MAN SKU’ VÆRE NOGET VED MUSIKKEN: De stille eksistenser

Af Daniel Hartvig Nielsen 

Henning Carlsens sørgmodige, men stemningsfulde Man sku’ være noget ved musikken var nomineret til Den Gyldne Bjørn ved Berlin Festivalen i 1972, men på trods af dette og det faktum, at det er en af instruktørens allerbedste værker, er filmen sidenhen gået lidt i glemmebogen. Ganske ufortjent, men måske helt i filmens egen ånd.

Man sku’ være noget ved musikken er centreret omkring natværtshuset ’Cafe Strudsen’, og her præsenteres man for en række stille eksistenser, der bokser med hverdagens problemer og de store drømme. Der er overtjeneren Søren (Karl Stegger), der drømmer om at åbne sit eget værthus, slagteren Sven (Jesper Langberg), som drømmer om at blive operasanger, vinduespolereren Ib (Ingolf David), der drømmer om bartenderen Caja (Birgitte Price), og så er der pianisten Lasse, der fungerer som værtshusets drømmefanger. Disse mennesker, som medmanuskriptforfatter Benny Andersen har kaldt ’undgængere’, skildres med kærlig ironi som strudse, apropos værtshusets navn, der stikker hovedet i busken og lukker verdenen ude.

Småborgerens tilværelse tages under kærlig behandling. De brokker sig højtlyt, men tør ikke ændre på noget, når det kommer til stykket, for som den kapitalistiske værtshusejer (Gyrd Løfquist) selv siger: ”Vi er jo alle ude på det samme: at få det så godt som muligt. Er vi enige, sker der ikke en skid.

Henning Carlsens afdæmpede kamerastil supplerer på bedste vis de stille eksistensers færden, mens Benny Andersens joviale humor præger en prægtig dialogside. Hvoraf flere af replikkerne eftersignende er baseret på Andersens egne oplevelser som pianist på natværtshuset ’Cafe Ankerfeldt’.

Den ofte misbrugte Karl Stegger trådte i denne film ud af skyggen som den evige bikarakterer. Stegger beviser her i hans glansrolle som dens elskværdige og vrisne overtjener Søren, at han var blandt landets bedste skuespillere, når han fik lov. Otto Brandenburg har sin første dramatiske rolle som Benny Andersens alter ego; pianisten Lasse, der lægger øre til alle gæsternes problemer. En af disse gæster er Lone Lindorff, der optræder i en birolle som den hårdt udsatte Elly, der får en fatal skæbne – en rolle hun fik tildelt en Bodil for.

Henning Carlsens Man sku’ være noget ved musikken er en tidstypisk film, der indfanger værtshusmiljøet og småborgernes hygge og drømme, der aldrig bliver til andet end ved snakken. Men måske er det fordi, de er meget glade for tilværelsen, når alt kommer til stykket?

På torsdag kl. 19.15 hylder Cinemateket Henning Carlsen, når de viser Man sku’ være noget med musikken med introduktion af indspilningsleder Gert Fredholm. Læs mere her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *