unødvendigt med endnu en scene af Lee, der kører hvileløst rundt i det kolde snelandskab. Samtidig kunne man også godt ønske sig yderligere udbygning af Randis karakter, der mere virker som en måde at forklare Lees fortid på end som en egentlig person. Dog er størstedelen af Manchester by the Sea så inderlig, så ubesværet naturlig og så menneskeligt medrivende, at man føler sig en smule sørgmodig, når de sidste billeder af Patrick og Lee på den gamle fiskerbåd, midt i havet, fader ud.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *